Den forventede maksimale sagsbehandlingstid er:
10 måneder

Hvem kan få permanent opholdstilladelse?

Du kan få permanent opholdstilladelse i Danmark efter lempeligere betingelser, hvis du er en person med stærk tilknytning til Danmark. Du har en stærk tilknytning til Danmark, hvis:

  • du tilhører det danske mindretal i Sydslesvig,
  • du har tilknytning til det danske mindretal i Argentina,
  • du tidligere har haft dansk indfødsret, eller
  • begge dine forældre har været danske statsborgere fra fødslen, eller i helt særlige tilfælde, hvor kun den ene af dine forældre har været dansk statsborger fra fødslen.

Du skal opfylde en række betingelser for at få permanent opholdstilladelse.

Hvad er betingelserne?

For at få permanent opholdstilladelse skal du, som er ansøger med stærk tilknytning til Danmark, opfylde en række betingelser.

Der er forskel på, hvilke betingelser du skal opfylde, alt efter hvilken type stærk tilknytning, du har til Danmark. Under beskrivelsen af hver betingelse kan du læse, hvem der skal opfylde den.

Du skal være over 18 år for at få permanent opholdstilladelse.

Denne betingelse gælder for alle personer med stærk tilknytning til Danmark.

Du skal fortsat opfylde de løbende betingelser, der er stillet for din nuværende opholdstilladelse.

Du skal også være opmærksom på, at det er en forudsætning for at få permanent opholdstilladelse, at du har bopæl i Danmark, når Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i din sag.

Denne betingelse gælder for alle personer med stærk tilknytning til Danmark.

Hvis du:

  • tilhører det danske mindretal i Sydslesvig,
  • har tilknytning til det danske mindretal i Argentina, eller
  • tidligere har haft dansk indfødsret, 

og du har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c eller § 9 d, skal du have opholdt dig 1 år i Danmark.

Hvis:

  • begge dine forældre har været danske statsborgere fra fødslen, eller 
  • i helt særlige tilfælde, hvor kun den ene af dine forældre har været dansk statsborger fra fødslen, 

og du har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, skal du have opholdt dig 2 år i Danmark.

Du må ikke have begået visse typer af kriminalitet. Denne betingelse gælder for alle personer med stærk tilknytning til Danmark.

Hvis du er idømt en ubetinget fængselsstraf i under 6 måneder eller en betinget fængselsstraf, er du i en periode (karensperiode) udelukket fra at få permanent opholdstilladelse.

Du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse, hvis du er idømt ubetinget fængselsstraf i mere end 6 måneder. 

Oversigt over domme og deres konsekvenser for muligheden for permanent ophold:

  • Betinget frihedsstraf uden vilkår om samfundstjeneste medfører en karensperiode på 6 år fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom.
  • Betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste medfører en karensperiode på 7 år og 6 måneder fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom. 
  • Ubetinget frihedsstraf på under 60 dage medfører en karensperiode på 12 år fra tidspunktet for løsladelse. 
  • Ubetinget frihedsstraf på under 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 medfører en karensperiode på 18 år fra tidspunktet fra løsladelse.
  • Ubetinget frihedsstraf på 60 dage eller mere, men under 6 måneder, medfører en karensperiode på 15 år fra tidspunktet for løsladelse. 
  • Ubetinget fængselsstraf i mindst 6 måneder medfører, at du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Dette gælder uanset, hvilken type af kriminalitet, du er dømt for.  
  • Ubetinget fængselsstraf i mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.) eller bestemmelserne i straffelovens §§ 210, 216, 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§ 243-246 (visse forbrydelser i familieforhold, seksualforbrydelser og voldsforbrydelser) medfører, at du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse i Danmark.
  • Ubetinget fængselsstraf i mindst 60 dage for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens §§ 215 (børnebortførelser), 215 a (genopdragelsesrejser), § 260, stk. 2 (tvangsægteskaber) og stk. 3 (tildækningstvang), eller § 260 a (religiøse vielser af mindreårige) medfører, at du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Dette er gældende for alle ansøgninger om permanent ophold, der er indgivet fra og med den 27. januar 2022.
  • Straf for ulovligt arbejde her i landet efter udlændingelovens § 59 medfører, når personen ikke har opholdstilladelse her i landet, en karensperiode på 15 år, i gentagelsestilfælde 22 år og 6 måneder. Karensperioden regnes fra tidspunktet for prøveløsladelse, tidspunktet for afsigelse af endelig dom, tidspunktet for prøvetidens udløb eller tidspunktet for vedtagelse af bøde alt efter, hvilket af tidspunkterne, der indebærer det seneste udløb af karenstiden.
  • Straf for ulovligt arbejde her i landet efter udlændingelovens § 59 medfører, når personen har opholdstilladelse her i landet, i gentagelsestilfælde en karensperiode på 7 år. Karensperioden regnes fra tidspunktet for prøveløsladelse, tidspunktet for afsigelse af endelig dom, tidspunktet for prøvetidens udløb eller tidspunktet for vedtagelse af bøde alt efter, hvilket af tidspunkterne, der indebærer det seneste udløb af karenstiden.
  • Dom til ungdomssanktion medfører en karensperiode på 6 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophør.
  • Dom til ambulant behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse jf. straffelovens §§ 68 og 69 medfører en karensperiode på 6 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse, dog mindst 9 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen. 
  • Dom til behandling jf. straffelovens §§ 68 og 69 medfører en karensperiode på 9 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse, dog mindst 12 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen.
  • Dom til anbringelse i hospital medfører en karensperiode på 12 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse, dog mindst 15 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen.  
  • Dom til forvaring medfører en karensperiode på 30 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse.

Du må ikke have forfalden gæld til det offentlige. Denne betingelse gælder for alle personer med stærk tilknytning til Danmark.

Gæld er forfalden, når tidspunktet, hvor det offentlige har krav på betaling af gælden eller dele af den, er overskredet. 

Følgende typer gæld anses for at være gæld til det offentlige, som du ikke må have, hvis du ønsker at få permanent opholdstilladelse (listen er udtømmende):

  • Tilbagebetalingspligtige ydelser efter lov om social service eller lov om aktiv socialpolitik (fx for meget udbetalt kontanthjælp).
  • Forskudsvist udbetalt børnebidrag.
  • Daginstitutionsbetaling. 
  • Tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte. 
  • Tilbagebetaling af boligtilskudslån. 
  • Skatter og afgifter, medmindre skatte- eller afgiftsrestancen skyldes forhold, der ikke kan lægges dig til last.

Anden gæld, som fx studielån eller gæld til banker eller kreditforeninger, er ikke typer af gæld, som udelukker dig fra at få permanent opholdstilladelse.

Henstand med gælden

Hvis der er givet henstand med gælden, har du stadig mulighed for at få permanent opholdstilladelse. Det er dog en betingelse, at gælden ikke overstiger 132.180,25 kr. (2024-niveau). 

Henstand vil sige, at kreditor (det offentlige) giver skyldnere (dig) lov til at vente med at betale gælden til et senere tidspunkt end det oprindelige forfaldstidspunkt. Du kan fx få henstand med betaling af gæld til SKAT. 

I tvivlstilfælde vil kommunen, SKAT eller Udbetaling Danmark kunne oplyse, om der er givet henstand med gælden.

Afdragsordning

Du kan ikke få permanent opholdstilladelse, hvis du har forfalden gæld til det offentlige, uanset om der er aftalt en afdragsordning. 

En afdragsordning vil sige, at du efter aftale med det offentlige betaler af på gælden i rater, i stedet for at betale din gæld på én gang. Fx betaler du 500 kr. om måneden i 3 år. 

Hvis du når at tilbagebetale gælden

Hvis du har forfalden gæld til det offentlige, og du når at tilbagebetale hele din gæld, efter du har ansøgt, men inden Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal du indsende dokumentation for, at du ikke længere har gæld til det offentlige.

Du skal have bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Denne betingelse gælder for alle personer med stærk tilknytning til Danmark.

Se en liste over danskprøver på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 2

Hvis du tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, kan du også opfylde betingelsen om danskprøve ved fx at dokumentere, at du har bestået 9. klasses afgangsprøve fra en dansk skole i Sydslesvig.

Hvis du er tidligere dansk statsborger, kan du også opfylde betingelsen om danskprøve, hvis du har haft dansk skolegang. 

Du må ikke aktivt have modarbejdet afklaringen af din identitet i forbindelse med din ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af din opholdstilladelse.

Denne betingelse gælder, hvis du har indgivet din førstegangsansøgning om opholdstilladelse den 1. januar 2018 eller senere.

Du kan fx anses for aktivt at have modarbejdet afklaringen af din identitet, hvis du har fremlagt forfalskede identifikationsdokumenter, herunder pas eller personattest (fødselsattest), eller har fremlagt en anden persons identifikationsdokument.

Det kan også være tilfældet, hvis du har forklaret usandt om dit navn, din fødselsdato, dit fødselsland eller dit statsborgerskabsforhold, og disse forhold senere i sagens forløb bliver afklaret af enten dig selv eller udlændingemyndighederne ved kontrolspørgsmål, tests, undersøgelser mv.

