Den forventede maksimale sagsbehandlingstid er

8 måneder

Gebyr (arbejde eller studier) er

6.045 kr.

Gebyr (øvrige) er

4.000 kr.

Hvem kan få permanent opholdstilladelse?
Hvad er betingelserne?
Hvem kan være undtaget fra at skulle opfylde betingelserne?
Hvornår kan du ansøge om permanent opholdstilladelse?

Hvem kan få permanent opholdstilladelse?

Du har mulighed for at få permanent opholdstilladelse i Danmark, når du har haft tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i mindst 8 år. I visse tilfælde mindst 4 år.

Du skal opfylde en række betingelser.

Der gælder lempeligere betingelser for permanent ophold, hvis du er:

Hvad er betingelserne?

For at få permanent opholdstilladelse skal du, som er ansøger, opfylde en række grundlæggende betingelser og 2 ud af 4 supplerende betingelser. Hvis du opfylder alle 4 supplerende betingelser, vil du kunne få permanent opholdstilladelse efter at have boet lovligt i Danmark i mindst 4 år i stedet for 8 år.

Grundlæggende betingelser

Du skal opfylde alle grundlæggende betingelser for at få permanent opholdstilladelse.

Du skal være over 18 år for at få permanent opholdstilladelse.

Du skal fortsat opfylde de løbende betingelser, der er stillet for din nuværende opholdstilladelse.

Du skal også opholde dig i Danmark på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse. Er du fx udstationeret eller udrejst, skal du genindrejse i Danmark, før du kan få permanent opholdstilladelse.

Hvis du ansøger om permanent ophold som ægtefællesammenført, skal din ægtefælle/samlever i Danmark også stadig opfylde visse løbende betingelser for din opholdstilladelse, og udfylde en del af ansøgningen.

Du skal have boet lovligt i Danmark i mindst 8 år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller §§ 9 i-9 n eller § 9 p (opholdstilladelse givet på baggrund af familiesammenføring, asyl, studie eller arbejde mv.).

Det fremgår af din nuværende opholdstilladelse, hvilken lovbestemmelse (paragraf) den er givet efter.

I visse tilfælde kan du få permanent opholdstilladelse efter mindst 4 års lovligt ophold i Danmark.

8 års lovligt ophold

Det er en grundlæggende betingelse for at få permanent ophold, at du har haft mindst 8 års lovligt ophold i Danmark på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent ophold. 

4 års lovligt ophold

Hvis du udover de grundlæggende betingelser for permanent opholdstilladelse også opfylder alle 4 supplerende betingelser, kan du få permanent opholdstilladelse, hvis du har haft mindst 4 års lovligt ophold i Danmark på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent ophold. 

Et eller flere opholdsgrundlag

Du kan opfylde betingelsen om 8 års ophold, i visse tilfælde 4 års ophold, ved at have haft opholdstilladelse på det samme grundlag i hele perioden, fx som familiesammenført ægtefælle. 

Du kan også opfylde betingelsen ved at have haft flere opholdstilladelser på forskellige grundlag i perioden, fx først som au pair og efterfølgende som familiesammenført. 

Hvis du har haft opholdstilladelse på grundlag af flere ægteskaber eller samlivsforhold, opfylder du dog først opholdskravet, når du har haft mindst 8 års ophold, i visse tilfælde 4 års ophold, på baggrund af det seneste ægteskab/forhold. 

Hvis du bliver skilt og derefter bliver gift på ny (eller indgår i et nyt samlivsforhold), og du får en ny opholdstilladelse på baggrund af det nye ægteskab/samliv, starter beregningen af dit lovlige ophold forfra.

Læs mere om, hvordan de 8 års ophold, i visse tilfælde 4 års ophold, beregnes

Du må ikke have begået visse typer af kriminalitet.

Hvis du er idømt en ubetinget fængselsstraf i under 6 måneder eller en betinget fængselsstraf, er du i en periode (karensperiode) udelukket fra at få permanent opholdstilladelse. 

Du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse, hvis du er idømt ubetinget fængselsstraf i mere end 6 måneder. 

Oversigt over domme og deres konsekvenser for muligheden for permanent ophold:

  • Betinget frihedsstraf uden vilkår om samfundstjeneste medfører en karensperiode på 6 år fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom.
  • Betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste medfører en karensperiode på 7 år og 6 måneder fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom. 
  • Ubetinget frihedsstraf på under 60 dage medfører en karensperiode på 12 år fra tidspunktet for løsladelse. 
  • Ubetinget frihedsstraf på under 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 medfører en karensperiode på 18 år fra tidspunktet fra løsladelse.
  • Ubetinget frihedsstraf på 60 dage eller mere, men under 6 måneder, medfører en karensperiode på 15 år fra tidspunktet for løsladelse. 
  • Ubetinget fængselsstraf i mindst 6 måneder medfører, at du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Dette gælder uanset, hvilken type af kriminalitet, du er dømt for.
  • Ubetinget fængselsstraf i mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.) eller bestemmelserne i straffelovens §§ 210, 216, 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§ 244-246 (visse forbrydelser i familieforhold, seksualforbrydelser og voldsforbrydelser) medfører, at du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse i Danmark.
  • Straf for ulovligt arbejde her i landet efter udlændingelovens § 59 medfører en karensperiode på 15 år, i gentagelsestilfælde 22 år og 6 måneder. Karensperioden regnes fra tidspunktet for prøveløsladelse, tidspunktet for afsigelse af endelig dom, tidspunktet for prøvetidens udløb eller tidspunktet for vedtagelse af bøde alt efter, hvilket af tidspunkterne, der indebærer det seneste udløb af karenstiden.
  • Dom til ungdomssanktion medfører en karensperiode på 6 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophør.
  • Dom til ambulant behandling med mulighed for hospitalsindlæggelse jf. straffelovens §§ 68 og 69 medfører en karensperiode på 6 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse, dog mindst 9 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen. 
  • Dom til behandling jf. straffelovens §§ 68 og 69 medfører en karensperiode på 9 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse, dog mindst 12 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen.
  • Dom til anbringelse i hospital medfører en karensperiode på 12 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse, dog mindst 15 år fra tidspunktet for rettens endelige bestemmelse om idømmelse af foranstaltningen.  
  • Dom til forvaring medfører en karensperiode på 30 år fra tidspunktet for foranstaltningens ophævelse.

Du må ikke have forfalden gæld til det offentlige. Gæld er forfalden, når tidspunktet, hvor det offentlige har krav på betaling af gælden eller dele af den, er overskredet.

Følgende typer gæld anses for at være gæld til det offentlige, som du ikke må have, hvis du ønsker at få permanent opholdstilladelse (listen er udtømmende):

  • Tilbagebetalingspligtige ydelser efter lov om social service eller lov om aktiv socialpolitik (fx for meget udbetalt kontanthjælp).
  • Forskudsvist udbetalt børnebidrag.
  • Daginstitutionsbetaling. 
  • Tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte. 
  • Tilbagebetaling af boligtilskudslån. 
  • Skatter og afgifter, medmindre skatte- eller afgiftsrestancen skyldes forhold, der ikke kan lægges dig til last.

Anden gæld, som fx studielån eller gæld til banker eller kreditforeninger, er ikke typer af gæld, som udelukker dig fra at få permanent opholdstilladelse.

Henstand med gælden

Hvis der er givet henstand med gælden, har du stadig mulighed for at få permanent opholdstilladelse. Det er dog en betingelse, at gælden ikke overstiger 116.127,58 kr. (2018-niveau). 

Henstand vil sige, at kreditor (det offentlige) giver skyldnere (dig) lov til at vente med at betale gælden til et senere tidspunkt end det oprindelige forfaldstidspunkt. Du kan fx få henstand med betaling af gæld til SKAT. 

I tvivlstilfælde vil kommunen, SKAT eller Udbetaling Danmark kunne oplyse, om der er givet henstand med gælden.

Afdragsordning

Du kan ikke få permanent opholdstilladelse, hvis du har forfalden gæld til det offentlige, uanset om der er aftalt en afdragsordning. 

En afdragsordning vil sige, at du efter aftale med det offentlige betaler af på gælden i rater, i stedet for at betale din gæld på én gang. Fx betaler du 500 kr. om måneden i 3 år. 

Hvis du når at tilbagebetale gælden

Hvis du har forfalden gæld til det offentlige, og du når at tilbagebetale hele din gæld, efter du har ansøgt, men inden Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal du indsende dokumentation for, at du ikke længere har gæld til det offentlige.

Du må ikke have modtaget visse typer af offentlig hjælp i de seneste 4 år forud for ansøgningstidspunktet, og indtil det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse.

Det afgørende ved vurderingen af, om du har modtaget offentlig hjælp, er, om den ydelse du har fået, er udbetalt efter aktivloven (lov om aktiv socialpolitik) eller integrationsloven (lov om integration af udlændinge i Danmark).  Hvis du har fået en ydelse efter en af disse love, kan du normalt først få permanent opholdstilladelse, når der er gået 4 år fra modtagelse af den seneste ydelse. 

Eksempel: Hvis du har modtaget kontanthjælp frem til den 1. juli 2014, vil du først opfylde betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp den 1. juli 2018.

Der er dog visse ydelser, der ikke er til hinder for at du kan få permanent opholdstilladelse.

Læs mere om, hvilke ydelser, der har betydning for, om du kan få permanent opholdstilladelse

Særligt om supplerende kontanthjælp

Hvis din ægtefælle/samlever i en periode har modtaget kontanthjælp, kan du have modtaget supplerende kontanthjælp i samme periode. Du skal altså være opmærksom på, hvorvidt din ægtefælle/samlever har modtaget kontanthjælp de seneste 4 år forud for ansøgningstidspunktet eller under sagens behandling. 

