Selv om du har en arbejdstilladelse, kan den indeholde begrænsninger. Hvis du har tilladelse som studerende på de videregående uddannelser må du fx maksimalt arbejde 15 eller 20 timer om ugen – i månederne juni, juli og august dog gerne fuld tid. 

Din arbejdstilladelse kan desuden være begrænset til kun at gælde en bestemt arbejdsgiver. 

Det vil altid fremgå af dit tilladelsesbrev og dit opholdskort, om du har ret til at arbejde, om der er begrænsninger på, hvor meget du må arbejde og hvor du må arbejde. Hvis du alligevel er i tvivl om, hvad du må og ikke må, så kontakt os.

Det er dit ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det.

Hvis du arbejder uden den nødvendige tilladelse, risikerer du at blive straffet med bøde eller fængsel. Du risikerer også at blive udvist af Danmark. Det betyder, at du får forbud mod at rejse ind i alle EU- og Schengenlande, herunder Danmark, i mindst 2 år.

Hvis du er statsborger i Norden, kan du starte med at arbejde uden videre. Følgende lande udgør Norden: Finland, Island, Norge og Sverige.

Hvis du er statsborger i et EU-land, EØS-land eller Schweiz, kan du starte med at arbejde – og du kan derefter søge om et registreringsbevis ved statsforvaltningen.

Familiemedlemmer til en statsborger i et EU-land (herunder Finland og Sverige) et EØS-land (herunder Island og Norge) eller Schweiz, behøver ikke en arbejdstilladelse, hvis betingelserne for opholdsret efter EU-retten er opfyldt.

Du kan kontakte Statsforvaltningen for vejledning om betingelserne

Statsforvaltningen udsteder opholdskort som bevis for opholdsret efter ansøgning.

SIRI har lavet en pjece til arbejdsgivere. Pjecen guider i hvordan du undgår at ansætte ulovlig udenlandsk arbejdskraft. Pjecen forklarer, hvad du som arbejdsgiver skal være opmærksom på, når du ansætter en udlænding. Vi anbefaler, at du læser pjecen grundigt.

Læs pjecen Sådan undgår du at ansætte ulovlig udenlandsk arbejdskraft