Opsættende virkning betyder, at retsvirkninger udsættes midlertidigt, og at eventuelle konsekvenser af en afgørelse derfor ikke træder i kraft, før der er truffet afgørelse i din sag.

Opsættende virkning er den juridiske beskrivelse af din retsstilling, fx når du søger om forlængelse af din opholdstilladelse i rette tid.

Lovligt ophold ved ansøgninger om forlængelse

Hvis du har indgivet en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse inden udløbet af din tilladelse, har du lovligt ophold, mens vi behandler din ansøgning om forlængelse. Det betyder, at du må fortsætte dit ophold med samme rettigheder, som da din tilladelse var gyldig. Fx må du gerne fortsætte med at arbejde, hvis du har ansøgt om forlængelse af en opholdstilladelse eller en opholds- og arbejdstilladelse - ligesom du også har fuld ret til lægehjælp.

Hvis du rejser ud af Danmark

Hvis du udrejser mens din ansøgning om forlængelse er under behandling, og du ikke har et gyldigt opholdskort, kan du som udgangspunkt ikke indrejse i Danmark igen.

Hvis du har behov for at rejse ud af Danmark og tilbage igen, inden din sag bliver afgjort, kan du ansøge om en tilbagerejsetilladelse.

Læs mere om ansøgninger om tilbagerejsetilladelser