Publiceret 26-02-2026
Er du tredjelandsstatsborger, og har du permanent ophold som familiemedlem til en EU-borger, skal du måske udskifte dit opholdskort
Visse tredjelandsstatsborgere skal muligvis udskifte deres opholdskort, fordi nogle opholdskort ophører med at være gyldige i 2026. Det skyldes nye krav til sikkerheden for opholdskort.
Hvordan ved du, om dit opholdskort skal udskiftes?
Dit opholdskort skal udskiftes, hvis du opholder dig i Danmark på baggrund af 3 ting:
- Du er tredjelandsstatsborger (statsborger i et land uden for EU/EØS og Schweiz).
- Du har permanent (tidsubegrænset) ophold i Danmark.
- Du har fået permanent ophold, fordi du er familiemedlem til en EU-borger.
Samtidig skal dit opholdskort være udstedt i en af 2 perioder:
- Mellem 1998 og 2011.
- Fra 3. august 2016 til 3. august 2021.
Du kan se udstedelsesdatoen på dit opholdskort.
Hvornår udløber dit opholdskort?
De omfattede opholdskort ophører med at være gyldige den 3. august 2026. Dette gælder, også hvis der ikke fremgår en udløbsdato af opholdskortet, eller udløbsdatoen er angivet til et senere tidspunkt end 3. august 2026.
Hvad sker der, hvis du ikke får udskiftet dit opholdskort?
Du mister ikke dine opholdsrettigheder i Danmark, men du kan få problemer med at legitimere dig - både i Danmark, og når du indrejser til Danmark.
Hvad skal du gøre?
Alt efter hvor du befinder dig, skal du gøre en af 2 ting:
- Du befinder dig i Danmark: Du skal søge om at få et nyt opholdskort hos SIRI. Du skal ikke betale gebyr for en ansøgning om nyt opholdskort.
Læs om, hvordan du søger om opholdskort hos SIRI
- Du er i udlandet: Du skal søge om en tilbagerejsetilladelse (TBT) ved den nærmeste danske repræsentation.
Læs om, hvordan du søger om tilbagerejsetilladelse