Publiceret 23-05-2023

Hjælp SIRI med at teste Nyidanmark

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) inviterer virksomheder til at give input til at gøre vores ansøgningssite Nyidanmark.dk endnu mere brugervenligt.

I SIRI arbejder vi hele tiden på at holde Nyidanmark.dk opdateret og relevant for vores brugere. En del af Nyidanmark.dk henvender sig til jer professionelle brugere, og vi vil gerne blive klogere på, hvordan I bruger hjemmesiden, og om den fungerer for jer. Derfor inviterer vi jer til at hjælpe os med det i juni 2023. 

Formålet er, at SIRI bliver klogere på, hvordan I bruger Nyidanmark.dk, og at vi tester brugervenligheden på de sider, der har til formål at hjælpe jer med f.eks. krav til sædvanlig løn og ansættelseskontrakter.

Om forløbet

Først bliver du inviteret til en individuel onlinesamtale med en af SIRIs kommunikationsmedarbejdere. Samtalen vil vare omkring 30 minutter og afholdes online. Undervejs vil vi give dig nogle opgaver, hvor du skal finde informationer på Nyidanmark.dk. Derudover vil vi også bede dig om at skærmdele imens. Efterfølgende holder vi et fælles møde, for alle der har deltaget. Her præsenterer SIRI, hvad vi har lært. Dernæst kigger vi i fællesskab på, hvad vi kan forbedre på Nyidanmark.dk for professionelle brugere.

  • Individuel samtale: Uge 23 eller 24 i juni (30 minutters varighed) online på Skype
  • Fælles møde: den 21. juni (2,5 times varighed) hos SIRI i Valby, Carl Jacobsens Vej 39, 2500

Skriv dig op ved at sende en mail

Vi opfordrer alle virksomheder og relocationbureauer fra hele landet, der har lyst, til at tilmelde sig. Det har ingen betydning, om du har meget eller lidt erfaring med at bruge vores ordninger, hvor stor virksomheden er eller hvilken branche det drejer sig om. Vi ønsker at deltagerne på møderne repræsenterer de virksomheder og relocationbureauer, som vi kommunikerer med. 

Du skriver dig op ved at sende en mail til erhvervsforum@siri.dk, hvor du tilkendegiver din interesse i at deltage i møderne.

Når du skriver dig op, skriver du dig op til at deltage i både den individuelle samtale og det fælles møde. Det er vigtigt, at du har mulighed for at deltage i begge dele af forløbet.

Vi har et begrænset antal pladser og vi kan derfor ikke love, at alle interesserede kan deltage i forløbet juni. Af samme årsag kan hver virksomhed eller relocationbureau maksimalt få én deltager med.

Fristen for at skrive dig op er senest onsdag den 31. maj 2023

Mere information følger 

Efter fristen får deltagerne besked. Man får også besked, hvis man ikke kommer med i denne omgang.

 

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI