Screeningforordningen
Screeningforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1356) er en del af EU’s asyl- og migrationspagt.
Formål
Screeningforordningen indfører en obligatorisk screening af tredjelandsstatsborgere, der uautoriseret passerer de ydre Schengengrænser, samt af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold her i landet, som ikke har været genstand for kontrol ved passagen af de ydre grænser.
Formålet med screeningen er at identificere personer, der kan udgøre en trussel mod den indre sikkerhed eller offentlige sundhed, samt personer med behov for sundhedspleje eller sårbare personer. Screeningen ved den ydre grænse skal afsluttes inden for syv dage, mens screening inde i landet skal afsluttes inden for tre dage.
Målgruppe for screeningen
Tredjelandstatsborgere, som har passeret den ydre Schengengrænse ulovligt, og ikke har været genstand for kontrol ved passagen af de ydre grænser, er omfattet af kravet om screening. Det gælder også, hvis personen er frihedsberøvet eller varetægtsfængslet.
En tredjelandsstatsborger, som er indrejst lovligt eller allerede har gennemgået en screening i en anden medlemsstat, skal ikke screenes i Danmark.
Hvad består en screening af
Screeningen består af fire obligatoriske elementer:
- Sikkerhedskontrol
- Identifikation eller verifikation af identitet
- Helbredstjek
- Sårbarhedstjek.
Hvis du tilhører målgruppen for screeningen, er det politiet, som har ansvaret for at gennemføre en sikkerhedskontrol samt identifikation eller verifikation af din identitet, når de antræffer dig.
Du skal oplyse politiet om dit navn, fødselsdato og nationalitet samt fremvise dokumenter og oplysninger, som politiet skal bruge for at verificere din identitet. Du skal også have optaget din biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk). Børn under 6 år skal ikke have optaget biometri.
Efter politiet har gennemført en sikkerhedskontrol samt identifikation eller verifikation af din identitet, skal du som udgangspunkt indkvarteres på en screeningfacilitet, hvor du skal gennemgå et obligatorisk helbreds- og sårbarhedstjek. Helbreds- og sårbarhedstjekket foretages for at identificere, om du har behov for sundhedspleje, eller om du har en sygdom, der kan betyde, at du skal i isolation, samt for at identificere evt. sårbarheder. Begge tjek foretages i forlængelse af hinanden.
Screeningen kan som udgangspunkt tage op til tre dage fra din første kontakt med politiet.
Grafisk illustration af screeningen:

Screeningfacilitet
Når du skal gennemgå et sundheds- og sårbarhedstjek, vil du som udgangspunkt blive indkvarteret på en screeningfacilitet beliggende i Modtagecenter Sandholm eller Børnecenter Sandholm (for uledsagede mindreårige). Læs mere om asylcentre, herunder centre med screeningsfaciliteter [link til: Ord og begreber – Asylcentre]
Hvis du er frihedsberøvet eller varetægtsfængslet, vil screeningen i stedet blive gennemført i Danmarks Fængslers arresthuse eller øvrige institutioner.
Under dit ophold på screeningfaciliteten er du omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelse. Det betyder, at Udlændingestyrelsen dækker udgifter til underhold, nødvendige sundhedsmæssige ydelser samt din indkvartering, så længe du ikke afsoner en straf eller i øvrigt er frihedsberøvet.
Pligt til at være til rådighed under dit ophold på screeningfaciliteten
Du har pligt til at være til rådighed for myndighederne under screeningen. Det betyder, at du skal deltage i de obligatoriske tjek og afgive de oplysninger, som myndighederne skal bruge til at identificere dig. Du har ligeledes pligt til at tage ophold på det sted, som myndighederne anviser, og til én gang dagligt på alle hverdage at melde din tilstedeværelse til Udlændingestyrelsen på screeningfaciliteten.
Afslutning af screening og videre forløb
Screeningen afsluttes, efter du har været igennem de obligatoriske tjek, eller når fristen på de tre dage udløber. Efter endt screening vil du modtage et brev fra Udlændingestyrelsen, hvor du henvises til enten en asyl- eller udsendelsesprocedure.
Yderligere information
Læs screeningforordningen (Forordning - EU - 2024/1356)
Hent Udlændingestyrelsens pjece om screening (PDF)