Publiceret 24-05-2017

Ny opholdsordning for medfølgende familiemedlemmer til udlandsdanskere

Folketinget vedtog den 18.maj 2017 et lovforslag, der giver medfølgende familiemedlemmer til hjemvendende udlandsdanskere med bestemte beskæftigelsesmæssige kvalifikationer mulighed for at få opholdstilladelse i Danmark. De nye regler træder i kraft den 25.maj 2017.  

Det betyder, at danske statsborgere, som er etableret i udlandet, og som ønsker at vende tilbage til Danmark for at arbejde, kan få ægtefæller og mindreårige børn med, også selvom de ikke måtte opfylde betingelserne for ægtefællesammenføring på grund af tilknytningskravet.

Det er en betingelse for at benytte sig af den nye ordning, at udlandsdanskeren er etableret i udlandet og har indgået aftale eller fået tilbud om en stilling i Danmark, der – hvis den pågældende havde været udlænding – kunne give opholdstilladelse efter positivlisten eller beløbsordningen.

Derudover indebærer lovændringen en særlig overgangsordning for de ægtefæller, som har fået afslag på ægtefællesammenføring til en udlandsdansker under henvisning til tilknytningskravet.

Lovændringen træder i kraft den 25.maj 2017 og ophæves igen den 1.juli 2018.

Læs mere om ordningen her

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI