Til forsiden

Nordiske statsborgere

Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan frit indrejse, opholde sig, studere og arbejde i Danmark. De behøver altså ikke visum, opholds- eller arbejdstilladelse.

Nordiske statsborgere kan rejse ind i Danmark uden pas. En nordisk statsborger i Danmark skal dog kunne identificere sig, hvis det er nødvendigt. Det kan være tilfældet, hvis han eller hun skal overnatte på et hotel, en campingplads eller lignende. Et kørekort eller et hævekort vil i så fald være tilstrækkeligt.

Kan familien følge med?

Er familiemedlemmerne selv nordiske statsborgere, skal de ikke søge om familiesammenføring. De kan indrejse og opholde sig i Danmark efter de regler, som gælder for nordiske statsborgere.

Er familiemedlemmerne ikke nordiske statsborgere, skal de enten ansøge om registreringsbevis/opholdskort efter EU-retten eller om opholdtilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens regler.

Statsforvaltningen eller Udlændingestyrelsen kan oplyse nærmere om, hvilke familiemedlemmer, der kan få registreringsbevis/opholdskort efter EU-retten eller opholdtilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens regler, og hvilke betingelser, der skal være opfyldt.

Læs mere om reglerne for familiesammenføring.

Hallo Norden er Nordisk Ministerråds officielle informationstjeneste for privatpersoner og virksomheder i Norden. Siden henvender sig til alle borgere i de fem nordiske lande og er særligt relevant for studerende, arbejdssøgende, personer, der ønsker at flytte til et andet nordisk land, samt virksomheder, der opererer inden for Norden. Besøg Hallo Nordens hjemmeside.



Senest opdateret: 30-01-2012
Om indholdet på nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen