Publiceret 31-07-2026

SIRI og Udlændingestyrelsen advarer mod telefonsvindel og falske mails

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og Udlændingestyrelsen har oplevet flere tilfælde, hvor ukendte personer har kontaktet borgere via mail og telefon og udgivet sig for at være fra enten SIRI eller Udlændingestyrelsen.

SIRI og Udlændingestyrelsen har i den seneste tid fået flere henvendelser fra borgere om svindel over telefon og mail. Du skal derfor være ekstra opmærksom på, om en mail fra SIRI eller Udlændingestyrelsen kan være forfalsket, og reagere, hvis du er blevet udsat for svindel.

Vi kontakter dig sjældent på mail

Vi sender normalt ikke dine personlige, fortrolige eller følsomme oplysninger via almindelig mail:

  • Vi skriver som udgangspunkt ikke til dig om din konkrete sag på mail: I stedet sender vi breve via Digital Post eller via Udenrigsministeriets repræsentationer.
  • Vi sender normalt ikke mails med oplysninger om, at du søger om ophold i Danmark: Oplysninger om din ansøgning hos SIRI eller Udlændingestyrelsen er fortrolige og bliver som udgangspunkt sendt i breve til din Digital Post eller via Udenrigsministeriets repræsentationer. 

Sådan spotter du en falsk mail

  • Mailen handler om en konkret sag om ophold i Danmark.
  • Afsender i mailen beder om at betale et beløb til en bestemt bankkonto.
  • Mailsignaturen indeholder stavefejl eller fejl i styrelsens eller ministeriets navn.
  • Afsenders mailadressen ser mistænkelig ud, fx at domænet er en Google-mail eller et andet privat firma.  

Vi beder som udgangspunkt ikke om betaling over telefonen

Vi ringer i visse tilfælde til dig, men vi beder dig normalt ikke om at betale penge til en bestemt bankkonto. Hvis du skal betale et gebyr, henviser vi typisk til vores betalingsløsning på vores hjemmeside nyidanmark.dk.

Mistænker du svindel?

Kontakt SIRI eller Udlændingestyrelsen direkte, hvis du mistænker, at den mail eller det telefonopkald, du har modtaget, kan være falsk.

Kontakt SIRI

Kontakt Udlændingestyrelsen

 

På hjemmesiden sikkerdigital.dk kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du fx har været udsat for online svindel eller misbrug af personlige oplysninger.

Få hjælp, når skaden er sket, på sikkerdigital.dk (åbner i et nyt vindue)