Hvis det er tilfældet, kan det betyde, at du har modtaget supplerende kontanthjælp i samme periode. Det kan føre til, at du af den grund får afslag på permanent opholdstilladelse. Du kan kontakte din kommune, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har modtaget eller vil modtage supplerende kontanthjælp.

Du skal acceptere en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund. Erklæringen er indarbejdet i den digitale ansøgningsløsning og i ansøgningsskemaerne.

Du kan også finde erklæringen om integration og aktivt medborgerskab på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside

Du skal have bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Liste over danskprøver på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 2:

  • Danskuddannelsernes Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).
  • Bestået FVU-læsning trin 2 eller trin 3.
  • Prøver nævnt på listen over danskprøver, der har tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3. 

Supplerende betingelse om Prøve i Dansk 3

Du kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser, hvis du har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Læs mere om den supplerende betingelse og se listen over danskprøver, der har tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3 nedenfor.

Du skal have været i ordinært fuldtidsarbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år forud for det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse.

Det betyder, at du inden for de seneste 4 år skal have været i et arbejde, der kan indgå i beregningen, i 3 år og 6 måneder. 

Du behøver ikke at have været i arbejde i 3 år og 6 måneder i træk. Betingelsen kan fx opfyldes ved, at du har været i fuldtidsarbejde i 1 år, herefter har været uden arbejde i 6 måneder, og efterfølgende har været i fuldtidsarbejde i 2 år og 6 måneder. 

Hvad er ordinært fuldtidsarbejde?

Ordinært arbejde betyder, at arbejdet skal være uden offentligt tilskud, fx løntilskud. Derudover skal arbejdet være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesforhold.

Fuldtidsarbejde er arbejde med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen, svarende til mindst 120 timer per måned. 

Hvis du har arbejdet flere steder samtidig, opfylder du betingelsen om ordinært fuldtidsarbejde, hvis den samlede ugentlige arbejdstid har været på mindst 30 timer, svarende til mindst 120 timer per måned.

Følgende medregnes som ordinært arbejde:

  • Lønnet arbejde med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer svarende til mindst 120 timer per måned.
  • Arbejde som selvstændig erhvervsdrivende, hvis arbejdet har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid.
  • Arbejde som medhjælpende ægtefælle i selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis arbejdet er skattepligtigt, og har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid.
  • Perioder med fravær som følge af sygdom, ferie, omsorgsdage og barsel med videre inden for rammerne af ansættelsesforholdet.
  • Fleksjob, efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, uanset at der ydes offentligt tilskud til arbejdsgiveren. Fleksjob medregnes som fuldtidsarbejde uanset det faktiske timetal.

Følgende medregnes ikke som ordinært arbejde:

  • Perioder med dagpenge (også arbejdsløshedsdagpenge).
  • Ulønnet arbejde.
  • Arbejde med løntilskud.
  • Ansættelse i jobrotation.
  • Uddannelse, herunder også praktik eller andet arbejde som er en del af en uddannelse.
  • Perioder med arbejde under 30 timer om ugen.

Læs mere om, hvad der kan regnes med som ordinært fuldtidsarbejde, når du ansøger om permanent opholdstilladelse 

Supplerende betingelse om arbejde i mindst 4 år

Du kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser, hvis du har været i arbejde i mindst 4 år inden for de seneste 4 år og 6 måneder. 

Læs mere om den supplerende betingelse om arbejde

Du skal være i arbejde på det tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sagen.

Du opfylder betingelsen om fortsat at være i arbejde, hvis du på tidspunktet, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse:

  • er lønmodtager i en uopsagt tidsubegrænset stilling,
  • på anden måde kan godtgøre, at du forventer fremover at være i arbejde, fx hvis du er lønmodtager i en uopsagt tidsbegrænset stilling, hvor der fortsat resterer en vis del af ansættelsesperioden, eller
  • er selvstændig erhvervsdrivende. 

Eksempel: Er du ansat i en tidsbegrænset stilling, som er ved at udløbe, kan du godtgøre, at du fortsat vil være i arbejde ved fx at vedlægge en ny ansættelseskontrakt eller en udtalelse fra din arbejdsgiver om, at ansættelsen forventes forlænget. 

Det er ikke en betingelse, at dit aktuelle arbejde er et fuldtidsarbejde, hvis den grundlæggende betingelse om arbejde i øvrigt er opfyldt. Du skal dog arbejde mindst 15 timer om ugen.

Læs mere om den grundlæggende betingelse om arbejde

Du opfylder ikke betingelsen om fortsat at være i arbejde, hvis du på tidspunktet, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse:

  • er ansat i et job med løntilskud,
  • er i ulønnet beskæftigelse,
  • er under uddannelse, herunder også i praktik eller andet arbejde som er en del af en uddannelse, 
  • arbejder som vikar i et vikarbureau
  • arbejder under 15 timer om ugen,
  • arbejder i en virksomhed, som er under likvidation, tvangsopløsning, har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs, eller
  • er selvstændig erhvervsdrivende under likvidation, tvangsopløsning, har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs.

Du må ikke aktivt have modarbejdet afklaringen af din identitet i forbindelse med din ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af din opholdstilladelse.

Denne betingelse gælder, hvis du har indgivet din førstegangsansøgning om opholdstilladelse den 1. januar 2018 eller senere.

Du kan fx anses for aktivt at have modarbejdet afklaringen af din identitet, hvis du har fremlagt forfalskede identifikationsdokumenter, herunder pas eller fødselsattest, eller har fremlagt en anden persons identifikationsdokument.

Det kan også være tilfældet, hvis du har forklaret usandt om dit navn, din fødselsdato, dit fødselsland eller dit statsborgerskabsforhold, og disse forhold senere i sagens forløb bliver afklaret af enten dig selv eller udlændingemyndighederne ved kontrolspørgsmål, tests, undersøgelser mv.

Hvis ganske særlige grunde taler for det, kan du få permanent opholdstilladelse, selvom du har modvirket afklaringen af din identitet.
 

Supplerende betingelser

Du skal opfylde 2 af 4 supplerende betingelse for at få permanent opholdstilladelse. Hvis du opfylder alle 4 supplerende betingelser, vil du kunne få permanent opholdstilladelse efter at have boet lovligt i Danmark i mindst 4 år i stedet for 8 år.

Du kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser, hvis du har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Liste over danskprøver på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3: 

  • Prøve i Dansk 3 med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).
  • Studieprøven bestået med mindst karakteren 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i hver af de fire discipliner.
  • Folkeskolens afsluttende prøver 9. eller 10. klasse bestået med et karaktergennemsnit på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) i danskdisciplinerne bortset fra orden.
  • Bevis for studentereksamen (stx), højere forberedelseseksamen (hf), højere handelseksamen (hhx) eller højere teknisk eksamen (htx) samt for studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux).
  • Bevis for almen forberedelseseksamen (avu).
  • Prøvebevis for bestået enkeltfag i dansk eller dansk som andetsprog med aflagt prøve i mindst en danskdisciplin på et af niveauerne G-A og med et gennemsnit af prøvekarakterer på mindst 6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen) fra f.eks. en af følgende uddannelser: stx, hf, hhx, htx, eux, eud eller avu.
  • Bestået FVU-læsning trin 4.
  • Bevis for bestået International Baccalaureate (IB) med dansk på A- eller B-niveau.
  • Bestået Danskprøve 3 fra Studieskolen i København.
  • Bevis for videregående uddannelser på universiteter, professionsskoler (f.eks. handelshøjskoler, sygeplejeskoler og seminarier) mv., medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb.

Prøverne på denne liste alle er på et højere niveau end Prøve i Dansk 2. Hvis du har bestået en af prøverne på listen, betyder det, at du udover at opfylde en af de supplerende betingelser også opfylder den grundlæggende betingelse om at have bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Du kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser, hvis du har været i ordinært fuldtidsarbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark i mindst 4 år inden for de seneste 4 år og 6 måneder forud for det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse.

Det betyder, at du inden for de seneste 4 år og 6 måneder skal have været i et arbejde, der kan indgå i beregningen, i 4 år. Du behøver ikke at have været i arbejde i 4 år i træk. Betingelsen kan fx opfyldes ved, at du har været i fuldtidsbeskæftigelse i 2 år, herefter har været uden arbejde i 6 måneder, og efterfølgende har været i fuldtidsbeskæftigelse i 2 år.

Læs mere om, hvad der ordinært fuldtidsarbejde er, og hvad der kan indgå i beregningen

Du kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser, hvis du enten har bestået medborgerskabsprøven eller har udvist aktivt medborgerskab i Danmark ved mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer mv.

Medborgerskabsprøven

Medborgerskabsprøven er en ny skriftlig prøve, som afholdes 2 gange om året – i juni og i december. Prøven afholdes af en række sprogskoler landet over.  

Der er tale om en ny medborgerskabsprøve. En tidligere bestået medborgerskabsprøve fra før 2016 kan ikke opfylde den supplerende betingelse om medborgerskab.

Tilmelding og prøveafholdelse

På Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside (uim.dk) kan du læse om, hvordan du tilmelder dig medborgerskabsprøven og om selve prøven. Du kan også se datoen for næste prøveafholdelse og tilmeldingsfrist.

Læs om tilmelding og prøveafholdelse

Forberedelse til prøven

Medborgerskabsprøven er udformet som en multiple choice-test og indeholder 25 spørgsmål om det danske folkestyre og hverdagsliv, samt om dansk kultur og historie.

Der er udarbejdet læremateriale, så du kan forberede dig til prøven. Prøvens spørgsmål tager udgangspunkt i dette materiale. 

Find læremateriale til medborgerskabsprøven

Aktivt medborgerskab

Du kan opfylde den supplerende betingelse om medborgerskab, hvis du kan dokumentere, at du har udvist aktivt medborgerskab i Danmark gennem mindst 1 års medlemskab af en bestyrelse eller en organisation mv. Det er et krav, at der er tale om bestyrelser, organisationer mv., som i ord og handling understøtter grundlæggende demokratiske værdier og retsprincipper i det danske samfund. 

Det er ikke et krav, at du har deltaget i en organisation eller bestyrelse mv. uafbrudt igennem 1 år. Det vil sige, at du gennem flere år sammenlagt kan opnå 1 års aktivt medborgerskab. Det er heller ikke et krav, at du fortsat deltager i organisationen eller bestyrelsen på tidspunktet, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse. Endelig er det ikke et krav, at du har haft medlemskab af den samme organisation eller bestyrelse mv. igennem 1 år. 

Medlemskab af forældrebestyrelse, skolebestyrelse, bestyrelsen for en almennyttig boligorganisation, et integrationsråd eller et ældreråd

Du vil fx opfylde betingelsen om aktivt medborgerskab, hvis du i mindst 1 år har været medlem af en forældrebestyrelse, en skolebestyrelse, bestyrelsen for en almennyttig boligorganisation, et integrationsråd eller et ældreråd.

Du kan dokumentere medlemskab af en forældrebestyrelse ved fx at vedlægge en udtalelse fra daginstitutionen, den kommunale dagpleje, fritidshjemmet eller klubben. 

Medlemskab af en skolebestyrelse eller bestyrelsen for en almennyttig boligorganisation kan dokumenteres ved fx at vedlægge henholdsvis en udtalelse fra skolen eller boligorganisationen. 

Medlemskab af et integrationsråd eller et ældreråd kan dokumenteres ved fx at vedlægge en udtalelse fra den kommunalbestyrelse, der har nedsat rådet. 

Deltagelse i børne- eller ungdomsarbejde

Du vil også opfylde betingelsen om at have udvist aktivt medborgerskab, hvis du gennem mindst 1 år har deltaget i børne- eller ungdomsarbejde, fx ved at fungere som træner i en idrætsforening eller ved at gennemføre en dommer- eller træneruddannelse. Det samme gælder deltagelse i et højskoleophold, rollemodelarbejde eller engagement i andre organiserede fritidsaktiviteter for børn og unge, fx lektiehjælp.

Det kan du dokumentere ved fx at vedlægge en udtalelse fra den forening eller organisation mv., som du har deltaget i arbejdet hos, ved at vedlægge dokumentation for gennemført dommer- eller træneruddannelse, herunder for længden af uddannelsen, eller ved at vedlægge et bevis for deltagelse i et højskolekursus. 

Deltagelse i almennyttigt organisationsarbejde

Du vil også opfylde betingelsen om aktivt medborgerskab, hvis du i mindst 1 år i øvrigt har deltaget i almennyttigt organisationsarbejde, fx hvis du aktivt har deltaget i en forenings drift. De almennyttige foreninger kan fx være foreninger, der er tilskudsberettiget efter folkeoplysningsloven.

Hvis du har opholdstilladelse på baggrund af arbejde eller som religiøs forkynder, skal du være opmærksom på, at frivilligt arbejde kan kræve en særskilt tilladelse ud over din nuværende tidsbegrænsede opholdstilladelse.

Du kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser, hvis du har haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitligt 280.908 kr. (2018-niveau) eller derover de seneste 2 år forud for tidspunktet, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse.

Følgende typer af skattepligtig indkomst indgår bl.a. i beregningen af, om du har haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitligt 280.908 kr. (2018-niveau) eller derover: 

  • A-indkomst.
  • B-indkomst.
  • Løn udbetalt i form af diæter, herunder kost og logi
  • Indbetalinger til arbejdsmarkedspension
  • Løn udbetalt i udlandet, hvis denne ville have været skattepligtig i Danmark.

Indkomst i udlandet

Hvis du har haft indtægt, der er skattepligtig i Danmark, i forbindelse med udstationering eller udsendelse i udlandet, vil indtægten kunne indgå i beregningen.

Hvis du er skattepligtig i Danmark, men for en periode arbejder i udlandet og betaler skat i det pågældende land, vil din indtægt, som er udbetalt i udlandet, kunne medregnes, hvis SKAT vurderer, at indtægten ville have været skattepligtig i Danmark, hvis arbejdet var udført her i landet.

I forbindelse med udlandsophold vil indtægt udbetalt i form af diæter, herunder kost og logi, også kunne indgå i beregningen.

Hvis du har haft indkomst i udlandet, inden for de seneste to år forud for tidspunktet, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse, skal du indhente en erklæring fra de danske skattemyndigheder vedrørende indtægten. Det skal fremgå af erklæringen, om indkomsten ville have været skattepligtig, hvis arbejdet var udført her i landet.

Hvem kan være undtaget fra at skulle opfylde betingelserne?

I det omfang Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's handicapkonvention, tilsiger det, vil du kunne undtages fra – dvs. du ikke skal opfylde – en eller flere af de betingelser, der normalt skal opfyldes for at få permanent opholdstilladelse.

FN's handicapkonvention definerer personer med handicap som personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

Undtagelse fra de grundlæggende betingelser

Hvis du som følge af dit handicap ikke er i stand til at opfylde en eller flere af de grundlæggende betingelserne for at få permanent opholdstilladelse, vil du, hvis FN’s handicapkonvention tilsiger det, kunne blive undtaget fra at skulle opfylde disse betingelser. Du kan kun blive undtaget fra de betingelser, som du ikke kan opfylde på grund af dit handicap.

Du kan på trods af dit handicap ikke blive undtaget fra følgende betingelser:

  • Du skal have en gyldig opholdstilladelse.
  • Du skal være fyldt 18 år.
  • Du skal have boet lovligt i Danmark i mindst 8 år, i visse tilfælde 4 år.
  • Du må ikke have begået visse typer af kriminalitet.

Undtagelse fra de supplerende betingelser 

Hvis du ikke kan opfylde en eller flere af de supplerende betingelser som følge af et handicap, der er omfattet af FN’s Handicapkonvention, vil den eller de pågældende betingelser blive anset som opfyldt.

Det betyder, at hvis du ikke kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser som følge af et handicap, skal du kun opfylde 1 af de øvrige supplerende betingelser. 
Hvis du som følge af et handicap ikke kan opfylde 2 supplerende betingelser, vil disse 2 betingelser blive anset som opfyldt, og du skal derfor ikke opfylde flere supplerende betingelser. 

Hvis du har nået folkepensionsalderen eller har fået tildelt førtidspension, er du undtaget fra – dvs. du ikke skal opfylde – den grundlæggende betingelse om at have været i ordinært fuldtidsarbejde i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år.

Du er også undtaget fra den grundlæggende betingelse om, at du skal være i arbejde på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse i sagen. 

Du er desuden undtaget fra de 2 supplerende betingelser, der omhandler arbejde i mindst 4 år inden for de seneste 4 år og 6 måneder, og en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitligt 280.908 kr. (2018-niveau) eller derover de seneste 2 år.

Hvis du som folkepensionist eller førtidspensionist opfylder 1 af de øvrige supplerende betingelser – dvs. betingelserne om aktivt medborgerskab eller en bestået Prøve i Dansk 3 kan du få permanent opholdstilladelse efter at have boet lovligt i Danmark i mindst 8 år.

Hvis du som folkepensionist eller førtidspensionist opfylder både betingelsen om aktivt medborgerskab og betingelsen om en bestået Prøve i Dansk 3, kan du få permanent opholdstilladelse efter at have boet lovligt i Danmark i mindst 4 år.

Hvornår kan du ansøge om permanent opholdstilladelse?

Du kan ansøge om permanent opholdstilladelse, når du ønsker det. Du behøver ikke at vente, til din opholdstilladelse er ved at udløbe. Det er dog vigtigt, at du indgiver ansøgningen inden, din nuværende opholdstilladelse udløber.

Hvis du ikke opfylder alle betingelserne for permanent opholdstilladelse, kan du i stedet søge om forlængelse af din nuværende opholdstilladelse. Søger du om forlængelse af din nuværende opholdstilladelse, kan du tidligst søge 3 måneder før, din nuværende opholdstilladelse udløber. Læs mere om forlængelse af opholdstilladelse

Hvis du har opholdstilladelse på baggrund af arbejde eller studier

Når du har opholdstilladelse på baggrund af arbejde eller studier, bør du sammen med ansøgningen om permanent opholdstilladelse udfylde en ansøgning om tidsbegrænset forlængelse af din nuværende opholdstilladelse eller udfylde en ny ansøgning om tidsbegrænset opholdstilladelse. Det bør du gøre, selv om din tidsbegrænsede opholdstilladelse først udløber på et senere tidspunkt. Du skal bruge det ansøgningsskema, som passer til din nuværende eller nye opholdsgrundlag. Læs mere om forlængelse af tidsbegrænsede opholdstilladelser

Udlændingestyrelsen vil høre SIRI om dit opholdsgrundlag i forbindelse med sagsbehandlingen.

Hvis du indgiver din ansøgning for sent

Hvis du indgiver ansøgningen om permanent opholdstilladelse eller forlængelse af nuværende opholdstilladelse efter, at din nuværende opholdstilladelse er udløbet, er ansøgningen indgivet for sent, og du opholder dig ulovligt i Danmark. Da du opholder dig ulovligt i Danmark, kan du forvente, at Udlændingestyrelsen afviser din ansøgning. Det gælder uanset hvor længe, du har opholdt dig ulovligt i landet. Vi behandler kun ansøgninger, der er indgivet for sent, hvis Danmarks internationale forpligtelser tilsiger det.

Hvis din ansøgning bliver afvist, vil du normalt skulle forlade Danmark. Hvis du fortsat ønsker ophold i Danmark, skal du ansøge om en ny opholdstilladelse. Den nye ansøgning om opholdstilladelse vil blive vurderet efter de regler, der gælder på ansøgningstidspunktet. Du vil derfor ikke kunne få forlænget din tidligere opholdstilladelse.

