Til forsiden

Den nationale sanktionsliste

Der er ved lov nr. 1743 af 27. december 2016 indført en offentlig, national sanktionsliste. Listen indeholder navne, nationaliteter mv. over udenlandske religiøse forkyndere, som er udelukket fra at indrejse af hensyn til den offentlige orden i Danmark. Loven udmønter den politiske aftale af 31. maj 2016, som den daværende regering indgik med en række partier om initiativer rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.

Se den nationale sanktionsliste

Se lov nr. 1743 af 27. december 2016

Se lovforslag om indførelse af en offentlig sanktionsliste L 48 af 9. november 2016

Se den politiske aftale af 31. maj 2016
 

Hvem kan optages på den nationale sanktionsliste?

En udlænding, der virker som religiøs forkynder eller på anden måde udbreder en religion eller tro, kan blive optaget på den nationale sanktionsliste, hvis:

  • udlændingen, i sit virke som religiøs forkynder, har udvist en adfærd, der giver grund til at tro, at udlændingen vil udgøre en trussel mod den offentlige orden i Danmark, hvis vedkommende fik lov til at indrejse og opholde sig her i landet, og 
  • der er en vis sandsynlighed for, at udlændingen vil indrejse i Danmark.

Adfærden kan bestå af ytringer eller handlinger. Adfærden kan være udvist i udlandet eller i forbindelse med tidligere ophold i Danmark.

Udlændinge med opholdstilladelse i Danmark, eller som er omfattet af EU-reglerne, kan ikke optages på den nationale sanktionsliste.

Det er Udlændingestyrelsen, der afgør, om en udlænding, der virker som religiøs forkynder, skal optages på den nationale sanktionsliste.

Hvad betyder det at blive optaget på den nationale sanktionsliste?

En udlænding, der er optaget på den nationale sanktionsliste, må ikke indrejse eller opholde sig i Danmark eller i et andet Schengenland. Indrejseforbuddet gælder så længe udlændingen er optaget på listen. Optagelse på listen sker for 2 år ad gangen.

Hvis en udlænding på listen alligevel indrejser i Danmark, kan den pågældende blive straffet med bøde eller fængsel i op til 3 år.

Hvis andre personer hjælper med indrejse

Hvis en anden person hjælper en udlænding, der er optaget på den nationale sanktionsliste, med ulovligt at indrejse eller opholde sig her i landet, vil denne anden person kunne straffes med bøde eller fængsel i op til 2 år.

Hvis man er repræsentant for et religiøst samfund eller lignende, og ønsker at invitere en udenlandsk religiøs forkynder til Danmark, skal man derfor være særligt opmærksom på, om udlændingen er opført på den nationale sanktionsliste og dermed har et indrejseforbud i Danmark.

Genoptagelse af sager om optagelse på den nationale sanktionsliste

En udlænding som er optaget på den nationale sanktionsliste kan anmode om at få sin sag genoptaget af Udlændingestyrelsen. Når sagen genoptages, får udlændingen mulighed for at komme med sine bemærkninger til optagelsen på den nationale sanktionsliste. Hvis Udlændingestyrelsen beslutter, at udlændingen fortsat skal stå på listen, vil den pågældende samtidig få en nærmere begrundelse for afgørelsen. Udlændingen kan klage over en sådan afgørelse til Udlændingenævnet inden 8 uger fra styrelsens afgørelse.

Kontakt Udlændingestyrelsen vedrørende den nationale sanktionsliste

Udlændingestyrelsen har en kontaktformular, som kan bruges, hvis man ønsker at kontakte os vedrørende listen.   

Det kan fx være vedrørende oplysninger om udlændinge, som er optaget på listen, eller hvis man er optaget på listen og ønsker, at Udlændingestyrelsen skal genoptage sagen.

Gå til kontaktformular

Opmærksomhedslisten

Det følger af den politiske aftale af 31. maj 2016, at der som supplement til den nationale sanktionsliste også indføres en opmærksomhedsliste, som ikke er offentligt tilgængelig. Opmærksomhedslisten indeholder navngivne udenlandske religiøse forkyndere, som ikke kan optages på sanktionslisten, men som der er grund til, at myndighederne skal være særligt opmærksomme på i forbindelse med deres sagsbehandling. Opmærksomhedslisten kan – i modsætning til den nationale sanktionsliste – omfatte udlændinge som er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, og fx udlændinge, hvor der ikke aktuelt er en vis sandsynlighed for at udlændingen vil forsøge at indrejse i Danmark. Det kan fx også være udlændinge, hvis ytringer ikke fuldt ud opfylder betingelserne for optagelse på sanktionslisten.

Udlændinge, som har opholdstilladelse i Danmark, kan ikke opføres på opmærksomhedslisten.



Senest opdateret: 02-05-2017
Om indholdet på nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen