Publiceret 16-03-2021

Ændring af indvandringsprøven for religiøse forkyndere

En forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder, missionær m.v. er bl.a. betinget af, at forkynderen senest 6 måneder efter, at den pågældende første gang har fået opholdstilladelse, består den såkaldte indvandringsprøve, som består dels af en prøve i dansk og dels af en prøve i viden om Danmark og det danske samfund.

Folketinget har nu vedtaget en lovændring, der medfører, at indvandringsprøven skifter navn til forlængelsesprøven med virkning fra den 15. marts 2021. 

Lovændringen medfører også, at niveauet for prøven i dansk ændrer sig for religiøse forkyndere m.v., der får opholdstilladelse efter den 15. marts 2021.  Delprøve 1, 2 og 4 af prøven i dansk skal være på niveau A1-minus, og delprøve 3 skal være på niveau A1. Tidligere har alle 4 delprøver af prøven i dansk skullet være på niveau A1-minus.

Udlændinge- og integrationsministeren orienterede den 16. december 2020 Folketinget om, at det havde vist sig, at delprøve 3 forud for den nu vedtagne lovændring allerede var på det højere niveau A1. Delprøve 1, 2 og 4 var alle på det forudsatte A1-minus niveau. Det fremgik af samme orientering, at niveauet for vidensprøven om danske samfundsforhold var på B1/B2-niveau, hvilket var et højere niveau end forudsat.

Udlændingestyrelsen har på den baggrund siden 16. december 2020 ikke givet afslag på forlængelse af opholdstilladelse som religiøs forkynder under henvisning til, at sprogprøvens delprøve 3 og/eller vidensprøven ikke er bestået.

Når Udlændingestyrelsen fremover vurderer sager om, hvorvidt en opholdstilladelse kan forlænges første gang, skal der derfor ses bort fra kravet om at bestå sprogprøvens delprøve 3 og vidensprøven, hvis ansøgeren har fået opholdstilladelse som forkynder m.v. før den 15. marts 2021.

I forbindelse med lovændringen er det også besluttet, at udlændinge- og integrationsministeren kan bestemme, at niveauet for sprogprøvens del 1, 2 og 4 hæves til A1-niveau. Der vil her på nyidanmark.dk blive orienteret forud for denne skærpelse, som vil gælde for de religiøse forkyndere m.v., der får opholdstilladelse efter tidspunktet, hvor niveauet for del 1, 2 og 4 hæves.

Aflæggelse af prøven foregår som hidtil. Læs mere om forlængelsesprøven

 

 

Ansvarlig myndighed

Kontakt os