Når du rejser ind i Danmark og opholder dig her i landet, skal du have et gyldigt pas eller anden godkendt rejselegitimation.

Du skal også have et gyldigt pas for at få opholdstilladelse i Danmark. Det gælder for alle – også selv om du er et barn.

Krav til dit pas

  • Dit pas skal være gyldigt i mindst 3 måneder udover den dato, hvor du forventer at udrejse, eller, hvis du skal ind- og udrejse flere gange, udover den dato, hvor du senest forventer at udrejse.
  • Dit pas skal indeholde mindst 2 tomme sider.
  • Dit pas skal være udstedt indenfor de seneste 10 år. Et pas med længere gyldighedsperiode end 10 år, kan ikke benyttes som rejselegitimation i Danmark udover de første 10 år fra passets udstedelsesdato.

Du kan derfor kun få opholdstilladelse indtil 3 måneder før udløbsdatoen for dit pas.

Hvis dit pas har kortere gyldighed end den i øvrigt mulige opholdsperiode, vil din opholdstilladelse blive afkortet. Det betyder, at opholdstilladelsens varighed er kortere, end den normalt kunne være. Når du har fået fornyet dit pas, kan du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse – dog tidligst 3 måneder inden din tilladelse udløber (hvis du ansøger som studerende kan du dog indgive en ansøgning om forlængelse 4 måneder før din tilladelses udløb).

Hvis du skal have fornyet eller forlænget dit pas, skal du henvende dig til dit hjemlands (dvs. det land, hvor du er statsborger) ambassade i Danmark eller i udlandet. 

Hvis du ikke kan få udstedt pas af myndighederne i dit hjemland, fx hvis du er flygtning, kan du ansøge Udlændingestyrelsen om et konventionspas eller fremmedpas. 

Du kan læse mere om og ansøge om konventionspas og fremmedpas her.

Midlertidigt nødpas (Laissez passer)

Vi kan i visse tilfælde udstede et midlertidigt nødpas (laissez passer). Det kan fx være, hvis du er barn og du ikke har mulighed for at få et pas eller et andet rejsedokument fra dit lands repræsentation i Danmark. 

Som udgangspunkt kan vi kun give dig et nødpas, der er gyldigt i den tid det tager dig at rejse til det land, hvor du skal have udstedt dit nye pas. Landet skal være et europæisk land eller det land, som du er statsborger i. 

Du kan ansøge om nødpas hos Udlændingestyrelsen eller hos SIRI - alt efter hvilken styrelse, dit ophold hører under.