Jobskiftereglen
Hvis virksomheden skal ansætte en udlænding, der hidtil har arbejdet i anden dansk virksomhed, eller hvis udlændingen opretholder sin ansættelse i virksomheden, men ønsker at skifte opholdsordning.
Jobskiftereglen gælder i to forskellige situationer.
A: En udlænding, som har opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af en specifik ansættelse i en anden virksomhed (stedfæstet tilladelse med opholdskort J eller R), og som tilbydes ansættelse hos jer, må begynde i det nye job samme dag, som den nye ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse er indgivet.
Dette gælder også udlændinge med opholdstilladelse som ph.d.-studerende (opholdskort Z), med etableringsophold (opholdskort C) eller autorisationsophold (opholdskort R), som er blevet tilbudt et job hos jer og har indgivet ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på en erhvervsordning, fx beløbsordningen.
B: En udlænding, som har opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af en ansættelse hos jer (stedfæstet tilladelse med opholdskort J eller R) og som alene ønsker at skifte opholdsgrundlag, eksempelvis fra beløbsordningen til fast track-ordningen, må fortsætte i arbejdet, efter den nye ansøgning om opholds-og arbejdstilladelse er indgivet.
Praktikanter og volontører er ikke omfattet af jobskiftereglen, selvom de får udstedt et opholdskort J. Praktikanter og volontører må derfor ikke begynde i et nyt job, før der er givet en ny opholds- og arbejdstilladelse.
Eksempel på jobskiftereglen
A: En udlænding har opholdstilladelse efter beløbsordningen (opholdskort J eller R) som IT-konsulent i en anden virksomhed. Opholdstilladelsen udløber dato A. Udlændingen får nyt fuldtidsjob som IT-konsulent hos jer med startdato før dato A. Udlændingen må begynde i det nye job hos jer, så snart der er indgivet ansøgning om ny opholds- og arbejdstilladelse. Hvis startdatoen hos jer ligger senere end dato A, må udlændingen begynde jobbet på startdatoen - stadig forudsat at ansøgning er indgivet før dato A.
B: En udlænding har opholds- og arbejdstilladelse efter Positivlisten for personer med en videregående uddannelse (opholdskort J eller R) som miljøingenigør hos jer. Jeres virksomhed bliver efterfølgende certificeret efter fast track-ordningen. I forbindelse med udløbet af opholdstilladelsen efter Positivlisten ønsker udlændingen at søge en opholdstilladelse efter fast track-ordningen i stedet. Udlændingen kan fortsætte med at arbejde hos jer under skiftet af opholdsgrundlag, hvis den nye ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse er indleveret inden den nuværende tilladelses udløb.