Sagsbehandlingen tager normalt
3 måneder

Gebyr for sagsbehandling
6.055 kr.

Kan jeg forlænge min opholdstilladelse?

Du kan ansøge om forlængelse af din tilladelse som gæsteforsker, hvis din invitation til at forske i Danmark er blevet forlænget.

Hvis du allerede har haft tilladelse som gæsteforsker i 3 år på det samme forskningsprojekt, kan du ikke forlænge dit ophold som gæsteforsker yderligere.

Det er meget vigtigt, at du ansøger om forlængelse inden din nuværende tilladelse udløber.

Hvis du ikke ansøger om forlængelse inden din tilladelse udløber, har du ikke længere ret til at være i Danmark – og en ansøgning indgivet i Danmark vil som regel blive afvist.

Hvis du ansøger om forlængelse i tide, må du gerne blive i Danmark, mens SIRI behandler din ansøgning om forlængelse – også selv om din tilladelse udløber.

Hvad er betingelserne for en forlængelse?

Det er en betingelse for forlængelse, at du i hele perioden som gæsteforsker i Danmark har opfyldt betingelserne for din opholdstilladelse.

Invitationen fra forskningsinstitutionen eller virksomheden, som danner grundlaget for dit ophold som gæsteforsker, skal være fornyet eller fortsat gældende – inklusive deres tilsagn om fortsat at stille lokaler og forskningsfaciliteter til rådighed for dig.

Som gæsteforsker får du ikke udbetalt løn af forskningsinstitutionen eller virksomheden i Danmark. Du skal derfor på anden måde kunne forsørge dig selv og din eventuelle medfølgende familie.

Det kan være ved hjælp af egne penge eller ved hjælp af løn fra din arbejdsgiver i hjemlandet.

Du skal dokumentere din evne til selvforsørgelse for hele den periode, du ansøger om forlængelse af din opholdstilladelse.

Læs mere om selvforsørgelse under punktet herom.

Skal jeg kunne forsørge mig selv under opholdet i Danmark?

For at få forlænget din opholdstilladelse som gæsteforsker er det en betingelse, at du fortsat kan forsørge dig selv.

Du skal dokumentere at du har penge nok til din forsørgelse i hele den periode, du ansøger om opholdstilladelse til. Hvis du tager din familie med til Danmark, skal deres forsørgelse også dokumenteres.

For hver måned, du fortsat ønsker at være i Danmark, skal du dokumentere at have:

  • 12.770 kr. (2025-niveau) hvis du er i Danmark uden familie
  • 25.540 kr. (2025-niveau) hvis din ægtefælle skal med til Danmark
  • 29.742 kr. (2025-niveau) hvis du har ægtefælle og et eller flere børn med
  • 16.972 kr. (2025-niveau) hvis du har et eller flere børn med men ingen ægtefælle

Dokumentation for, at du kan forsørge dig selv og dine evt. familiemedlemmer, kan fx være en udskrift fra bankkonto.

Du kan se mere om selvforsørgelseskravene her.

Hvilke rettigheder har jeg med en tilladelse?

Hvad må du med en dansk opholdstilladelse som gæsteforsker? – og hvad må du ikke?

Du må kun arbejde som gæsteforsker ved den forskningsinstitution eller i den virksomhed, som du har fået tilladelse til. 

Hvis du bliver tilbudt lønnet ansættelse i Danmark, skal du ansøge om en ny tilladelse. Det gælder også, hvis du bliver tilbudt ansættelse ved den samme forskningsinstitution eller virksomhed som du er gæsteforsker hos.

Du er som gæsteforsker fritaget for arbejdstilladelse til bibeskæftigelse. Det betyder, at du automatisk har ret til at tage bibeskæftigelse hos øvrige arbejdsgivere, og du skal derfor ikke søge om særlig tilladelse til dette. Du kan læse mere om bibeskæftigelse her.

En dansk opholds- og arbejdstilladelse giver dig ikke ret til at arbejde i andre Schengen lande.

En opholds- og arbejdstilladelse giver dig ret til at opholde dig i Danmark i den periode din tilladelse er gyldig. 

En tilladelse giver dig desuden ret til at opholde dig i Schengen-området i op til 90 dage inden for den seneste 180 dages periode. Tilladelsen giver dig dog ikke ret til at arbejde i andre Schengen lande.

Du må ikke opgive din danske adresse eller opholde dig i udlandet i mere end 6 måneder i træk. Gør du det, bortfalder din tilladelse. Det betyder, at du ikke længere må opholde dig i Danmark. 

Hvis du har brug for et længere ophold i udlandet, fx hvis du bliver udstationeret for din virksomhed i en periode, kan du søge om dispensation for bortfald.

Du kan læse mere om bortfaldsreglerne her.

Du kan læse mere om og ansøge om dispensation fra bortfald her.

Under dit ophold skal du kunne forsørge dig selv og din familie. Du må ikke modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, fx kontanthjælp.

Hvis du eller et familiemedlem modtager sådanne ydelser under dit ophold, kan din tilladelse blive inddraget - og du vil miste retten til at være i Danmark.

Hvis en myndighed, fx en kommune, udbetaler ydelser til udlændinge, bliver det indberettet til SIRI.

Du kan her se en liste over ydelser, som du ikke må modtage.

Med en opholdstilladelse i Danmark har du ret til gratis danskundervisning. Du skal dog være 18 år og have registreret din danske adresse i folkeregisteret.

Hvis du har opholdstilladelse i Danmark med henblik på beskæftigelse, studie m.v. skal du betale et depositum, før du kan begynde danskundervisningen. Vær opmærksom på, at du mister dit depositum, hvis du ikke består modulerne inden for en bestemt tidsramme.

Den kommune, du bor i, har pligt til at tilbyde dig danskundervisning og henvise dig til et sprogcenter. Har du ikke modtaget et tilbud om danskundervisning fra din kommune senest en måned efter, du har registeret din adresse i Danmark, kan du kontakte din kommune.

Undervisningen foregår (normalt) sammen med andre udlændinge, som for nylig er kommet til Danmark.

Når du bor i Danmark er der en række ting, du skal sætte dig ind i. Afhængigt af dine personlige forhold, kan du også have brug for andre vigtige informationer og handlemuligheder.

Du har muligvis allerede foretaget det nødvendige, men hvis du er i tvivl om noget giver portalen borger.dk dig information, links og i mange tilfælde også handlemuligheder i forhold til de vigtigste emner. fx

  • MitID
  • CPR-registrering
  • Sundhedskort
  • Skatteforhold
  • Ferieforhold
  • Skole og børnepasning
  • Bolig
  • Danskundervisning
  • Bilregistrering og kørekort

Hvilke rettigheder har jeg, mens jeg venter på svar?

Mens du venter på svar på din ansøgning om forlængelse, må du blive i Danmark med de samme rettigheder, som din oprindelige tilladelse gav.

Hvis du har spørgsmål mens du venter på svar, så kig her.

Hvor længe kan jeg være i Danmark?

Som gæsteforsker kan du få opholdstilladelse i højst 3 år. 

Hvis invitationen er for en kortere periode end 3 år, vil tilladelsen blive givet, så den udløber 14 dage efter udløbet af invitationen til at være gæsteforsker i Danmark. 

Hvis du finder et nyt job, skal du indgive en ny ansøgning på grundlag af det nye job - det kan kun være som gæsteforsker hvis det er til et nyt forskningsprojekt, ellers kan det være efter en anden erhvervsordning. Når du har indgivet ansøgning på grundlag af det nye job, behøver du ikke vente med at arbejde til du har fået tilladelsen. Du må begynde det nye arbejde fra den dag, du indgiver den nye ansøgning.

Hvis et forskningsprojekt på under 3 år forlænges, kan du ansøge om forlængelse af din opholds- og arbejdstilladelse som gæsteforsker. Du kan dog højst få tilladelse for en samlet periode på 3 år.

Det er meget vigtigt, at du ansøger om forlængelse inden din tilladelse udløber.

Hvis du indgiver ansøgningen om forlængelse i tide, må du gerne blive i Danmark og fortsætte arbejdet, også selv om din tilladelse udløber.

En opholdstilladelse kan kun være gyldig indtil 3 måneder før udløbsdatoen i dit pas.

Hvis dit pas har kortere gyldighed end den i øvrigt mulige opholdsperiode, vil din opholdstilladelse blive afkortet. Det betyder, at din opholdstilladelses længde er kortere, end den normalt kunne være. Når du har fået fornyet dit pas, kan du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse – dog tidligst 3 måneder før udløbet af din nuværende tilladelse.

Læs mere om kravet til dit pas.

Kan min familie få forlænget deres opholdstilladelser?

En forlængelse af din opholds- og arbejdstilladelse på grundlag af arbejde i Danmark giver også din familie mulighed for at forlænge deres opholdstilladelser.

Læs mere om forlængelse af tilladelse til medfølgende familie her.

Hvis du ikke allerede har din familie i Danmark, kan vi informere om, at der kan gives opholdstilladelse til din ægtefælle, registrerede partner eller faste samlever samt hjemmeboende børn under 18 år.

Læs mere om første tilladelse til medfølgende familie her.

Hvad skal jeg mere vide, inden jeg ansøger?

En ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse baseret på arbejde skal indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Før du ansøger skal du oprette et SB-ID til ansøgningen, og du skal betale gebyr til at dække SIRIs sagsbehandling. Det kan du gøre på fanen ’Sådan ansøger du’ til højre. Her har du også adgang til den relevante ansøgning, AR3.