Hvis ganske særlige grunde taler for det, kan du få permanent opholdstilladelse, selvom du har modvirket afklaringen af din identitet.

Hvem kan være undtaget fra at skulle opfylde betingelserne?

Personer med handicap

I det omfang Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's handicapkonvention, tilsiger det, vil du kunne undtages fra – dvs. du ikke skal opfylde – en eller flere af de betingelser, der normalt skal opfyldes for at få permanent opholdstilladelse.

FN's handicapkonvention definerer personer med handicap som personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

Læs mere om, hvordan du skal dokumentere dit handicap og hvilke betingelser du kan blive undtaget fra

Hvornår kan du ansøge om permanent opholdstilladelse?

Du kan ansøge om permanent opholdstilladelse, når du ønsker det. Du behøver ikke at vente, til din opholdstilladelse er ved at udløbe. Det er dog vigtigt, at du indgiver ansøgningen inden, din nuværende opholdstilladelse udløber.

Hvis du indgiver din ansøgning for sent

Hvis du indgiver ansøgningen om permanent opholdstilladelse eller forlængelse af nuværende opholdstilladelse efter, at din nuværende opholdstilladelse er udløbet, er ansøgningen indgivet for sent, og du opholder dig ulovligt i Danmark. Da du opholder dig ulovligt i Danmark, kan du forvente, at Udlændingestyrelsen afviser din ansøgning. Det gælder uanset hvor længe, du har opholdt dig ulovligt i landet. Vi behandler kun ansøgninger, der er indgivet for sent, hvis Danmarks internationale forpligtelser tilsiger det.

Hvis din ansøgning bliver afvist, vil du normalt skulle forlade Danmark. Hvis du fortsat ønsker ophold i Danmark, skal du ansøge om en ny opholdstilladelse. Den nye ansøgning om opholdstilladelse vil blive vurderet efter de regler, der gælder på ansøgningstidspunktet. Du vil derfor ikke kunne få forlænget din tidligere opholdstilladelse.

Hvis du opholder dig ulovligt i Danmark, risikerer du desuden at blive politianmeldt og blive udvist med et indrejseforbud som betyder, at du ikke må indrejse i Danmark i en bestemt periode.

Her kan du få overblik over, hvad du skal gøre, når du vil ansøge om permanent opholdstilladelse.

Når du opretter et sagsbestillings-id, skal du oplyse, at ’Du er fritaget for gebyr’, og gebyret for din ansøgning vil dermed være 0 kr.  

Du skal vedlægge dokumentation til din ansøgning. Det er derfor en god idé at indsamle dokumentationen på forhånd.

Du kan få brug for:

Afsæt gerne

20-30 minutter

til at udfylde ansøgningen

1 person

Du, som er ansøger, skal udfylde ansøgningen.

Ansøgningsløsningen indeholder en grundig vejledning i, hvordan du udfylder det, og hvilken dokumentation du skal vedlægge. 

Du skal have MitID for at bruge ansøgningsløsningen. Læs mere om MitID

Hvis du vil fortsætte med at udfylde en gemt digital ansøgning, skal du vælge ”Start digital ansøgning”. Når du er logget ind, kan du hente den gemte ansøgning.

Hvis du har ændringer til en digital ansøgning, som er sendt til Udlændingestyrelsen, skal du kontakte os. Du skal ikke indgive en ny ansøgning. Se Udlændingestyrelsens kontaktoplysninger

Start digital TU1-4 ansøgning

Det er obligatorisk at bruge den digitale selvbetjeningsløsning TU1-4 online, når du søger om permanent opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle, medmindre du er undtaget fra dette krav. Læs mere om obligatorisk digital selvbetjening

Når du indgiver en ansøgning til Udlændingestyrelsen, vil vi behandle dine personoplysninger. Du kan læse mere om dine rettigheder, og om hvordan vi behandler dine oplysninger på denne side: Personoplysninger – Sådan behandler vi dine oplysninger

Vi kan i forbindelse med behandlingen af din sag kontrollere rigtigheden af de oplysninger, du har givet. Læs mere om kontrol i Udlændingestyrelsen

Du skal normalt have taget fingeraftryk og ansigtsfoto – også kaldet biometri – inden for 4 uger fra, du har indgivet ansøgningen. Biometrien skal bruges for, at du kan få et nyt opholdskort.

Du kan få optaget biometri i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Du skal bestille en tid, inden du møder op i Borgerservice. Læs mere om, hvor Udlændingestyrelsens Borgerservice har afdelinger, og hvordan du bestiller tid

Læs mere om opholdskort med fingeraftryk og ansigtsfoto

Ansvarlig myndighed

Kontakt os

Også relevant for dig