Sagsbehandlingen tager normalt
3 måneder

Hvis der er brug for flere oplysninger, kan sagsbehandlingen dog tage op til
5 måneder

Sundhedsaftalen tager normalt
1 måned

Gebyr for sagsbehandling
Intet gebyr

Arbejde i Grønland

Hvis du ønsker at arbejde i Grønland, skal du ansøge om opholds- og arbejdstilladelse hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som behandler ansøgningen efter høring af Grønlands Selvstyre.

Det er dit eget ansvar at få en opholds- og arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Du må ikke starte med at arbejde, før du har fået din opholds- og arbejdstilladelse fra SIRI.

Grønland og Danmark er adskilte områder. En opholdstilladelse i Danmark giver dig derfor ikke ret til at opholde dig i Grønland. En opholdstilladelse i Grønland giver dig tilsvarende ikke ret til at opholde dig i Danmark.

Vær opmærksom på, at der også skal søges opholds- og arbejdstilladelse, hvis der er tale om frivilligt eller ulønnet arbejde.

Hvis du er statsborger i Danmark, Norge, Sverige, Finland eller Island, behøver du hverken visum eller tilladelse til at opholde dig og arbejde i Grønland. Du kan frit indrejse i Grønland, og du behøver ikke dit pas.

Da Grønland ikke er medlem af EU, gælder EU-reglerne om fri bevægelighed ikke for Grønland. Ansøgere fra EU/EØS-lande og Schweiz skal derfor følge samme regler som andre udlændinge. EU-borgere er dog visumfri.

Hvis du allerede har en opholdstilladelse som familiesammenført eller flygtning, har humanitær eller tidsubegrænset opholdstilladelse i Grønland, behøver du ikke arbejdstilladelse for at arbejde i Grønland.

Hvad er betingelserne?

For at arbejde i Grønland er det som udgangspunkt en betingelse, at din arbejdsgiver har en tilladelse til at anvende udenlandsk arbejdskraft til den pågældende stilling (kommunaltilladelse).

Det er den kommune i Grønland, hvor arbejdspladsen ligger, der kan give din arbejdsgiver en sådan tilladelse.

Det er dog ikke alle stillinger, der kræver kommunaltilladelse.

Læs mere om kommunaltilladelsen i loven (åbner i et nyt vindue)

Du kan arbejde uden arbejdstilladelse i Grønland, hvis dit ophold ikke er længere end 3 måneder, og du er:

  • videnskabsmand eller foredragsholder og er blevet indbudt til at undervise eller udøve lignende virksomhed,
  • professionel idrætsudøver eller kunstner (ikke artister, restaurationsmusikere eller lignende)
  • repræsentant på forretningsrejse i Grønland for udenlandske firmaer eller selskaber, der ikke har forretningskontor i Grønland,
  • ansat i den personlige husholdning hos udlændinge, der opholder sig i Grønland på besøg i indtil tre måneder,
  • montør, konsulent eller instruktør og skal indrejse for at montere, installere, efterse eller reparere tekniske anlæg (maskiner, udstyr, edb-programmer eller lignende).

Læs mere om ’Montørreglen’

Du skal dog stadig have et visum, hvis du hører til de statsborgere, som er visumpligtige i Grønland 

Er dit ophold længere end 3 måneder, skal du søge om opholds- og arbejdstilladelse, inden du begynder at arbejde.

Dine løn- og ansættelsesvilkår skal være sædvanlige efter grønlandske forhold. Det betyder, at din løn, ferieforhold, opsigelsesvarsler m.m. ikke må være ringere end det normale på det fagområde, hvor du skal arbejde. Der skal som udgangspunkt være tale om en fuldtidsbeskæftigelse, hvilket normalt vil sige 40 timer om ugen.

Når du ansøger, skal du vedlægge en kopi af din ansættelseskontrakt eller et konkret jobtilbud, hvoraf løn- og ansættelsesvilkår fremgår.

Når Styrelsen for International Rekruttering og Integration har modtaget din ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, sender styrelsen som udgangspunkt denne til Grønlands Selvstyre, som vurderer om løn og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter grønlandske forhold.

Det er i Grønland obligatorisk at indbetale til pensionsordning. Kravet gælder derfor for personer, der er fyldt 18 år og er fuldt skattepligtige i Grønland.

Find mere information på Skattestyrelsens hjemmeside i Grønland (åbner i nyt vindue)

Hvilke rettigheder får jeg med en tilladelse?

Hvad må du med en tilladelse til at opholde dig og arbejde i Grønland? – og hvad må du ikke?

