Du har i visse tilfælde mulighed for at blive i Schengenområdet på et korttidsophold (ophold på visum eller visumfrit ophold), efter at din opholdstilladelse udløber.

Hvis du er visumfritaget og har haft opholdstilladelse i et Schengenland, vil du efterfølgende have mulighed for at opholde dig i Schengenområdet i op til 90 dage på et visumfrit ophold.

Hvis du er visumpligtig, skal du søge om et visum. Hvis du opnår et visum til kortvarigt ophold inden udløbet af din opholdstilladelse, kan du opholde dig på et visumpligtigt ophold i Schengenområdet i forlængelse af udløbet af din opholdstilladelse.

Hvis du ikke har opnået et visum inden udløbet af din opholdstilladelse, skal du udrejse af Schengenområdet, når din opholdstilladelse udløber og herefter søge om et visum. Læs mere om visum

Registrering af korttidsophold i EES inden udrejse

Det kan være en fordel, at du henvender dig til udlændingemyndighederne og bliver registreret i EES, hvis du opholder dig i Schengenområdet på et korttidsophold (visumfrit eller visumpligtigt) i direkte forlængelse af udløbet af din opholdstilladelse.

Hvis du henvender dig, vil du få oprettet en rejsemappe og få registreret en indrejsedato svarende til datoen efter udløbet af din opholdstilladelse. Du vil således undgå ekstra ventetid ved grænsen, når du forlader Schengenområdet efter udløbet af dit korttidsophold, idet du allerede har fået oprettet en rejsemappe.

Du skal møde personligt op hos Udlændingestyrelsen eller SIRI for at blive registreret i EES. Du skal bestille tid, inden du møder op.

Når du møder op, skal du have taget ansigtsfoto og fingeraftryk.

Bestil tid hos SIRI

Bestil tid hos Udlændingestyrelsen

Hvad skal du medbringe?

Hvis du har haft opholdstilladelse i et andet Schengenland end Danmark, eller hvis du har bestilt tid hos en anden myndighed end den, der gav dig opholdstilladelse, skal du huske at medbringe dokumentation for din opholdstilladelse og dens udløbsdato. Det kan fx være dit opholdskort.

Hvis du ikke er blevet registreret i EES inden udrejse

Hvis du har haft et korttidsophold i Schengenområdet efter udløbet af din opholdstilladelse og ikke bliver registreret i EES inden den dag, du rejser ud, vil du blive registreret i EES ved grænsen, når du forlader Schengenområdet. Du skal forvente, at det kan tage tid at blive registreret ved ydergrænsen. Du vil i forbindelse med udrejsen få oprettet en rejsemappe, hvor der registreres en indrejsedato svarende til dagen efter udløbet af din opholdstilladelse samt din aktuelle udrejsedato. 

Læs mere om EES på Europa-Kommissionens side om EES (på engelsk)