Hvis du opholder dig ulovligt i Danmark, risikerer du desuden at blive politianmeldt og blive udvist med et indrejseforbud som betyder, at du ikke må indrejse i Danmark i en bestemt periode.

Særligt om økonomisk sikkerhedsstillelse

Når du har opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, har din ægtefælle/samlever normalt stillet en økonomisk sikkerhed. 

For at Udlændingestyrelsen kan forlænge din tidsbegrænsede opholdstilladelse, skal din ægtefælle/samlever forlænge den oprindelige sikkerhed eller stille en ny økonomisk sikkerhed. Læs mere om forlængelse af sikkerhedsstillelsen ved forlængelse af tidsbegrænset opholdstilladelse

Hvis du får permanent opholdstilladelse, skal din ægtefælle ikke længere stille en økonomisk sikkerhed, og sikkerhedsstillelsen vil blive frigivet af kommunen. Alle henvendelser vedrørende frigivelse af sikkerhedsstillelse skal rettes til den kommune, I bor i.

Her kan du få overblik over, hvad du skal gøre, når du vil ansøge om permanent opholdstilladelse. Vælg mellem trin 4, 5 eller 6, så det passer til dit nuværende opholdsgrundlag.

Inden du betaler gebyret, anbefaler vi, at du har sat dig grundigt ind i betingelserne for at få permanent opholdstilladelse. Du kan læse om betingelserne under fanen ’Det skal du vide’.

Når du skal indgive en ansøgning eller klage med gebyr, skal du først oprette et sagsbestillings-id.

Sagstype:

Gebyr:

4.000 kr.

4.000 kr.

4.000 kr.

6.045 kr.

Information om ansøgeren

Oplysningen er forkert
Oplysningen er forkert

Er du sikker på, du ikke vil modtage kvittering på mail?

 

 

Oplysningen er forkert

Er du fritaget fra gebyr?

Er du sikker på at du er fritaget for gebyr?

Kun visse ansøgere/klagere er gebyrfritaget.

Hvis udlændingemyndighederne efterfølgende afgør, at du ikke er fritaget for betaling af gebyr, vil ansøgningen/klagen blive afvist.

Hvis du har indbetalt gebyr, og den efterfølgende sagsbehandling viser, at gebyret ikke skulle have været betalt, vil hele gebyret blive tilbagebetalt.

Læs mere om gebyrfritagelse

 

Kun i visse tilfælde er du som ansøger/klager fritaget for at betale gebyr. Det er fx som følge af:

  • Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
  • Danmarks internationale forpligtelser
  • EU/EØS-statsborgerskab

Du skal oprette sagsbestillings-id, selvom du er gebyrfritaget.

Hvis du har indbetalt gebyr, og den efterfølgende sagsbehandling viser, at gebyret ikke skulle have været betalt, vil hele gebyret blive tilbagebetalt.

Læs mere om gebyrfritagelse 

Oplysningen er forkert

Alle gebyrer reguleres den 1. januar hvert år. Det er vigtigt, at du opretter dit sagsbestillings-id, betaler gebyret og indgiver ansøgningen i samme kalenderår. Hvis du betaler gebyret før 1. januar og indgiver din ansøgning efter 1. januar, kan din ansøgning blive afvist.

Hvis der ikke er vist et sagsbestillings-id i feltet herunder, skal du indtaste et sagsbestillings-id og klikke på Hent betalingsstatus.

Oplysningen er forkert
Oplysningen er forkert

Betalingsmuligheder

Betal med Dankort, VISA, MasterCard, JCB eller Maestro

Betal via international bankoverførsel

Sagsbestillings-id:

Betal gebyret i dansk netbank

Dansk netbank

På denne side kan du se de informationer, som du skal benytte, når du betaler gebyr via netbank.

Betaling i netbank

Benyt disse informationer ved betaling af sagen i din netbank.

Få tilsendt indbetalingskort og betal gebyret på posthuse eller i banker

Bestil indbetalingskort

På denne side kan du bestille et indbetalingskort, som du kan benytte til betaling i Danmark på posthuse og i banker.

Indbetalingskortet sendes til den adresse i Danmark, som du angiver nedenfor.

Du skal vedlægge dokumentation til din ansøgning. Det er derfor en god idé at indsamle dokumentationen på forhånd.

Du kan få brug for:

Afsæt gerne

40-50 minutter

til at udfylde ansøgningen

2 personer

Du og din ægtefælle/samlever skal udfylde hver jeres del af ansøgningen

Ansøgningsløsningen indeholder en grundig vejledning i, hvordan I udfylder ansøgningen, og hvilken dokumentation I skal vedlægge. 

Du kan læse mere om vores behandling af dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen her.

I skal have NemID for at bruge ansøgningsløsningen. Læs mere om NemID

Hvis I vil fortsætte med at udfylde en gemt digital ansøgning, skal I vælge ”Start digital ansøgning”. Når I er logget ind, kan I hente den gemte ansøgning.

