SIRI har givet dig afslag på din ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. hvad er dit næste skridt?

 

Du kan klage ved at sende et brev eller en mail eller ved at ringe til Udlændingenævnet, Adelgade 13, 1304 København K, E-mail: udln@udln.dk, tlf.: +45 61 98 38 00.

Der er ingen krav til hvordan klagen udformes, men du bør oplyse dit personID, sagsnummeret på den sag du klager over, og en kopi af SIRIs afgørelse.

Udlændingenævnets hjemmeside, kan du finde flere oplysninger om hvad du kan gøre for at lette sagsbehandlingen.

Hvis du vil klage over den afgørelse du har fået, skal du oprette et nyt sagsbestillings-id til brug for klagesagen. Du skal desuden senest samtidig med klagen indbetale et gebyr. 

 

Du kan oprette sagsbestillings-id og betale gebyr her

Hvis du vil klage, skal du gøre det inden 8 uger efter du har fået afgørelsen. 

Hvis Udlændingenævnet finder grundlag for det, vil de bede SIRI om at vurdere sagen igen. Sagen bliver hjemvist til ny behandling.

Efter at SIRI har vurderet din ansøgning igen, vil du få en ny afgørelse.

Hvis din sag bliver hjemvist, vil du få klagegebyret betalt tilbage. 

Hvis SIRI giver dig afslag på en ansøgning, mens du opholder dig i Danmark, vil du få en frist til at forlade Danmark og Schengenområdet, medmindre du har et andet grundlag for fortsat ophold.

Det kaldes en tilbagesendelsesafgørelse og fristen kaldes en udrejsefrist.

Du må ikke arbejde inden udrejsen. Perioden skal bruges til at forberede din udrejse af Danmark og af Schengenområdet.

Din tilbagesendelse bliver registreret i Schengen Information System (SIS). Den bliver dermed tilgængelig for relevante myndigheder både i Danmark og i de andre Schengenlande. Registreringen slettes igen, når du er dokumenteret udrejst af en Schengen ydergrænse.

Hvis du ikke udrejser i overensstemmelse med din udrejsefrist, vil dit fortsatte ophold være ulovligt. Udlændingemyndighederne vil i givet fald blive notificeret af SIS om din manglende udrejse.

Hvis du opholder dig ulovligt, kan du blive udvist af Danmark og i en toårig periode få forbud mod indrejse i alle EU- og Schengenlande.

SIRI orienterer din arbejdsgiver, hvis der er indberettet løn til eIndkomst inden for de sidste 3 måneder før afgørelsen fra SIRI.

Det sker for at forhindre, at en eventuel arbejdsgiver straffes for at beskæftige dig uden den nødvendige arbejdstilladelse.

Hvis du mener, at du nu opfylder betingelserne for en opholdstilladelse, kan du indgive en ny ansøgning.

Hvis du har fået fastsat en udrejsefrist, kan du ikke indgive en ny ansøgning i Danmark. Du kan indgive ansøgningen i dit hjemland, eller et andet land hvor du har haft lovligt ophold i mindst 3 måneder før du indgiver ansøgningen. 

Hvis du har spørgsmål til den afgørelse du har fået, kan du kontakte os.

Hvis du har nye oplysninger til din sag, som ikke har været en del af din ansøgning, kan du bede SIRI om at genoptage behandlingen af din sag og vurdere de nye oplysninger.

Der er to krav til oplysningerne:

  • De skal være så væsentlige, at der er en vis sandsynlighed for, at SIRI ville have truffet en anden afgørelse, hvis vi havde kendt oplysningerne, før vi traf vores første afgørelse.

  • De skal vedrøre omstændigheder, der var til stede, allerede da SIRI gav dig afslag

Hvis du ønsker at SIRI skal genoptage behandlingen af din sag, skal du oprette et nyt sagsbestillings-id og indbetale et gebyr.

Du skal være opmærksom på, at der kan være flere grunde til, at du ikke opfylder betingelserne for at få en opholdstilladelse. Hvis vi efter ansøgning genoptager behandlingen af din sag, skal vi igen vurdere, om du opfylder samtlige krav til en opholdstilladelse på det grundlag, du har ansøgt om.

Du kan læse mere om, hvordan du ansøger om at få genoptaget din sag hos SIRI her

En klage i sig selv giver dig ikke ret til at blive i Danmark mens Udlændingenævnet behandler klagen.

Udlændingenævnet kan beslutte, at du kan blive i Danmark mens nævnet vurderer klagen – men kun hvis der er særlige grunde som taler for det. 

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI