SIRI har givet dig tilladelse til at studere i Danmark. Hvad er dit næste skridt?

 

Hvis du ikke allerede er i Danmark, når du får din tilladelse, skal du måske have visum for at rejse ind i Danmark.

 

Hvis du skal have visum til indrejse

Du har sammen med din tilladelse fået et visum til at rejse ind i Danmark. Den repræsentation, hvor du ansøgte om opholdstilladelse, vil orientere dig om vores afgørelse og give dig tilladelsesbrevet og et visum til indrejse.
Dit indrejsevisum er en sticker, som repræsentationen sætter ind i dit pas.

 

Hvis du ikke skal have visum til indrejse

Den repræsentation, hvor du ansøgte om opholdstilladelse, vil orientere dig om vores afgørelse og give dig tilladelsesbrevet. Som visumfri kan du frit rejse ind i Danmark.

Du kan læse mere om visum og visumfrihed her.

Når du har fået opholdstilladelse, får du også et opholdskort som bevis på din tilladelse. Opholdskortet indeholder de biometriske data, som er blevet optaget.

Du kan læse mere om opholdskort her.

Efter du er rejst ind i Danmark, skal du, senest 5 dage efter du er flyttet ind i din bolig i Danmark, bede om at blive registreret i Det Centrale Personregister (CPR) som indrejst og bosiddende i Danmark. Du skal møde personligt op med din opholdstilladelse, dit pas og dokumentation for din danske adresse, fx i form af en lejekontrakt.

Dit opholdskort bliver derefter sendt til den adresse, som er registreret i CPR.

Du kan læse mere om CPR-registrering på her.

 

Hvis du ikke har fået optaget biometri

Hvis du ikke har fået optaget biometri, fx fordi du ansøgte på en norsk eller svensk repræsentation, som Danmark har en aftale med, skal du have optaget biometri senest 14 dage efter, du er rejst ind i Danmark.

Du kan læse mere om biometri og hvordan du får optaget biometri her.

Du kan få optaget biometri på en dansk politistation, der optager biometri, eller i SIRIs borgercenter.

Hvis du skal have optaget biometri i SIRIs borgercenter, skal du huske at bestille tid her

Hvis du bor uden for Storkøbenhavn, kan du også få optaget biometri på en politistation, som optager biometri.

Se oversigt over de politistationer, der optager biometri

Du får dit opholdskort med posten 2-3 uger efter, du har fået optaget biometri og er blevet registreret med en dansk adresse i CPR. Du skal sørge for at have dit navn på postkassen, ellers bliver opholdskortet sendt tilbage til SIRI.

En tilladelse giver dig ret til at opholde dig i Schengen-området i op til 90 dage inden for den seneste 180 dages periode.

Tilladelsen giver dig dog ikke ret til at arbejde i andre Schengen lande.

Hvis du har fået opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse eller en ph.d.-uddannelse, kan din familie også få opholdstilladelse.

Læs mere om opholdstilladelse til medfølgende familie her.

Du kan rejse ud af Danmark i op til 6 måneder uden at miste din tilladelse, hvis du bevarer din adresse i Danmark.

Hvis du opgiver din adresse i Danmark og rejser ud, bortfalder din tilladelse.

Din tilladelse bortfalder også, hvis du opholder dig uden for Danmark i mere end 6 måneder.

Læs mere om bortfald af opholdstilladelse her.

Linket giver dig også kan finde information om, hvad du skal gøre, hvis

  • du skal opholde dig uden for Danmark i mere end 6 måneder, eller
  • hvis din tilladelse allerede er bortfaldet.

SIRI kan inddrage din tilladelse hvis du ikke overholder betingelserne for tilladelsen, fx hvis

  • du er blevet udmeldt af dit studie,
  • du ikke deltager aktivt i dine studier, bl.a. hvis du tager orlov i en periode,
  • du arbejder mere end de tilladte timer,
  • du arbejder uden at have fået tilladelse til det.

Du kan også miste din tilladelse efter de såkaldte bortfaldsregler, hvis du opholder dig mere end 6 måneder uden for Danmark.

Læs mere om bortfaldsreglerne her.

Samme sted kan du finde information om hvad du skal gøre, hvis du skal opholde dig uden for Danmark i mere end 6 måneder.

Du har mulighed for at ansøge om permanent opholdstilladelse, hvis du har opholdt dig i Danmark lovligt i en årrække og opfylder visse betingelser.

Du kan læse mere om permanent opholdstilladelse her.

Hvis du skal rejse ud af Danmark, før du har modtaget dit opholdskort, skal du søge om en tilbagerejsetilladelse for at kunne rejse ind i Danmark igen.

Du kan læse mere om tilbagerejsetilladelse her.

Du har ikke brug for en tilbagerejsetilladelse, hvis du er visumfri eller har et visum, som er gyldigt frem til den dag, hvor du skal rejse ind i Danmark igen, fx hvis du fik et visum til indrejse sammen med din tilladelse. 

Du kan læse mere om beregning af visumfri periode her.

Du må begynde at studere så snart du er kommet til Danmark og har lovligt ophold.

Hvis du har fået begrænset arbejdstilladelse sammen med din opholdstilladelse, må du begynde at arbejde så snart tilladelsen er gyldig.

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI

Også relevant for dig