Medfølgende familie til ansøgere, der vil opnå autorisation som sygeplejerske
Styrelsen for Patientsikkerhed har den 7. oktober 2025 indført en kvote for antallet af ansøgninger om autorisation som sygeplejerske, gældende til den 31. december 2026.
Kvoten er i denne periode fastsat til 0, og det er derfor ikke muligt at få opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som sygeplejerske.
Det samme gælder eventuel medfølgende familie til personer, som har søgt om opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som sygeplejerske.
Alle ansøgninger om opholdstilladelse med henblik på at opnå autorisation som sygeplejerske og deres medfølgende familie vil blive givet afslag. Dette gælder uanset hvornår ansøgningen er indgivet, og omfatter derfor også verserende ansøgninger.
Medfølgende familie til personer, der inden den 7. oktober 2025 har fået opholdstilladelse i Danmark med henblik på at opnå dansk autorisation som sygeplejerske, vil dog fortsat kunne ansøge om og gives opholdstilladelse som medfølgende familie.
Der er ikke ændret på muligheden for at søge forlængelse af et allerede meddelt autorisationsophold som sygeplejerske og som medfølgende familie hertil.