Til forsiden

Udlændinge med diplomatstatus eller opholdstilladelse udstedt af Udenrigsministeriet

En udlænding som flytter til Danmark for at arbejde i en international organisation, der er omfattet af en værtsskabsaftale indgået mellem den pågældende organisation og Danmark, kan efter udlændingelovens § 47 kun meddeles opholdstilladelse af Udenrigsministeriet.

En udlænding med en sådan opholdstilladelse fra Udenrigsministeriet kan kun meddeles opholdstilladelse af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter andre opholdsordninger - eksempelvis som studerende eller som arbejdstager efter beløbsordningen - hvis udlændingen forlader den internationale organisation.

Et medfølgende familiemedlem til en udlænding med en sådan opholdstilladelse fra Udenrigsministeriet, der også selv har en opholdstilladelse fra Udenrigsministeriet, kan kun meddeles opholdstilladelse af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter andre opholdsordninger - eksempelvis som studerende eller som arbejdstager efter beløbsordningen - hvis det medfølgende familiemedlem ikke længere har samme bopæl som hovedpersonen.

En udlænding, der allerede har en opholdstilladelse i Danmark (meddelt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration eller af Udlændingestyrelsen), kan dog meddeles opholdstilladelse på baggrund af ansættelse i en international organisation, der er omfattet af en værtsskabsaftale – da vi anser en sådan ansættelse for at være en lokal ansættelse, på sædvanlige danske løn- og ansættelsesvilkår mv.

Senest opdateret: 24-01-2017
Om indholdet på nyidanmark.dk
Udgiver: Styrelsen for International Rekruttering og Integration