Publiceret 26-02-2026

Lovforslag om forbud mod indgåelse og anerkendelse af ægteskab mellem fætter og kusine og andre beslægtede er nu fremsat

Social- og boligministeren har den 26. februar 2026 fremsat lovforslag om forbud mod indgåelse og anerkendelse af ægteskab mellem fætter og kusine og andre beslægtede, forbud mod religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold for samme persongruppe, udbredelse af udlændingelovens formodningsregel på familiesammenføringsområdet mv.

Den 18. december 2025 blev et udkast til lovforslaget sendt i høring hos myndigheder, organisationer mv. I den forbindelse orienterede SIRI og Udlændingestyrelsen om udkastet til lovforslagets indholdsmæssige betydning for reglerne på udlændingeområdet.

Læs tidligere nyhed om forslaget

Siden lovforslaget har været i høring, er der blevet tilføjet et yderligere element om forbud mod religiøse vielser uden borgerlig gyldighed og andre ægteskabslignende forhold for beslægtede.

Hvis lovforslaget vedtages, indføres – ud over de ændringer, som fremgår af nyheden af 18. december 2025 – en skærpelse af ægtefællesammenføringsreglerne, reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse og reglerne for udvisning af religiøse forkyndere. 

Ændringerne vil betyde, at det kan få opholdsretlige konsekvenser at blive dømt, og i visse tilfælde sigtet eller tiltalt, for at forestå eller indgå i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller et andet ægteskabslignende forhold mellem beslægtede.

De nye regler skal ifølge lovforslaget gælde for ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse som medfølgende ægtefælle eller samlever til en udenlandsk arbejdstager, studerende, udlandsdansker eller person med opholdstilladelse efter Ukraine-særloven, der indgives fra det tidspunkt, hvor lovforslaget bliver fremsat i Folketinget eller senere, og som ikke er færdigbehandlede ved lovens ikrafttræden.

Ligeledes vil ansøgninger om førstegangsopholdstilladelse som ægtefælle eller samlever til en person med dansk/nordisk statsborgerskab, permanent opholdstilladelse eller opholdstilladelse som flygtning, medfølgende ægtefælle eller samlever til en udenlandsk arbejdstager, studerende, udlandsdansker, international pensionist eller person med opholdstilladelse efter Ukraine-særloven, der indgives fra det tidspunkt, hvor lovforslaget bliver fremsat i Folketinget eller senere, og som ikke er færdigbehandlede ved lovens ikrafttræden, blive behandlet efter de nye regler.

SIRI og Udlændingestyrelsen vil informere på ny, når lovforslaget måtte blive vedtaget i Folketinget.

Læs lovforslaget som fremsat (åbner i ny fane)

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI