Når du ansøger om en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, skal Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) sikre, at dine løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige efter danske forhold, før vi kan give dig en tilladelse. Det kan du læse mere om her.

Men i udgangspunktet er det ikke staten, der regulerer forholdene på det danske arbejdsmarked.

 

Det danske arbejdsmarked har siden 1899 været reguleret af kollektive aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Ligesom i andre lande er lønmodtagere og arbejdsgivere organiseret i foreninger, opdelt efter branche. I Danmark mødes parterne normalt hvert andet eller tredje år til forhandlinger for at forny vilkår om lønforhold, pension, ferieforhold og arbejdsforhold generelt på det pågældende fagområde. Resultatet nedskrives i såkaldte overenskomster, der danner regelgrundlaget for den næste 2- eller 3-årige periode.

Det er ikke bestemt ved lov, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af kollektive overenskomster. Dybest set er systemet baseret på frivillighed. For at dette kan fungere, er det afgørende, at arbejdstagere og arbejdsgivere er organiserede i stærke foreninger med høj repræsentation blandt aktørerne. Ved medlemskab af organisationene bliver arbejdstagere og arbejdsgivere direkte forpligtet af de gældende overenskomster. Brud på overenskomster kan indbringes for en særlig retslig instans, Arbejdsretten, eller for en faglig voldgift. 

Hvis en arbejdsgiver har indgået en overenskomst, er alle arbejdsgiverens ansatte på det pågældende område omfattet af overenskomsten uanset, om de er medlem af en fagforening eller ej.

Hvis arbejdstagere og arbejdsgivere repræsenteret af deres organisationer ikke gennem forhandlinger kan nå til enighed om at indgå en overenskomst eller forny en eksisterende overenskomst, kan det ende i en konflikt. Der findes overordnede regler for, hvordan sådanne konflikter udspilles. Disse regler er bestemt af den såkaldte hovedaftale, der er indgået mellem foreningernes samlende hovedorganisationer, Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Landsorganisationen Danmark (LO). Hovedaftalen indebærer bl.a. retten til at tage kollektive kampskridt, fx strejke, blokade og lockout – men den indeholder også et varslingssystem, der indleder en skærpet forhandlingproces med det formål at undgå direkte kampskridt.

Nogle arbejdsmarkedspolitiske områder er reguleret ved lovgivning, fx arbejdsmiljø, beskæftigelsesindsats og arbejdsløshedsforsikring. Men også disse områder indgår i et overordnet samarbejde mellem staten og arbejdsmarkedets parter – det såkaldte trepartssamarbejde. Trepartssamarbejdet benyttes også ved tilrettelæggelsen af nye beskæftigelsespolitiske  tiltag, fx Integrationsgrunduddannelsen (IGU) målrettet beskæftigelse af flygtninge i Danmark.

Hvis en konflikt fortsætter uden udsigt til afklaring, og konflikten har et vist omfang, kan staten selv gribe ind og ved lov afgøre konflikten.