Publiceret 03-09-2013

Nye tiltag på visumområdet

For at styrke danske virksomheders forretningsmuligheder over for udenlandske samarbejdspartnere og styrke det danske turisterhverv har justitsministeren den 21. august 2013 sendt et lovforslag til ændring af udlændingeloven i høring.

Se pressemeddelelsen om lovforslaget på Justitsministeriets hjemmeside

Lovforslaget bygger på anbefalinger fra den tværministerielle arbejdsgruppe, der i juni i år offentliggjorde sin rapport om revision af visumreglerne, samt andre tiltag på visumområdet.

Se rapporten om revision af de danske visumregler – forretningsbesøg og turistbesøg

De involverede myndigheder samarbejder i øjeblikket tæt om opfølgningen på arbejdsgruppens anbefalinger og en koordineret og målrettet indsats for at informere om de nye tiltag på visumområdet, der ikke kræver lovændring.

Det gælder for eksempel:

  • Red Carpet

Udenrigsministeriet lancerer i september 2013 ”Red Carpet-Your Business Visa Fast Track to Denmark”.

Hovedelementerne i ordningen er, at virksomheder i udlandet kan akkrediteres (blåstemples), således at medarbejdere og andre personer med fast tilknytning til virksomheden, kan få visum efter en særlig hurtig og smidig procedure.

  • Etablering af Visumforum

Udlændingestyrelsen planlægger afholdelsen af Visumforumarrangementer, hvor der informeres om visum til sportsarrangementer, visum til forretningsbesøg, og visum til kulturelle og uddannelsesmæssige arrangementer.

Første Visumforum med særligt fokus på visum til deltagelse i sportsarrangementer afholdes den 21. oktober 2013 kl. 13.30 i Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby.

Visumforum med fokus på visum til forretningsbesøg forventes at blive afholdt i begyndelsen af 2014.

Visumforum med fokus på visum til deltagelse i kulturelle og uddannelsesmæssige besøg forventes at blive afholdt i sommeren 2014.

Nærmere oplysninger om dato og tidspunkt samt tilmeldingsprocedure for de kommende arrangementer vil blive publiceret her på siden.

  • Fleksibel visumpraksis for visumpligtige sømænd

Justitsministeriet og Rigspolitiet udarbejder aktuelt retningslinjer for udstedelse af visum på grænsen til visumpligtige søfolk.

  • Visum for flere indrejser og med længere gyldighed

Udlændingestyrelsen udarbejder information om muligheden for visum for flere indrejser og med længere gyldighed.

Se folderen: Danmark – Åben for forretning og ferie