Til forsiden

15.05.2017

Nye regler om permanent opholdstilladelse

Den 15. maj 2017 træder nye regler om permanent opholdstilladelse i kraft. Reglerne gælder for ansøgninger om permanent ophold, som er indgivet fra og med den 15. marts 2017 eller senere.

Folketinget har den 4. maj 2017 vedtaget nye regler om permanent ophold. De nye regler medfører ændringer i de betingelser, som en ansøger skal opfylde for at få permanent opholdstilladelse i Danmark.

De væsentligste ændringer i forhold til de tidligere regler om permanent opholdstilladelse er i korte træk:

  • Opholdskravet ændres fra 6 til 8 års lovligt ophold i Danmark. Det betyder, at ansøger skal have boet lovligt i Danmark i mindst 8 år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse. Dog kan opholdskravet opfyldes efter 4 års lovligt ophold, hvis ansøger opfylder alle 4 supplerende betingelser.
  • Karensperioderne forlænges i forbindelse med visse typer af kriminalitet. Under en karensperiode er ansøger udelukket fra at få permanent opholdstilladelse.
  • Kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) eller integrationsloven ændres til inden for de sidste 4 år. Tidligere var kravet, at man ikke måtte have modtaget offentlig hjælp efter aktivloven eller integrationsloven inden for de sidste 3 år fra man søgte om permanent opholdstilladelse.
  • Kravet om ordinær beskæftigelse ændres til mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år. Tidligere var kravet mindst 2 år og 6 måneders beskæftigelse inden for de sidste 3 år.

De supplerende betingelser er uændrede. Det betyder, at hvis man opfylder alle 4 supplerende betingelser, kan man få permanent opholdstilladelse efter 4 års ophold. De 4 supplerende betingelser vedrører aktivt medborgerskab, yderligere krav om beskæftigelse, indkomstniveau samt øgede danskkundskaber. Derudover skal man også opfylde de grundlæggende betingelser.

Man skal fortsat betale gebyr for indgivelse af ansøgning om permanent opholdstilladelse, og et betalt gebyr vil ikke blive betalt tilbage, hvis man ønsker at tilbagekalde sin ansøgning. Dette gælder, selv om man ønsker at tilbagekalde sin ansøgning som følge af, de nye regler er trådt i kraft.

Læs mere om reglerne om permanent ophold her





Senest opdateret: 15-05-2017
Om indholdet på nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen