Registrering i EES, når du har opholdstilladelse på Færøerne eller i Grønland
I forbindelse med din rejse til Færøerne eller Grønland er du blevet registreret i ind- og udrejsesystemet (EES) som indrejst i Schengenområdet. Du bliver ikke automatisk registreret som udrejst, selvom du opholder dig på Færøerne eller i Grønland på en opholdstilladelse. Det har betydning, hvis du ønsker at rejse til eller via Schengenområdet. Læs mere nedenfor.
Hvis du har opholdt dig mere end 90 dage inden for de seneste 180 dage på Færøerne, i Grønland eller i Schengenområdet samlet set, vil det i EES se ud som om, du har opholdt dig længere tid end tilladt i Schengenområdet (overstay).
Hvis det registrerede overstay skyldes, at du har opholdt dig på Færøerne eller i Grønland på baggrund af en opholdstilladelse, har du dog lovligt ophold, og der vil derfor ikke være tale om et reelt overstay.
Hvis du ønsker at rejse til eller via et Schengenland, skal du kunne dokumentere, at du har lovligt ophold. Derfor skal du huske at medbringe dokumentation for, at du ikke har det overstay, som ellers er registreret.
For at kunne dokumentere dit lovlige ophold, skal du derfor medbringe følgende på din rejse:
-
gyldigt pas,
-
gyldigt opholdskort eller tilbagerejsetilladelse og
-
gyldigt visum (hvis visumpligtig).
Du skal være opmærksom på, at en opholdstilladelse til Færøerne/Grønland ikke giver dig ret til ophold i Schengenlandene. Du skal derfor søge om et visum, hvis du er statsborger i et land, hvor der kræves visum for at rejse ind i Schengenområdet. Se en liste over visumpligtige lande
Har du behov for generel vejledning om rejser til Schengenområdet, kan du finde information vedrørende visum på nyidanmark.dk.
Læs mere om rejser som visumpligtig
Læs mere om rejser som visumfri
Derudover anbefaler vi, at du kontakter den myndighed, som har givet dig opholdstilladelse ved yderligere spørgsmål.
Hvis du har opholdstilladelse i Grønland
Hvis du har opholdstilladelse i Grønland, kan du anmode om at blive manuelt udrejseregistreret i EES, når du opholder dig i Grønland. Dermed undgår du at fremgå af EES med et overstay.
For at blive udrejseregistreret skal du
- have en rejsemappe i EES, hvor den seneste registrering er en indrejse i Schengenområdet, herunder Grønland,
- have en gyldig opholdstilladelse i Grønland og
- kunne dokumentere, at du er indrejst i Grønland.
Udrejseregistreringen vil som udgangspunkt følge den første dag, hvor du indrejste eller befandt dig på Grønland med en gyldig opholdstilladelse. Bemærk, at du, hvis du efterfølgende ønsker at ind- og udrejse af Schengenområdet, skal udrejseregistreres på ny i EES efter indrejse i Grønland.
Har du en opholdstilladelse udstedt af SIRI, kan du anmode SIRI om at blive udrejseregistreret i EES. Anmod SIRI om udrejseregistrering
Har du en opholdstilladelse udstedt af Udlændingestyrelsen, kan du anmode Udlændingestyrelsen om at blive udrejseregistreret i EES. Skriv til Udlændingestyrelsen og anmod om udrejseregistrering