Attention

På grund af teknisk vedligehold er det ikke muligt at bruge online ansøgningsskemaer eller visuminvitationer på nyidanmark.dk. Læs mere i nyheden fra den 10. januar 2020.

Nedenfor er en række eksempler på ydelser som gives efter de to love, og som derved har betydning for, om du kan få en opholdstilladelse, få forlænget din opholdstilladelse eller få permanent opholdstilladelse. Der er også en række eksempler på ydelser, som ikke har betydning for, om du kan få en tilladelse.

Hvis du er i tvivl om, hvilken lov en ydelse er udbetalt efter, vil den myndighed, der har tildelt ydelsen, kunne oplyse dette. Du skal derfor henvende dig til denne myndighed for at få svar på dette.

Eksempler på ydelser, som gives efter aktivloven og integrationsloven, og som dermed kan have betydning for, om du kan få opholdstilladelse, få forlænget din opholdstilladelse eller få permanent opholdstilladelse:

  • Integrationsydelse

  • Starthjælp

  • Kontanthjælp, herunder supplerende kontanthjælp

  • Revalidering

  • Ressourceforløbsydelse

  • Uddannelseshjælp

Ydelser, der er givet efter anden lovgivning end efter aktivloven og integrationsloven, har ikke betydning for, om du kan få opholdstilladelse, få forlænget din opholdstilladelse eller få permanent opholdstilladelse. Eksempler på sådanne ydelser er:

  • SU

  • Dagpenge (arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og barselsdagpenge)

  • Pension (førtidspension og folkepension)

  • Boligstøtte givet efter lov om individuel boligstøtte

  • Økonomisk støtte til arbejdsgiveren ved ansættelse i løntilskudsjob eller fleksjob. Du skal dog være opmærksom på, at ansættelse med løntilskud ikke opfylder beskæftigelseskravet

  • Friplads til børn i børneinstitution

  • Skattefri uddannelsesydelse

Ydelser, der er undtaget

Det er ikke til hinder for at få opholdstilladelse, få forlænget din opholdstilladelse eller få permanent opholdstilladelse, hvis du eller din ægtefælle/samlever har modtaget enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse. Enkeltstående ydelser kan fx være økonomisk hjælp fra kommunen i forbindelse med behov for sygebehandling eller ved flytning.

En anden undtagelse er, at du eller din ægtefælle/samlever godt må modtage en ydelse, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor, fx ledighedsydelse til ansatte i fleksjob, som får ydelsen i forbindelse med ferie.

Hvis din ægtefælle/samlever har modtaget ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik efter at være blevet visiteret til et fleksjob, er det ikke til hinder for ægtefællesammenføring.