Publiceret 30-06-2021

Ændring af visumreglerne

Den 1. juli 2021 træder en lovændring af udlændingeloven i kraft. Ændringen indebærer blandt andet, at alle afgørelser om afslag på visum truffet af de danske repræsentationer i udlandet skal påklages af visumansøgeren selv. Tidligere blev nogle typer af afslag på visum automatisk påklaget til Udlændingestyrelsen. 

Ændringen indebærer også, at en udlænding, der føder i Danmark efter indrejsen på et dansk visum, vil kunne blive udelukket fra at få et dansk visum i 3 år.

Hvis man har fået afslag på visum og ønsker at klage over afslaget

Hvis en udlænding har søgt om visum ved en dansk repræsentation (en ambassade eller et generalkonsulat) i udlandet og har fået afslag på ansøgningen om visum og ønsker at klage over afslaget, skal klagen indgives til Udlændingestyrelsen. Klagen skal indgives inden 8 uger efter, at udlændingen har fået afslag på visum til Danmark. En klagevejledning vil fremgå af repræsentationens afgørelse, ligesom man vil kunne finde nærmere information herom på nyidanmark.dk.

Hvis en udlænding efter indrejsen på et dansk visum føder i Danmark under sit visumophold

Hvis en udlænding har fået visum til Danmark og føder i Danmark under visumopholdet uden at have indgået en aftale med et hospital om fødslen, herunder om betalingen, kan udlændingen få en karensperiode på 3 år. Det betyder, at udlændingen ikke vil kunne få visum til Danmark i 3 år fra tidspunktet for udrejsen efter fødslen.

Udlændingen vil eksempelvis få karens i forbindelse med en fremtidig visumansøgning, hvis hun har fået visum og indrejser her i landet så sent i graviditeten, at hun bør vide, at der er en overvejende sandsynlighed for, at hun føder under visumopholdet her i landet. Hun vil også få karens, hvis hun kort tid inden udløbet af sit visum i stedet for at udrejse i overensstemmelse med visummet indgiver en ansøgning om forlængelse af visummet med henvisning til, at en fødsel er så nært forestående, at hun ikke ønsker eller mener, at hun har mulighed for at udrejse.

Udlændingen vil få karens, uanset om hun er udrejst i overensstemmelse med sit visum eller har benyttet sig af en eventuel mulighed for at få udsat udrejsefristen og dermed fået forlænget sit ophold i Danmark. Det afgørende er, om der forud for udlændingens indrejse i Danmark på visum var indgået en aftale med et privat fødested om fødslen, herunder om betalingen.

Udlændingen vil dog ikke få karens, hvis hun godtgør, at fødslen her i landet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges hende til last, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis en afskæring af udlændingens muligheder for at få visum vil udgøre en åbenbart uforholdsmæssig reaktion.