Publiceret 02-09-2016

Færre asylansøgere betyder lukning af ca. 4.800 pladser på asylcentrene

Udlændingestyrelsen lukker 4.800 pladser på asylcentre rundt om i landet. Heraf lukkes ca. 2.800 pladser helt, mens ca. 2.000 pladser omdannes til beredskabspladser, som hurtigt kan tages i brug igen. Det sidste gælder bl.a. de tre resterende centre i regi af Beredskabsstyrelsen.

Baggrunden for tilpasningen er et faldende behov for indkvarteringspladser, som primært skyldes det fortsat lave antal asylansøgere, der indrejser.

Udlændingestyrelsen har indledt en dialog med operatørerne, der driver centrene på styrelsens vegne, om hvordan reduktionen i antallet af pladser skal udmøntes konkret, herunder hvilke centre der skal lukke helt og på hvilke centre antallet af pladser skal reduceres.

De tre centre i regi af Beredskabsstyrelsen udfases inden for en måned, og der vil nu ikke længere blive flyttet asylansøgere ind på disse centre.

Der er aktuelt ca. 14.000 indkvarteringspladser i opholdscentrene og ca. 9.600 indkvarterede.

Direktør Tanja Franck siger:

- Vi varslede en mindre tilpasning i juni. Vi følger løbende udviklingen i indrejsetallene tæt, og vi mener, at det er det rigtige tidspunkt at reducere den samlede kapacitet væsentligt.

- Nu går vi i gang med den konkrete udmøntning i dialog med operatørerne, og denne proces afsluttes inden for de kommende uger.

- Erfaringerne viser, at udviklingen hurtigt kan ændre sig på asylområdet, og derfor holder vi et antal pladser klar i beredskab, som hurtigt kan tages i brug, hvis udviklingen skulle vende. Dermed står vi bedre rustet til eventuelle stigninger i indkvarteringsniveauet end i de foregående to år.

Fakta om indrejsetal

Indrejsetallene har de seneste måneder ligget på mellem ca. 60 - 100 pr. uge. For yderligere oplysninger: http://uibm.dk/tal-og-statistik/tal-og-statistik-om-indrejse-og-ophold

Fakta om tilpasningerne

Ved de kommende drøftelser med indkvarteringsoperatørerne om, hvilke asylcentre der skal lukke eller reduceres i kapacitet lægger Udlændingestyrelsen vægt på omkostningsniveauet for drift af centret, herunder mulighed for om centret kan drives omkostningseffektivt sammen med andre nærliggende centre. Endvidere lægges vægt på muligheden for løbende at op- og nedjustere antallet af asylansøgere på centret, ligesom kontraktmæssige forhold (kontrakter med operatører og med udlejere) også har betydning.

Centrene, der berøres af de kommende tilpasninger, er alle opholdscentre. Modtagecentre, børnecentre, udrejsecentre og omsorgspladser berøres ikke. På børnecenterområdet tilstræber Udlændingestyrelsen at genetablere mindre børneasylcentre med en kapacitet på ca. 50 pladser pr. center.

Fakta om beredskabscentrene

Centrene i regi af Beredskabsstyrelsen (i Haderslev, Herning, Næsted og Thisted) blev taget i brug omkring årsskiftet 2015/2016 som led i håndteringen af den store tilstrømning af asylansøgere i slutningen af 2015. Der var tale om håndtering af en ekstraordinær situation, og det har været forudsat, at indkvartering af asylansøgere skulle ske i det ordinære indkvarteringssystem, når det igen var muligt. Centret i Haderslev er blevet udfaset efter Udlændingestyrelsens varsling derom i slutningen af juni i år.

De tre centre i regi af Beredskabsstyrelsen udfases inden for en måned, og der vil nu ikke længere blive flyttet asylansøgere ind på disse centre.

Efter udfasningen opretholdes de sammenlagt ca. 2.000 pladser, heraf 1.000 pladser i telte på de fire centre i beredskab. Disse pladser kan tages i brug igen med få dages varsel ved større stigninger i indkvarteringsbehovet.