Publiceret 12-05-2014

Nye regler for fremmedpas til udlændinge, der er børn af herboende flygtninge

Den 1. maj 2014 er reglerne om udstedelse af fremmedpas blevet ændret. Ændringen betyder, at også udlændinge over 18 år, der er børn af herboende flygtninge, nu kan få udstedt fremmedpas.

En ændring af udlændingebekendtgørelsen giver nu mulighed for, at også en udlænding over 18 år, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, kan få udstedt fremmedpas, hvis én af den pågældendes forældre har opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Tidligere gjaldt reglen kun børn under 18 år.

En udlænding over 18 år, der er omfattet af de nye regler, vil derfor ikke længere blive henvist til at ansøge om nationalitetspas hos hjemlandets myndigheder. 

Udlændinge, der tidligere har fået afslag på udstedelse af fremmedpas, fordi de var over 18 år, kan nu ansøge om fremmedpas igen efter de nye regler.

Du kan finde yderligere oplysninger om, hvordan du ansøger om fremmedpas på nyidanmark.dk.  

Læs de nye regler om fremmedpas i bekendtgørelse nr. 427 af 29. april 2014 om udlændinges adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen), § 6, stk. 2, nr. 4.