Hvis I har ændringer til en digital ansøgning, som er sendt til Udlændingestyrelsen, skal I kontakte os. I skal ikke indgive en ny ansøgning. Se Udlændingestyrelsens kontaktoplysninger

Start digital TU1-4 ansøgning

Det er obligatorisk at bruge den digitale selvbetjeningsløsning TU1-4 online, når du søger om permanent opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle, medmindre du er undtaget fra dette krav. Læs mere om obligatorisk digital selvbetjening

Afsæt gerne

30-40 minutter

til at udfylde ansøgningen

1 person

Du, som er ansøger, skal udfylde ansøgningen

Ansøgningsløsningen indeholder en grundig vejledning i, hvordan du udfylder ansøgningen, og hvilken dokumentation du skal vedlægge. 

Du kan læse mere om vores behandling af dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen her. 

Du skal have NemID for at bruge ansøgningsløsningen. Læs mere om NemID

Hvis du vil fortsætte med at udfylde en gemt digital ansøgning, skal du vælge ”Start digital ansøgning”. Når du er logget ind, kan du hente den gemte ansøgning.

Hvis du har ændringer til en digital ansøgning, som er sendt til Udlændingestyrelsen, skal du kontakte os. Du skal ikke indgive en ny ansøgning. Se Udlændingestyrelsens kontaktoplysninger

Start digital TU1-4 ansøgning

Det er obligatorisk at bruge den digitale selvbetjeningsløsning TU1-4 online, når du søger om permanent opholdstilladelse medmindre du er undtaget fra dette krav.

Læs mere om obligatorisk digital selvbetjening

Afsæt gerne

30-40 minutter

til at udfylde ansøgningen

1 person

Du, som er ansøger, skal udfylde ansøgningen.

Ansøgningsløsningen indeholder en grundig vejledning til, hvordan du udfylder ansøgningen, og hvilken dokumentation du kan vedhæfte. 

Du kan læse mere om vores behandling af dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen her. 

Du skal have NemID for at bruge ansøgningsløsningen. Læs mere om NemID

Hvis du vil fortsætte med at udfylde en gemt digital ansøgning, skal du vælge ”Start digital ansøgning”. Når du er logget ind, kan du hente den gemte ansøgning.

Hvis du har ændringer til en digital ansøgning, som er sendt til Udlændingestyrelsen, skal du kontakte os. Du skal ikke indgive en ny ansøgning. Se Udlændingestyrelsens kontaktoplysninger

Start digital TU1-4 ansøgning

Du kan også benytte det papirbaserede ansøgningsskema. Skemaet i Word-format kan du udfylde på skærmen, inden du printer. Skemaet i pdf-format skal du printe og udfylde i hånden.

Hent print selv skema TU4 i Word-format

Hent print selv skema TU4 i pdf-format

Udfyld ansøgning om tidsbegrænset forlængelse

Når du har opholdstilladelse på baggrund af arbejde eller studier, skal du i forbindelse med din ansøgning om permanent opholdstilladelse også udfylde en ansøgning om forlængelse af din nuværende tidsbegrænsede opholdstilladelse. Du skal bruge det ansøgningsskema (online eller papirbaseret), som passer til dit nuværende opholdsgrundlag.

Læs mere om forlængelse af tidsbegrænset opholdstilladelse

Dit nuværende opholdsgrundlag fremgår af det brev, som Udlændingestyrelsen eller SIRI sendte til dig, da du fik din seneste tilladelse. Hvis du er i tvivl, kan du kontakte SIRI

Hvis du har udfyldt ansøgningen digitalt, bliver den automatisk sendt til Udlændingestyrelsen.

Hvis du benytter et papirskema som arbejdstager, studerende eller religiøs forkynder

Hvis du er arbejdstager, studerende eller religiøs forkynder, og du har udfyldt ansøgningen på papirskemaet, kan du indgive den i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Hvis du bor uden for Storkøbenhavn, kan du også indgive ansøgningen på en politistation, som optager biometri. Se oversigt over de politistationer, der optager biometri

Ansøgningen kan også sendes til Udlændingestyrelsen.

Hvis du er arbejdstager, studerende eller religiøs forkynder, og du også bruger et papirskema, når du udfylder din ansøgning om tidsbegrænset forlængelse, skal du vedlægge det udfyldte ansøgningsskema sammen med din ansøgning om permanent opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vil herefter sørge for, at SIRI modtager din forlængelsesansøgning.

Du skal normalt have taget fingeraftryk og ansigtsfoto – også kaldet biometri – inden for 14 dage fra, du har indgivet ansøgningen. Biometrien skal bruges for, at du kan få et nyt opholdskort.

Du kan få optaget biometri i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Hvis du bor uden for Storkøbenhavn, kan du også få optaget biometri på udvalgte politistationer. Se oversigt over politistationer, der optager biometri

Læs mere om opholdskort med fingeraftryk og ansigtsfoto

Ansvarlig myndighed

Kontakt os

Også relevant for dig

Vis flere
Vis færre