Publiceret 23-01-2026
Information til personer fra Iran
Udrejsefrister forlænges
Grundet den aktuelle situation i Iran har Udlændingestyrelsen og SIRI besluttet som udgangspunkt at forlænge udrejsefrister, der gives til personer, som skal udrejse til Iran. Udrejsefrister, der gives fra og med den 23. januar 2026, vil allerede være forlængede. Det fremgår af din afgørelse, hvor lang din udrejsefrist er.
Hvis du har fået en udrejsefrist til Iran, som du ikke kan overholde, skal du kontakte os og anmode om at få den forlænget. Når du skriver til os, skal du oplyse, hvorfor du mener, at du ikke kan overholde udrejsefristen – og hvis muligt skal du dokumentere dette.
Hvis du har fået din afgørelse af Udlændingestyrelsen, skal du kontakte Udlændingestyrelsen
Hvis du har fået din afgørelse af SIRI, skal du kontakte SIRI
Asylsager berostilles
Udlændingestyrelsen har besluttet at berostille asylsagsbehandlingen vedrørende personer fra Iran.
Det gøres i forlængelse af, at Flygtningenævnets Koordinationsudvalg den 12. januar 2026 har besluttet at berostille sager i Flygtningenævnet vedrørende personer fra Iran med baggrund i den meget usikre situation i landet.
Asylsager, hvor forholdene i Iran ikke har betydning for styrelsens afgørelser, vil fortsat blive behandlet. Det drejer sig om sager vedrørende overførsel efter Dublin-forordningen, sager vedrørende aldersfastsættelse, sager om afvisning efter udlændingelovens § 29 b (første asylland) og visse sager om bortfald.
Udlændingestyrelsen vil løbende orientere de berørte ansøgere om berostillelsen, der gælder indtil videre. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnets Koordinationsudvalg vil drøfte berostillelsen igen på sit næste møde den 5. februar 2026.