Til forsiden

Ansøgning om asyl

Enhver udlænding, der opholder sig i Danmark, kan indgive en ansøgning om asyl i Danmark. Det gælder uanset, om udlændingen er rejst ind i Danmark uden et opholdsgrundlag, eller om udlændingen er i besiddelse af en opholdtilladelse.


En person kan kun søge om asyl, hvis pågældende opholder sig i Danmark. Personer, der opholder sig i udlandet, kan ikke søge om asyl i Danmark ved henvendelse ved en dansk repræsentation (ambassade eller generalkonsulat) eller ved skriftlig henvendelse til Udlændingestyrelsen, politiet eller Udlændinge- og Integrationsministeriet i Danmark.

Udlændinge kan søge asyl på 2 måder:

  • Ved personlig henvendelse på en politistation i Danmark.
  • Ved personlig henvendelse i modtagecenter Sandholm.

En ansøger, der skriftligt søger om asyl, vil blive bedt om at henvende sig på sin lokale politistation eller i modtagecenter Sandholm for at blive registreret.

Asylansøgere registreres og får taget foto og fingeraftryk af politiet. Asylansøgeren indkvarteres herefter i et asylcenter.

Efter registreringen hos politiet begynder sagsbehandlingen hos Udlændingestyrelsen.



Senest opdateret: 01-12-2016
Om indholdet på nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen