Hvis du ikke er fra et af de nordiske lande, skal du have tilladelse til at arbejde i Grønland eller på Færøerne.

Selv om du har en arbejdstilladelse, kan den indeholde begrænsninger. Hvis du har tilladelse som studerende på de videregående uddannelser må du fx maksimalt arbejde 15 timer om ugen – i månederne juni, juli og august dog gerne fuld tid. 

Din arbejdstilladelse vil som udgangspunkt også være begrænset til kun at gælde en bestemt arbejdsgiver. 

Det vil altid fremgå af dit tilladelsesbrev, om du har ret til at arbejde, om der er begrænsninger på, hvor meget du må arbejde og hvor du må arbejde. Hvis du alligevel er i tvivl om, hvad du må og ikke må, så kontakt os.

Det er dit ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det.

 

Hvis du arbejder uden den nødvendige tilladelse, risikerer du at blive straffet med bøde eller fængsel. Du risikerer også at blive udvist af Grønland eller Færøerne. 

Hvis du er statsborger i Norden, kan du starte med at arbejde uden videre. Følgende lande udgør Norden: Danmark, Norge, Sverige, Finland eller Island.

Hvis du er statsborger i et EU/EØS-land eller i Schweiz, skal du have en tilladelse, før du må arbejde i Grønland eller på Færøerne. EU-borgere er dog visum-fri.