Attention

På grund af teknisk vedligehold er det ikke muligt at bruge online ansøgningsskemaer på nyidanmark.dk. Læs mere i nyheden fra den 10. januar 2020.

Publiceret 01-07-2019

Nye regler om forlængelse af opholdstilladelse til flygtninge

Fra den 1. juli 2019 skal flygtninge ikke længere selv ansøge om forlængelse af deres opholdstilladelse.

Folketinget har den 21. februar 2019 vedtaget en række ændringer af udlændingeloven. Ændringerne medfører bl.a., at flygtninge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, eller udlændingelovens § 8, stk. 1 eller 2, hvis opholdstilladelse udløber fra og med den 1. juli 2019, ikke længere selv skal indgive en ansøgning om forlængelse.

Udlændingestyrelsen påbegynder selv behandlingen af sagen om forlængelse og forlænger opholdstilladelsen, hvis grundlaget fortsat er til stede. 

Udlændingestyrelsen har allerede påbegyndt behandlingen af de første sager om forlængelse af opholdstilladelse som udløber fra og med den 1. juli 2019, og har i den forbindelse sendt et brev til de pågældende, hvor vi har bedt om oplysninger til brug for behandlingen af deres sag.

Humanitære kvoteflygtninge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 3, skal dog som hidtil selv ansøge om forlængelse af opholdstilladelse.

Læs mere om forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2

Læs mere om forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 3

Opholdstilladelser ændres til at være givet med henblik på midlertidigt ophold

Ændringerne af udlændingeloven medfører også, at alle opholdstilladelser givet til flygtninge efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, automatisk ændres den 1. juli 2019 fra at være givet med mulighed for varigt ophold til at være givet med henblik på midlertidigt ophold. Gyldige opholdskort vil ikke blive udskiftet, og man vil heller ikke modtage et brev eller anden underretning om ændringen. 

Ændringen har ikke betydning for, hvornår en opholdstilladelse udløber, og ændrer heller ikke på muligheden for at opnå permanent opholdstilladelse. 

Flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 3, får som hidtil opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold.

Opholdstilladelser til humanitære kvoteflygtninge efter udlændingelovens § 8, stk. 3, vil fortsat være givet med mulighed for varigt ophold.

Se tidligere nyhed om ændringer af udlændingeloven for bl.a. flygtninge og familiemedlemmer til flygtninge