En egenfinansieret bolig kan være et almindeligt lejemål, herunder fremleje, i en beboelsesejendom eller villa. Det kan også være leje af et klubværelse. Flere enlige asylansøgere kan sammen leje en større lejlighed. Asylansøgere har dog ikke adgang til at købe fast ejendom i Danmark.

Udlændingestyrelsen skal sikre, at asylansøgere er indkvarteret under ordentlige forhold. Derfor skal vi godkende, at du og boligen opfylder en række betingelser.

Betingelser for at bo i en egenfinansieret bolig

Den bolig, du vil bo i, skal leve op til følgende krav:

  • Boligen skal være egnet til beboelse af den pågældende husstand.
  • Boligen skal have en vis størrelse. Det betyder bl.a., at der højst må bo to personer pr. beboelsesrum i boligen, eller at der mindst er 20 m2 til rådighed pr. person.
  • Der skal være tilsluttet varme og el, og der skal være adgang til køkken, toilet og bad.
  • Boligen må ikke ligge i en kommune, som efter integrationsloven ikke skal modtage flygtninge. Fra den 1. januar 2024 skal følgende kommuner ikke modtage flygtninge: Albertslund, Bornholm, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, Læsø, Odder, Rebild og Vallensbæk

Du skal som asylansøger opfylde følgende krav:

  • Du skal selv finde og betale for boligen.
  • Du skal indgå en kontrakt om indkvartering i boligen med Udlændingestyrelsen. Det indgår i kontrakten som et vilkår, at du skal medvirke til oplysningen af din asylsag, hvis sagen fortsat er under behandling, og/eller medvirke til din udrejse efter afslag på eller frafald af ansøgningen.
  • Du og udlejeren skal give samtykke til, at Udlændingestyrelsen har adgang til at føre tilsyn med lejemålets tilstand for at sikre, at din og din eventuelle husstand bor under rimelige og forsvarlige forhold.
  • Du skal dokumentere, at du er selvforsørgende. Kravet er fx opfyldt, hvis den samlede indtægt fra medlemmer over 18 år i din husstand kan forsørge familien.
  • Det er ikke et krav, at du har arbejde, men det vil typisk være tilfældet.
  • Der skal være gået mindst 6 måneder, siden du søgte om asyl.
  • Udlændingestyrelsen skal have besluttet, at din sag skal behandles i Danmark.
  • Du eller et medlem af husstanden må ikke være eller blive administrativt udvist, fordi den pågældende må anses for en fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
  • Du eller et medlem af husstanden må ikke være eller blive udvist ved dom.
  • Du eller et medlem af husstanden må ikke være eller blive idømt betinget eller ubetinget fængsel for et strafbart forhold begået her i landet.
  • Du eller et medlem af husstanden må ikke være eller blive omfattet af udelukkelsesgrundene i flygtningekonventionen (fx hvis der er alvorlig grund til at antage, at du har begået en forbrydelse mod freden eller menneskeheden, en krigsforbrydelse eller en alvorlig ikke-politisk forbrydelse)
  • Du eller et medlem af husstanden må ikke have haft en opholdstilladelse, som er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 21 b (dvs. hvor der er grund til at antage, at den pågældende under ophold uden for landet, har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden).
  • Din ansøgning må ikke blive behandlet i de såkaldte åbenbart grundløs- eller åbenbart grundløs haster-procedurer. Læs mere om behandlingen af asylansøgninger

Hvis du er under 18 år

Hvis du er en asylansøger under 18 år, har du kun mulighed for at bo i egenfinansieret bolig, hvis Udlændingestyrelsen efter en konkret vurdering af bl.a. din alder og personlige modenhed finder, at hensynet til dit tarv taler derfor, og hvis de øvrige betingelser er opfyldt.

Du kan få sundhedsbehandling, men ingen kontante ydelser

Da du skal være selvforsørgende for at bo i egenfinansieret bolig, må du ikke få udbetalt kontante ydelser. Det samme gælder for andre medlemmer af husstanden – typisk ægtefælle og børn. Du har mulighed for at arbejde, hvis betingelserne for arbejde er opfyldt. Læs mere om arbejde som asylansøger.

Du og din evt. husstand vil kunne få den nødvendige sundhedsbehandling på det asylcenter, som du/I bliver tilknyttet. Du/I vil også fortsat få tilbud om aktivering og undervisning.

Ansøg om at bo i egenfinansieret bolig

Du kan bruge ansøgningsskemaet IN1 til at ansøge om tilladelse til at flytte i en egenfinansieret bolig. I ansøgningsskemaet er en grundig vejledning til, hvordan du udfylder det, og hvilken dokumentation du skal vedlægge. 

Ansøgningsskemaet i Word-format kan du udfylde på skærmen, inden du printer. Ansøgningsskemaet i pdf-format skal du printe og udfylde i hånden.

Hent print selv skema IN1:

Hvis du får tilladelse

Udlændingestyrelsens tilladelse til at bo i egenfinansieret bolig gælder, indtil du får opholdstilladelse, udrejser eller udsendes. Hvis lejemålet er tidsbegrænset, gælder tilladelsen til at bo i egenfinansieret bolig i samme periode som lejemålet.

Hvis betingelserne for tilladelsen ikke længere er opfyldt, eller hvis vilkårene i den indgåede kontrakt ikke overholdes, kan Udlændingestyrelsen bestemme, at du og din eventuelle husstand skal tage ophold på et asylcenter. Dette vil fx ske, hvis du ikke længere medvirker til oplysningen af din sag eller til din udrejse, hvis du udvises eller idømmes fængsel for kriminalitet, eller hvis du ikke længere er selvforsørgende.

Hvis du får afslag

Hvis Udlændingestyrelsen afgør, at du ikke må bo i egenfinansieret bolig, kan du klage over afgørelsen til Udlændingenævnet, inden 8 uger efter at du har modtaget afgørelsen. Dette gælder dog ikke, hvis begrundelsen for afslaget er boligens geografiske placering.

Også relevant for dig