Du må ikke starte med at arbejde, før du har fået en tilladelse.

Du må kun arbejde i den stilling og i den virksomhed, som du har fået tilladelse til.

Hvis du bliver tilbudt et nyt job eller en ny stilling, skal du ansøge om en ny tilladelse, før du kan starte det nye arbejde. Det gælder også, hvis du bliver tilbudt en ny stilling i samme virksomhed.

Hvis du ønsker bibeskæftigelse i Grønland, skal du søge om en særlig tilladelse til dette.

Læs mere om bibeskæftigelse i Grønland og hvordan du kan søge

En opholds- og arbejdstilladelse giver dig ret til at opholde dig i Grønland i den periode, din tilladelse er gyldig.

Du må ikke opgive din grønlandske adresse eller opholde dig i udlandet i en længere periode. Gør du det, kan din opholdstilladelse bortfalde. Det betyder, at du ikke længere må opholde dig i Grønland.

Har du boet lovligt i Grønland i under to år, kan du opholde dig uden for Grønland i op til 6 måneder.

Har du en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold og har boet lovligt i Grønland i mere end to år, eller har du permanent opholdstilladelse, kan du opholde dig uden for Grønland i op til 12 måneder.

Hvis du har brug for et længere ophold i udlandet, fx hvis du bliver udstationeret for din virksomhed i en periode, kan du søge om dispensation fra bortfald.

Læs mere om bortfaldsreglerne og det at ansøge om dispensation fra bortfald

Ophold i udlandet på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet for værnepligt, regnes ikke med. 

Ophold i Danmark eller på Færøerne regnes som ophold i udlandet.

Under dit ophold skal du kunne forsørge dig selv og din familie. Du må ikke modtage offentlige ydelser.

Hvis du eller et familiemedlem modtager sådanne ydelser under dit ophold, kan din tilladelse blive inddraget - og du vil miste retten til at være i Grønland.

Hvor længe kan jeg være i Grønland?

En opholdstilladelse i Grønland kan gives i op til 2 år fra den dato, hvor der træffes afgørelse.

Hvis din stilling kræver en tilladelse til ansættelse af udefrakommende arbejdskraft (kommunaltilladelse), kan opholds- og arbejdstilladelsen højst meddeles indtil udløbet af kommunaltilladelsen. 

Det betyder, at din opholdstilladelse normalt vil have samme varighed som kommunaltilladelsen.

Hvis din stilling ikke kræver en tilladelse til ansættelse af udefrakommende arbejdskraft, vil opholds- og arbejdstilladelsen normalt have samme varighed som din ansættelse, dog højst 2 år.

Hvis du vil fortsætte med at arbejde i Grønland efter denne periode, skal du ansøge om forlængelse af din opholds- og arbejdstilladelse.

Det er meget vigtigt, at du ansøger om forlængelse inden din tilladelse udløber.

Hvis du indgiver ansøgningen om forlængelse i tide, må du gerne blive i Grønland og fortsætte arbejdet indtil din ansøgning er færdigbehandlet, også selv om din tilladelse udløber.

En opholdstilladelse kan kun være gyldig indtil 2 måneder før udløbsdatoen i dit pas.

Hvis dit pas har kortere gyldighed end den i øvrigt mulige opholdsperiode, vil din opholdstilladelse blive afkortet. Det betyder, at din opholdstilladelses længde er kortere, end den normalt kunne være. Når du har fået fornyet dit pas, kan du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse – dog tidligst 2 måneder inden din tilladelse udløber.

Læs mere om kravet til dit pas

Hvad gør jeg, hvis jeg mister mit job eller skifter job?

Din opholdstilladelse i Grønland er knyttet til den stilling og den arbejdsgiver, der står på din tilladelse.

Du må ikke arbejde i andre stillinger eller hos andre arbejdsgivere end den, der står i din tilladelse. Dette gælder også, hvis du får en ny stilling i samme virksomhed. 

Hvis din ansættelse ændrer sig, skal du give besked til SIRI. Det kan f.eks. være hvis du:

  • Mister dit job
  • Skifter stilling 
  • Skifter job til en anden arbejdsgiver 

Du kan sende dine oplysninger via vores kontaktformular på Ny i Danmark

Hvis du mister dit job, skal du give SIRI besked via vores kontaktformular

Din opholds- og arbejdstilladelse vil blive inddraget, da den er baseret på netop dette job.

Hvis du finder et nyt job eller bliver tilbudt en ny stilling imens du er i arbejde, skal du indgive en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse med oplysninger om den nye ansættelse.