Forskningsstedet udfylder den første af ansøgningens to dele. Vi sender dig en mail, efter forskningsstedet har udfyldt sin del. 

Forskningsstedet skal skrive din mailadresse i sin del. Du skal bruge linket i mailen til at oprette dig som bruger med samme mailadresse for at få adgang til din del.

Sørg for, at forskningsstedet skriver den samme mailadresse, som du har tænkt dig at oprette dig med

Hvis du har givet forskningsstedet fuldmagt til at varetage ansøgningen, skal de benytte ansøgningen AR7. Her er det kun forskningsstedet der skal udfylde ansøgningen.

Find vores godkendte skabeloner til fuldmagt

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig eller forskningsstedet.

På denne fane kan du se, hvad du skal gøre for at indgive en ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og integration (SIRI).

Det er vigtigt, at du har sat dig grundigt ind i betingelserne for at få en opholdstilladelse, inden du begynder på trin 1. Det gør du på fanen ’Det skal du vide’ til venstre.

Hvis du er pendler, og ikke skal bo i Danmark og derfor kun ansøger om arbejdstilladelse, skal du ikke oprette sagsbestillings-id og betale gebyr. Du kan i stedet springe direkte til trin 3. Du kan læse mere om pendlere her

Det er en god idé at indsamle den nødvendige dokumentation, inden du begynder at udfylde ansøgningsskemaet. Du kan bruge nedenstående tjekliste.

Vedlægger du dokumentation, som ikke er skrevet på engelsk, tysk, norsk, svensk eller dansk, skal du vedlægge en autoriseret oversættelse på enten dansk eller engelsk.

Du skal vedlægge

Afsæt gerne

30 minutter

til at udfylde ansøgningen

2 personer udfylder

Du og dit forskningssted skal udfylde hver jeres del af ansøgningsskemaet

På dette trin har du og din arbejdsgiver adgang til de relevante ansøgningsskemaer.

Sørg for at du har gennemgået alle de foregående trin, før du går i gang.

Alle vores ansøgningsskemaer indeholder en grundig vejledning i, hvordan de udfyldes, og hvilken dokumentation der skal vedlægges.

Du kan vælge mellem et af disse to skemaer

  • AR3 hvor du og dit forskningssted udfylder hver jeres del af skemaet
  • AR7 hvor du giver dit forskningssted fuldmagt til at ansøge på dine vegne.

I ansøgningen AR3 skal din arbejdsgiver udfylde den første af ansøgningen to dele. Når din arbejdsgiver er færdig med sin del, skal du udfylde din del.

I AR7 er det kun dit forskningssted, der skal udfylde ansøgningen.

Du kan læse mere om fuldmagt og hente en godkendt standard til fuldmagt her

Sørg for at have alle dokumenter klar i digital form, så du kan vedhæfte dem til ansøgningen undervejs.

AR3  AR7

Bemærk, at det er obligatorisk at benytte disse ansøgningsskemaer. I særlige tilfælde kan du blive fritaget fra kravet om at bruge et online ansøgningsskema. Du kan læse mere her.

Du kan finde dine igangværende og afsluttede ansøgninger i 30 dage fra dit seneste login.

Log ind og se dine ansøgninger

Når du har ansøgt om forlængelse af din opholdstilladelse, skal du have optaget biometri.

Det betyder, at du skal have taget et ansigtsfoto og afgive fingeraftryk. Dit ansigtsfoto og dine fingeraftryk vil blive lagret på en chip på det opholdskort, du får, hvis SIRI giver tilladelse. 

SIRI kan som hovedregel først begynde behandlingen af en ansøgning, når biometrien er optaget. Dette skal ske senest 14 dage efter ansøgningens indgivelse.

Hvis der ikke optages biometri, vil ansøgningen blive afvist. Det betyder, at den ikke vil blive behandlet.

Du kan læse mere om biometri her.

Du kan få optaget biometri i en af SIRIs afdelinger.

Hvis du skal have optaget biometri i en af SIRIs afdelinger, skal du huske at bestille tid her.

Hvis du er pendler og ikke bor i Danmark, og derfor kun ansøger om forlængelse af din arbejdstilladelse, skal du ikke have optaget biometri. Læs videre her.

Du har indgivet din ansøgning korrekt, hvis du har:

  • Oprettet sagsbestillings-id

  • Betalt gebyr

  • Indgivet ansøgningen

  • Fået optaget biometri

Du kan se den normale sagsbehandlingstid til højre for denne fane. Når sagen er afgjort, vil du modtage et svar.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig eller dit forskningssted.

Du kan her læse mere om, hvordan du skal forholde dig, mens du venter på svar.

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI

Også relevant for dig