Publiceret 14-09-2026

Ny digital ansøgning for dig, der søger om opholdstilladelse som medfølgende familie til en person, der har opnået permanent opholdstilladelse i forlængelse af arbejde eller studie

I dag, den 14. september 2026, lancerer Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) en digital version af MF4. Du kan bruge den til at søge om opholdstilladelse som medfølgende familie til en person, der har opnået permanent opholdstilladelse i forlængelse af arbejde eller studie i Danmark. Det betyder, at du fremover kan udfylde og sende din ansøgning til SIRI direkte på nyidanmark.dk.

Hvad betyder det for dig som ansøger? 

Du kan bruge MF4 til at søge om opholdstilladelse som medfølgende familie til en person, der har opnået permanent opholdstilladelse i forlængelse af arbejde eller studie i Danmark, hvis personen enten fortsat kan opfylde betingelserne for forlængelse af den opholdstilladelse, som de havde, da de fik permanent opholdstilladelse, eller har et arbejde, der vil kunne give opholdstilladelse efter en af de gældende erhvervsordninger.

Du kan også bruge MF4 til at søge om forlængelse af din nuværende opholdstilladelse som medfølgende familie til en person, der har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab i forlængelse af arbejde eller studie.

Den digitale MF4 ser anderledes ud end print selv-skemaet. Vi vejleder dig om, hvordan du kan udfylde den korrekt, på den relevante ansøgningsside her på nyidanmark.dk og i selve ansøgningen:

Du ønsker at søge for første gang

Du ønsker at forlænge din opholdstilladelse

Den digitale MF4 giver dig også adgang til en platform, hvor du kan logge ind og få et overblik over dine igangværende og afsluttede ansøgninger i op til 30 dage. 

Man kan stadig i en periode indgive MF4 som print selv-skema til SIRI enten fysisk eller via vores kontaktformular.

Fra den 14. oktober 2026 skal du dog bruge den digitale MF4. Hvis du efter denne dato indgiver din ansøgning som print selv-skema, vil SIRI som udgangspunkt afvise ansøgningen.

Fra den 14. oktober 2026 kan du heller ikke længere bruge ansøgningerne MF1 og MF2 til at søge om opholdstilladelse som medfølgende familie til en person, der har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab i forlængelse af arbejde eller studie. Du skal i stedet bruge den digitale MF4.

Brug for hjælp?

Hvis du oplever tekniske problemer eller har spørgsmål til ansøgningerne, kan du kontakte vores tekniske support

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI