Publiceret 29-05-2019 - Senest opdateret: 15-07-2019

Udlændingemyndighederne får fra 1. juni 2019 pligt til at orientere arbejdsgivere, når en udlænding mister sit opholdsgrundlag og dermed retten til arbejde

Fra den 1. juni 2019 vil Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), orientere en udlændings arbejdsgivere, når en udlænding modtager en afgørelse om afslag på opholdstilladelse (i de tilfælde, hvor udlændingen har haft forudgående ret til at arbejde), eller en afgørelse om inddragelse, nægtelse af forlængelse eller konstatering af bortfald af opholdstilladelse. Det samme gælder afgørelser, hvor en udlændings ret til ophold efter EU-reglerne er ophørt.

Hidtil er der kun sket orientering af arbejdsgivere, der har beskæftiget en udlænding med en tilladelse til at arbejde hos netop denne arbejdsgiver.

Orienteringen vil ske til arbejdsgivere, der til indkomstregisteret har indberettet løn til udlændingen inden for de seneste tre måneder fra tidspunktet for afgørelsen. Udlændingen skal ikke give sit samtykke til orienteringen af arbejdsgiver.

Arbejdsgiveren vil blive nærmere orienteret om den konkrete situation i brevet fra SIRI eller Udlændingestyrelsen, herunder om udlændingens ret til at arbejde under en klagesag. Arbejdsgiveren vil også kunne kontakte den relevante styrelse og få nærmere oplysninger.