Publiceret 17-12-2015
Udlændingestyrelsen fremskynder interview med asylansøgere
De seneste måneders ekstraordinært store antal asylansøgere i Danmark har betydet, at mange asylansøgere har fået besked om, at deres første interview med Udlændingestyrelsen vil finde sted langt inde i 2016. Under normale omstændigheder finder det første interview sted inden for 1-2 måneder fra indrejsen.
Udlændingestyrelsen er derfor i gang med at ansætte ca. 40 nye medarbejdere og har flyttet ca. 20 medarbejdere til asylområdet fra andre områder for at kunne håndtere den nye situation. Med de ekstra medarbejdere har styrelsen øget sin kapacitet så meget, at styrelsen er gået i gang med at planlægge fremrykningen af de mange tusinde interview, der lige nu er booket helt frem til november/december 2016.
– Vi planlægger efter, at alle asylansøgere, som er indrejst indtil nu, vil have været til interview hos os inden udgangen af juni, siger fungerende vicedirektør i Udlændingestyrelsen, Morten Bo Laursen. Det betyder, at vi har sat gang i et kæmpe projekt med at ombooke stort set alle de interview, der er booket i 2016. Vi skal have givet alle asylansøgerne besked om, at deres samtaletid hos os er blevet rykket frem. Det er en opgave, som vi kun kan løse i tæt samarbejde med Røde Kors’ eller de kommunale operatørers personale ude på asylcentrene.
Projektet gik i gang mandag den 14. december 2015. Fremover vil nye asylansøgere ikke længere få en præcis dato for, hvornår de skal til samtale. I stedet vil de få information om, at styrelsen vil vende tilbage med nærmere besked inden for 3 måneder.
Udover fremrykning af interview er Udlændingestyrelsen i færd med at flytte asylansøgernes skemaskrivning ud til asylcentrene. Det vil sige den skriftlige ansøgning, udlændinge skal udfylde i forbindelse med, at de søger asyl. Skemaskrivningen har hidtil foregået i center Sandholm, men fremover vil det kunne klares fra det center, hvor asylansøgerne bor.
Fakta
Alle asylansøgere i Danmark bliver inden for ganske få dage registreret af politiet, som også tager fingeraftryk og foto af ansøgerne. Selve sagsbehandlingen, dvs. den nærmere fastlæggelse af asylansøgernes identitet, statsborgerskab og asylmotiv, foretages af Udlændingestyrelsen. Oplysningen af sagen foregår primært via mundtlige interview via tolk. I nogle sager er det nok med ét interview, mens der i andre sager er behov for flere. Ansøgerne har desuden mulighed for at anføre deres asylmotiv skriftligt, ligesom Udlændingestyrelsen har mulighed for at teste ansøgernes oplysninger og dokumenter på forskellig vis.
Der er til og med oktober 2015 registreret 13.425 asylansøgere i Danmark, heraf alene 6.407 i de to måneder september og oktober. Hovedparten af asylansøgerne kommer fra Syrien, men der er også mange asylansøgere fra Iran og Afghanistan.
Udlændingestyrelsens sagsbehandling kan munde ud i, at ansøgningen ikke skal behandles i Danmark, men i et andet EU-land, at ansøgningen imødekommes med en tilladelse, eller at den afslås. I sidstnævnte tilfælde indbringes sagen normalt for Flygtningenævnet, som træffer den endelige afgørelse.