Til forsiden

Gebyrer ved indgivelse af ansøgninger og klager

Der skal betales et gebyr for behandling af ansøgninger og klager på visse sagsområder.

Ansøgninger med gebyr

Der skal betales gebyr, når man ansøger om opholdstilladelse på følgende områder:

  • Familiesammenføring
  • Arbejde
  • Studie og forskere
  • Au pair og praktik
  • Religiøse forkyndere
  • Medfølgende familie

Der skal også betales gebyr, hvis man ansøger om tidsbegrænset forlængelse, eller hvis man vil klage over en afgørelse eller anmode om at en sag genoptages på et af disse områder.

Der skal også betales gebyr, når man ansøger om permanent opholdstilladelse. Det gælder også, hvis man er flygtning eller har humanitær opholdstilladelse.

Gebyret kan enten blive betalt af ansøger selv eller af en anden, fx en person eller virksomhed i Danmark.er

Se oversigt over sagskategorier og gebyrsatser.

Læs om de tre trin i ansøgningsprocessen 

Ansøgninger uden gebyr

Fravigelse af gebyrkrav – hvornår skal du eventuelt ikke betale gebyr?

Gebyrkravet i forhold til ansøgninger om opholdstilladelse og ansøgninger om tidsbegrænset forlængelse af opholdstilladelse kan fraviges, hvis Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger det. Ved anmodninger om genoptagelse og ved klager fraviges kravet om gebyr, hvis det vil være i strid med EU-reglerne at stille krav om gebyrbetaling.

Gebyrkravet i forhold til ansøgninger om permanent opholdstilladelse, kan normalt kun fraviges, hvis EU-reglerne tilsiger det.

Det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag om kravet om gebyrbetaling kan fraviges. Derfor skal alle ansøgere indenfor de ovenfor nævnte områder altid oprette et sagsbestillings-id på nyidanmark.dk.

Danmarks internationale forpligtelser
I overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser om at beskytte retten til et familieliv kan kravet om gebyrbetaling efter en konkret vurdering fraviges i forbindelse med ansøgninger om familiesammenføring eller om forlængelse af familiesammenføring.

Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis den person, der allerede bor i Danmark (referencen) er flygtning.

Endvidere kan det være tilfældet, hvis den herboende ægtefælle har et særbarn i Danmark, som han eller hun bor med eller har samvær med i et regelmæssigt omfang. (Et særbarn er et barn, som man har med en anden person end éns nuværende ægtefælle eller faste samlever, fx et barn fra et tidligere forhold).

Endelig kan det være tilfældet, hvis ægtefællen i Danmark lider af alvorlig sygdom eller har et alvorligt handicap.

Hvis myndighederne beslutter, at en ansøgning kan indgives gebyrfrit, er der alene taget stilling til spørgsmålet om gebyr. Der er dermed ikke taget stilling til, om ansøgningen kan imødekommes, eller om de almindelige betingelser for opholdstilladelse kan fraviges.

Tyrkiske statsborgere
Tyrkiske statsborgere, der er omfattet af associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, er  ikke omfattet af reglerne om gebyrbetaling. Tyrkiske statsborgere, der søger om opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse i Danmark, skal således ikke betale gebyr.

Tyrkiske statsborgere, som søger om forlængelse af opholdstilladelse eller om permanent opholdstilladelse, og som er økonomisk aktive som arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller tjenesteydere, er også fritaget for betaling af gebyr.

Endvidere er man fritaget for betaling af gebyr, hvis man søger om opholdstilladelse, om forlængelse af opholdstilladelse eller permanent opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring med en herboende tyrkisk statsborger, der er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder.   

Læs mere om undtagelsesmuligheder for tyrkiske statsborgere.

Statsborgere fra EU og Norden
Nordiske statsborgere er fritaget for gebyrbetaling. EU/EØS-statsborgere, der søger om ophold efter EU-reglerne, er også fritaget for gebyrbetaling. En sådan ansøgning skal indgives til Statsforvaltningen. Læs mere på Statsforvaltningens hjemmeside

Afvisning af ansøgning

En ansøgning, som er gebyrpålagt vil normalt blive afvist, hvis gebyret ikke er betalt.

Bemærk: Hvis man selv mener, at man er undtaget fra gebyr og derfor indgiver sin ansøgning, anmodning om genoptagelse eller klage uden at betale gebyr, men myndighederne finder, at der ikke er grundlag for at fravige kravet om gebyrbetaling, vil ansøgningen, anmodningen om genoptagelse eller klagen blive afvist. Det betyder, at man skal starte processen forfra og oprette et nyt sagsbestillings-id, betale gebyr og indgive en ny ansøgning, anmodning om genoptagelse eller klage.

Hvis man har betalt gebyr, men myndighederne finder, at der er grundlag for at fravige kravet om gebyrbetaling, vil det indbetalte gebyr blive tilbagebetalt.

Ingen gebyrer

Der skal ikke betales gebyr, hvis man søger om opholdstilladelse eller forlængelse af opholdstilladelse på følgende områder:

  • Working Holiday
  • Voluntører
  • Pendlere (arbejdstilladelse til personer med ophold uden for Danmark)
  • Asyl
  • Humanitær opholdstilladelse
  • Opholdstilladelse efter Friby-ordningen
  • Opholdstilladelse som udsendelseshindret
  • Opholdstilladelse efter de særlige bestemmelser for tidligere danske statsborgere og ansøgere af dansk afstamning
  • Opholdstilladelse med henblik på adoption, der behandles af Statsforvaltningen
  • Ophold efter EU-reglerne, der behandles af Statsforvaltningen
  • Opholdstilladelse på Færøerne og i Grønland

Der skal heller ikke betales gebyr for en klage over en afgørelse eller en anmodning om at genoptage en sag inden for et af disse områder.

Der skal heller ikke betales gebyr for klager, der alene vedrører den måde, en sag er behandlet på, dvs. en sagsbehandlingsklage.

Yderligere information

Ved spørgsmål om gebyrer på sagsområderne familiesammenføring, religiøse forkyndere og permanent opholdstilladelse kontakt Udlændingestyrelsen

Ved spørgsmål om gebyrer for de øvrige sagsområder kontakt Styrelsen for International Rekruttering og Integration.



Senest opdateret: 29-08-2016
Om indholdet på nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen samt Styrelsen for International Rekruttering og Integration