Hvis du har Schengenvisum, som er udstedt for mindre end 90 dage, kan du under særlige omstændigheder få det forlænget til i alt 90 dages ophold.

  • Særlige omstændigheder kan fx være:
  • Humanitære hensyn, tungtvejende forretningsmæssige eller personlige grunde taler for at forlænge visummet.
  • Der foreligger oplysninger, som ikke forelå på det tidspunkt, hvor du fik udstedt visummet.
  • Du har været forhindret i at udrejse på grund af helt særlige omstændigheder som fx at det flyselskab, du rejser med, strejker eller ikke kan udrejse på grund af dårligt vejr (force majeure).
  • Du eller den person, du besøger i Danmark, er blevet alvorligt syg.

Dit formål med opholdet skal være uændret. Du skal kunne dokumentere de grunde, som du angiver for at få dit visum forlænget. Du skal desuden kunne dokumentere, at din rejsesygeforsikring dækker den periode, som du søger om forlængelse for.

I visse tilfælde kan dit visum eller visumfrie ophold forlænges med et yderligere ophold i Danmark. Det kan i givet fald ske med et besøgsophold på op til yderligere 90 dage. Visummet til besøgsopholdet er kun gyldigt i Danmark og giver dig ikke ret til ophold i de andre Schengenlande.

Du kan normalt få forlænget dit visum med yderligere 90 dage i følgende tilfælde:

  • Du skal som ansøger besøge din ægtefælle eller faste samlever, og du er indrejst i Danmark på et tidspunkt, hvor I har en alder på mindst 23 år og 6 måneder. Det er tilfældet for at sikre, at de ægtefæller og faste samlevere, som ikke opfylder 24 års kravet i forbindelse med en ansøgning om ægtefællesammenføring får mulighed for at blive sammen, indtil udlændingemyndighederne har afgjort, om de øvrige betingelser for ægtefællesammenføring er opfyldt.
  • Du er EU/EØS-statsborger eller familiemedlem til en EU/EØS-statsborger og er på besøg hos din ægtefælle, faste samlever, kæreste/forlovede, dine forældre, børn eller søskende, der bor i Danmark.

I andre tilfælde gives der kun besøgsophold, hvis der er tale om ekstraordinære omstændigheder. Fx hvis du eller den person, som du besøger i Danmark, er alvorligt syg.

Udfyld ansøgningen

Ansøgningsskemaet i Word-format kan du udfylde på skærmen, inden du printer. Ansøgningsskemaet i pdf-format skal du printe og udfylde i hånden.

Hent print selv skema VS2

Du kan også få udleveret ansøgningsskemaet i papirform i Udlændingestyrelsens Borgerservice eller på de politistationer, som har et udlændingekontor.

Indgiv ansøgningen

Du kan indgive ansøgningen i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Hvis du bor uden for Storkøbenhavn, kan du også indgive ansøgningen på politistationer, som har et udlændingekontor. Se oversigt over politistationer med et udlændingekontor (politi.dk)

Det er normalt et krav, at den person, som du besøger i Danmark, også møder op.

Det koster 225 kr. at indgive en ansøgning om forlængelse.

Når du ansøger om at få dit visum forlænget, skal du sikre dig, at dit pas er gyldigt. Udlændingestyrelsen kan inddrage eller nægte at forlænge dit visum, hvis du ikke længere har et gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation.

Et visum kan kun forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Hvis dit pas fx udløber om 4 måneder, kan dit visum kun forlænges med 1 måned.

Hvis dit nationalitetspas skal fornys, skal det ske på dit hjemlands (statsborgerskabslandets) repræsentation i Danmark eller i udlandet.

Visumophold på Færøerne eller i Grønland kan i visse tilfælde forlænges udover 90 dage. Det gælder fx for besøg hos ægtefælle, samlever, forlovede eller kæreste, børn forældre og søskende, samt ved alvorlig sygdom. Ansøgning om forlængelse af visum indgives til politiet på Færøerne eller i Grønland.