Du må ikke starte i dit nye job eller i din nye stilling, før du har fået en ny tilladelse.

Kan min familie få opholdstilladelse i Grønland?

Hvis du har fået en opholds- og arbejdstilladelse i Grønland har du mulighed for at få din familie med til Grønland.

Medfølgende familie kan være: 

  • Ægtefælle
  • Fast samlever 
  • Registreret partner
  • Hjemmeboende børn under 18 år

Som medfølgende familiemedlem til en ansøger, der har eller ansøger om ophold efter Fast Track-aftalen for Grønland, har du mulighed for at indgive din ansøgning i Grønland, hvis du opholder dig lovligt.

Læs mere om medfølgende familiemedlemmer

Sundhedsaftalen

Hvis du ønsker at arbejde som sundhedsfagligt personale ved Det Grønlandske Sundhedsvæsen, skal du søge om opholds- og arbejdstilladelse hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Med sundhedsaftalen kan du som sundhedsperson i Det Grønlandske Sundhedsvæsen opnå opholds- og arbejdstilladelse i Grønland, hvis din ansættelse er omfattet af en overenskomst. Du må gerne søge om opholds- og arbejdstilladelse fra Grønland, hvis du søger på lovligt grundlag.

Hvis du får tilbudt en ansættelse som sundhedsperson i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, kan vi behandle din ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, uden at sende din sag i høring hos Grønlands Selvstyre.

Du må først påbegynde arbejdet når du har modtaget opholds- og arbejdstilladelse fra SIRI. 

Udlændinge der er blevet tilbudt beskæftigelse i Det Grønlandske Sundhedsvæsen i Grønland på baggrund af en stilling som sundhedsperson, har mulighed for at søge om opholds- og arbejdstilladelse efter reglerne i sundhedsaftalen.

Ved sundhedsperson forstås en person som er sundhedsfagligt uddannet.

Du skal være tilbudt ansættelse som sundhedsperson i Det Grønlandske sundhedsvæsen.

Det skal være en stilling som er omfattet af den grønlandske overenskomst på det pågældende ansættelsesområde.

Hvad skal jeg mere vide, inden jeg ansøger?

Som hovedregel skal du have en ansættelsesaftale med en grønlandsk-registreret virksomhed for at kunne ansøge. Der er dog visse undtagelser, fx hvis du arbejder for en udenlandsk virksomhed, der leverer en tjenesteydelse i Grønland.

På fanen ’Sådan ansøger du’ til højre har du adgang til de relevante ansøgningsskemaer. Du kan vælge mellem en digital ansøgning eller et print selv-skema. 

Hvis I udfylder den digitale ansøgning, skal din arbejdsgiver udfylde den første af ansøgningens to dele. Vi giver dig besked på mail, når arbejdsgiveren er færdig med sin del, og du kan begynde på din.

Arbejdsgiveren skal skrive din mailadresse i deres del. 

Du skal bruge linket i mailen til at oprette dig som bruger med samme mailadresse for at få adgang til din del.

Sørg for, at arbejdsgiveren oplyser den samme mailadresse, som du har tænkt dig at oprette dig med.

Benytter I print selv-skemaet, er det også ofte arbejdsgiveren, der starter ansøgningsprocessen.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig eller din arbejdsgiver.

 

 

På denne fane kan du trin for trin indgive din ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og integration (SIRI).

Det er vigtigt, at du har sat dig grundigt ind i betingelserne for at få en opholdstilladelse, inden du begynder på trin 1. Det gør du på fanen ’Det skal du vide’ til venstre.

Det er en god idé at indsamle den nødvendige dokumentation inden du begynder at udfylde ansøgningsskemaet. Du kan bruge denne tjekliste.

Hvis du vedlægger dokumenter, som ikke er skrevet på engelsk, tysk, norsk, svensk eller dansk, skal du vedlægge en autoriseret oversættelse til dansk eller engelsk.

Du skal vedlægge

Din arbejdsgiver skal vedlægge

Afsæt gerne

20 minutter

 pr. person til at udfylde ansøgningen

2 personer

Du og din arbejdsgiver skal udfylde hver jeres del af ansøgningsskemaet

På dette trin har du og din arbejdsgiver adgang til de relevante ansøgningsskemaer. Du kan vælge mellem digitale eller print-selv-versioner.

Sørg for at du har læst vejledningen på fanen 'Det skal du vide' og gennemgået alle de foregående trin på denne fane, før du går i gang.

Alle vores ansøgningsskemaer indeholder en grundig vejledning i, hvordan de udfyldes og hvilken dokumentation der skal vedlægges.

Du kan give din arbejdsgiver fuldmagt til at søge på dine vegne.

Læs mere om fuldmagt og hent en godkendt standard til fuldmagt

Læs mere om vores behandling af dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen

Online ansøgning

Ansøger du online, skal du vælge det online GL1/5 herunder.

I det online GL1/5 skal din arbejdsgiver udfylde den første af ansøgningens to dele. Når din arbejdsgiver er færdig med sin del, skal du udfylde din del.

Sørg for at have alle dokumenter klar i digital form, så du kan vedhæfte dem til ansøgningen undervejs.

GL1/5

Hvis du ikke har MitID, kan du sende ansøgningen ved at skrive under, i hånden, på en erklæring på tro og love, som du vedhæfter ansøgningen. Det er vigtigt, at du underskriver og vedhæfter vores erklæring på tro og love.

Hent vores erklæring på tro og love (PDF)

Du kan også hente erklæringen på tro og love i ansøgningen.

Print selv-skema

I print selv-skemaet GL1 skal du udfylde del 1 og din arbejdsgiver skal udfylde del 2.

Du skal sende den nødvendige dokumentation sammen med ansøgningen.

Ansøgningen i Word-format kan du udfylde på skærmen, inden du printer. Ansøgningen i pdf-format skal du printe og udfylde i hånden.

Hent print selv-skema GL1 i Word-format 

Hent print selv-skema GL1 i pdf-format

Du kan finde dine igangværende og afsluttede ansøgninger i 30 dage fra dit seneste login. 

Log ind og se dine ansøgninger

Hvis du har brugt vores online ansøgning, har du allerede indgivet ansøgningen. 

Hvis du i stedet har brugt print selv-skemaet, læs videre.

Du ansøger fra udlandet

Du kan indgive ansøgningen til en dansk repræsentation eller et ansøgningscenter i det land, hvor du bor.

Se Udenrigsministeriets liste over danske repræsentationer og ansøgningscentre, hvor du kan indgive din ansøgning (åbner i et nyt vindue)

I nogle lande har Danmark ikke er en dansk repræsentation eller et ansøgningscenter.  I disse tilfælde henviser listen til en af de norske repræsentationer, som Danmark har en repræsentationsaftale med, eller til nærmeste danske repræsentation eller ansøgningscenter i regionen.

Vi anbefaler, at du altid besøger repræsentationens hjemmeside for at få mere information, inden du indgiver ansøgningen. Den enkelte repræsentation kan stille yderligere krav om fx betaling af et gebyr, aflevering af flere pasfotos eller ekstra kopier af ansøgningen.

Du ansøger i Grønland

Hvis du opholder dig lovligt i Grønland, kan du indgive ansøgningen i Grønland. Det er fx tilfældet, hvis du:

  • har et gyldigt visum,
  • er fritaget for krav om visum eller
  • allerede har en opholdstilladelse i Grønland.

Du kan sende ansøgningen direkte til SIRI via vores kontaktformular, hvor du skal vedhæfte ansøgningsskemaet med bilag.

Du kan finde SIRIs kontaktformular her

Du har også mulighed for at indgive din ansøgning fysisk:

  • enten i SIRIs afdeling i Nuuk
  • eller hos Grønlands Politi, hvis du ikke opholder dig i Nuuk. 

Se adresse og åbningstider for SIRI Nuuk

Kontakt politiet for at høre mere om, hvor du kan indgive din ansøgning uden for Nuuk.

Du ansøger fra Danmark

Hvis du opholder dig lovligt i Danmark, kan du normalt indgive ansøgningen i Danmark. Det er fx tilfældet, hvis du:

  • har et gyldigt visum,
  • er fritaget for krav om visum, eller
  • allerede har en opholdstilladelse i Danmark.

Du kan læse mere om kravet om lovligt ophold ved indgivelse i Danmark her

Du kan sende ansøgningen direkte til SIRI via vores kontaktformular, hvor du skal vedhæfte ansøgningsskemaet med bilag.

Gå til SIRIs kontaktformular

Du har også mulighed for at indgive din ansøgning i en af SIRIs afdelinger.

Du skal huske at bestille tid inden du møder frem for at indgive ansøgningen.

Find flere oplysninger om tidsbestilling

Du kan se den normale sagsbehandlingstid til højre for denne fane. Når sagen er afgjort, vil du modtage et svar.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig eller din arbejdsgiver. 

 

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI

Også relevant for dig