Publiceret 05-02-2016
Nye regler for familiesammenføring til personer med midlertidig beskyttelsesstatus
Den 5. februar 2016 træder nye regler i kraft vedr. familiesammenføring, når den herboende udlænding har midlertidig beskyttelsesstatus.
Folketinget vedtog den 26. januar 2016 nye regler for familiesammenføring til udlændinge i Danmark med midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3.
Loven træder i kraft den 5. februar 2016 og gælder fra denne dato for familiesammenføring til alle udlændinge med beskyttelsesstatus – uanset hvornår opholdstilladelsen efter § 7, stk. 3, er givet, og uanset om der inden den 5. februar 2016 er indgivet ansøgning om familiesammenføring.
De nye regler betyder, at indtil en midlertidig beskyttelsesstatus eventuelt forlænges efter 3 års ophold, er det normalt ikke muligt at få familie til Danmark.
Kun hvis det følger af Danmarks internationale forpligtelser, vil en familiesammenføring være mulig tidligere end efter 3 års ophold. Det kan fx være tilfældet, hvis den herboende person før udrejsen fra hjemlandet har passet en handicappet ægtefælle i hjemlandet, eller hvis den herboende har alvorligt syge mindreårige børn i hjemlandet. Det kan fx også være tilfældet i de situationer, hvor barnet er kommet til Danmark som uledsaget mindreårig. Her kan hensynet til barnets tarv tale for, at der gives tilladelse til familiesammenføring med fx forældre på et tidligere tidspunkt.
Udlændingestyrelsen vil i den kommende tid kontakte de personer, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og orientere de pågældende om de nye regler for familiesammenføring.
Reglerne for familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus er beskrevet på nyidanmark.dk
Læs Lovforslag nr. L 87 som vedtaget ved Lov nr. 102 af 3. februar 2016