Publiceret 13-10-2021

SIRI indfører nye telefontider for call-centret og justerer kontaktpersonordningen

For at bruge flere ressourcer på sagsbehandling vil SIRI målrette kontaktpersonordningen på erhvervsområdet og ændre åbningstider for SIRIs call-center.

SIRI har iværksat en række tiltag, der skal sikre en hurtigere sagsbehandling. SIRI er i gang med en reorganisering af kontaktpersonordningen og af call-centeret for at kunne yde en målrettet og effektiv service af de borgere og virksomheder, der bruger SIRIs erhvervsordninger.

Kontaktpersonordningen, hvor virksomheder har haft en kontaktperson i SIRI, vil fremover blive målrettet virksomheder, der er certificerede efter fast track-ordningen. Kontaktpersonordningen vil derfor tage sig af spørgsmål om ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse efter fast track-ordningens fire spor, men ikke andre erhvervsordninger. Fremover vil det være muligt at ringe til kontaktpersonen i SIRI to dage om ugen kl. 12-14. Uden for dette tidsrum vil det være muligt at ringe til call-centeret.

Partsrepræsentanter som fx relocation-bureauer vil kunne bruge kontaktpersonordningen, hvis de repræsenterer en certificeret virksomhed og har faglige spørgsmål om virksomhedens forhold.

Virksomheder, der ikke er certificerede, skal fremover kontakte call-centeret, som vil besvare spørgsmål om indgivelse af ansøgning, SIRIs sagsbehandling og faglige spørgsmål. Spørgsmål, der ikke straks kan besvares, vil normalt blive besvaret senere samme dag eller snarest derefter.

Det nye call-center, som er ved at blive etableret, skal generelt servicere borgere og virksomheder, der har behov for at kontakte SIRI telefonisk. Call-centeret skal være hovedindgangen for telefoniske henvendelser til SIRI. Det vil gælde for alle borgere, virksomheder og myndigheder, der har behov for at kontakte SIRI.

Da call-centret fortsat er under etablering, er der desværre i perioder lange ventetider. Når SIRI alligevel vælger at begrænse kontaktpersonordningen allerede nu, er det for at frigive ressourcer til konkret sagsbehandling for at nedbringe sagsbehandlingstiden.

Fra og med uge 42 lukker SIRI telefonerne torsdag. Det betyder, at det fremover er muligt at ringe til SIRI mandag kl. 9-15, onsdag kl. 9-15 og fredag kl. 9-12.

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI