Den forventede maksimale sagsbehandlingstid er
7 måneder

Gebyret er
3.565 kr.

Hvem kan få opholdstilladelse som medfølgende familie?

Du har som udlænding mulighed for at få opholdstilladelse, hvis du er:

  • ægtefælle,

  • fast samlever, eller

  • barn under 18 år

til en udlænding, som ansøger om eller har fået opholdstilladelse, fordi vedkommende er gået på pension efter en ansættelse ved en international organisation mv. i Danmark. Denne udlænding kalder vi i det følgende ’hovedpersonen’.

 

Hvad er betingelserne, hvis du er ægtefælle eller fast samlever?

Som ægtefælle eller fast samlever til en pensionist fra international organisation (i det følgende kaldet hovedpersonen) skal du opfylde en række krav for at få opholdstilladelse.


Gyldigt ægteskab

Hvis I er gift, skal ægteskabet kunne anerkendes efter dansk ret. For at ægteskabet skal kunne det, skal det være indgået i efter reglerne i det land, hvor vielsen har fundet sted, og forholdene omkring det må ikke stride mod grundlæggende danske retsprincipper (dansk ordre public). Det betyder:

  • Begge parter skal fysisk have været til stede under vielsen.
  • Ægteskabet må ikke være indgået med stedfortræder.
  • Begge parter skal have været over 18 år på tidspunktet for vielsen.

Fast samliv

Ved fast samliv forstås, at I har boet sammen i mindst ca. 1 år og 6 måneder på fælles adresse. Læs mere om, hvordan fast samliv kan dokumenteres

Du kan ikke blive undtaget fra kravet om at have gyldigt ægteskab eller fast samliv.

Hvis ægteskabet er indgået eller samlivet er etableret med det afgørende formål, at du, som er ansøger, kan få opholdstilladelse, anses det for et pro forma-ægteskab. Udlændingestyrelsen laver en konkret vurdering af alle forhold i sagen for at afgøre, om jeres ægteskab/samliv skal anses for et pro forma-ægteskab.

I vurderingen ser Udlændingestyrelsen bl.a. på:

  • Om I har boet sammen på en fælles bopæl
  • Om I kan kommunikere på samme sprog
  • Om der er stor aldersforskel mellem jer
  • Hvor godt I kendte hinanden, før ægteskabet/samlivet blev indgået
  • Jeres tidligere ægteskaber
  • Om I har børn sammen
  • Om hovedpersonen tidligere har været gift med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at han/hun fik permanent opholdstilladelse.

Du kan ikke blive undtaget fra kravet om, at jeres ægteskab/samliv ikke må være pro forma.
 

Du vil ikke få opholdstilladelse, hvis Udlændingestyrelsen anser det for tvivlsomt, at jeres ægteskab er indgået eller samliv er etableret efter jeres eget ønske.

Når udlændingemyndighederne skal vurdere det, sker det på baggrund af alle oplysninger i sagen.

Hvis I har nære familierelationer til hinanden, anses det for tvivlsomt, at ægteskabet/samlivet er indgået efter jeres eget ønske.

Myndighederne kan bl.a. lægge vægt på:

  • Omstændighederne ved ægteskabets indgåelse og jeres personlige kontakt forud for ægteskabets indgåelse.
  • Jeres alder.
  • Ægteskabets varighed.
  • Jeres kontakt med hinandens familier forud for ægteskabets indgåelse.
  • Jeres økonomiske, arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige eller andre personlige forhold.
  • Oplysninger om jeres eventuelle kontakt med krise- eller rådgivningscentre.
  • Det kan indgå i vurderingen, om ægteskabet er indgået med jeres familiers medvirken. Et ægteskab vil dog ikke nødvendigvis blive anset for et tvangsægteskab kun fordi, ægteskabet er indgået med jeres familiers medvirken.

Du kan ikke blive undtaget fra kravet om, at ægteskabet skal være indgået efter jeres eget ønske. 

Du skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 47, stk. 1, 2. pkt. som medfølgende familie til hovedpersonen. Det er Udenrigsministeriet, der giver opholdstilladelse efter den bestemmelse. Du kan ikke blive undtaget fra dette krav.

 

Hvis du får opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle eller samlever, skal du bo på samme adresse i Danmark som hovedpersonen. Du kan ikke blive undtaget fra dette krav.
 

Du skal stille en økonomisk sikkerhed på 63.029,96 kr. (2024-niveau) til dækning af eventuelle fremtidige udgifter til offentlig forsørgelse. De skal dække kommunens udgifter, hvis det bliver relevant.

Den økonomiske sikkerhed kan stilles i form af enten en anfordringsgaranti eller en deponeringskonto. Læs mere om hvordan den økonomiske sikkerhed stilles

Du stiller den økonomiske sikkerhed på samme måde, som i ægtefællesammenføringssager.

Du kan ikke blive undtaget fra kravet om, at du skal stille økonomisk sikkerhed. 

Du skal have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Se liste over danskprøver på tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 1

Du kan ikke blive undtaget fra kravet om bestået danskprøve.

Hvad er betingelserne, hvis du er mindreårigt barn?

Som mindreårigt barn til en pensionist fra International organisation (i det følgende kaldet hovedpersonen) skal du opfylde en række krav for at få opholdstilladelse.

Du skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 47, stk. 1, 2. pkt. som medfølgende familie til hovedpersonen. Det er Udenrigsministeriet, der giver opholdstilladelse efter den bestemmelse. Du kan ikke blive undtaget fra dette krav.

 

Hvis du får opholdstilladelse som medfølgende barn, skal du bo på samme adresse i Danmark som hovedpersonen. Du kan ikke blive undtaget fra dette krav.

 

Det er en betingelse, at hovedpersonen har del i forældremyndigheden eller har den fulde forældremyndighed over dig. Du kan ikke blive undtaget fra dette krav. 

Det er en betingelse, at du ikke har stiftet din egen familie. Du må fx ikke have en fast samlever eller have fået børn. Du kan ikke blive undtaget fra dette krav. 

Hvilken opholdstilladelse får du?

Hvis du er medfølgende ægtefælle eller samlever, får du i første omgang opholdstilladelse i en begrænset periode, højst 2 år, men med mulighed for forlængelse.

Hvis du er medfølgende barn, får du i første omgang opholdstilladelse i en begrænset periode. Det er som udgangspunkt indtil du fylder 18 år. Hvis hovedpersonen har en midlertidig opholdstilladelse, kan du dog kun få opholdstilladelse indtil tidspunktet for, at hovedpersonens opholdstilladelse udløber.

Læs mere om forlængelse af opholdstilladelse

Når du har opholdstilladelse som medfølgende familie til en pensionist fra en international organisation mv., har du efter 8 år, i visse tilfælde 4 år, mulighed for at få permanent opholdstilladelse, hvis du opfylder en række betingelser. Læs mere om permanent opholdstilladelse

Hvis du får opholdstilladelse i Danmark, er du fritaget fra kravet om at skulle have en arbejdstilladelse.

Du skal vedlægge forskellig dokumentation til din ansøgning. Det er derfor en god ide, at indsamle dokumentationen på forhånd.

Du kan få brug for:

Afsæt gerne

20-30 minutter

til at udfylde ansøgningen

1 person

Du, som ansøger om opholdstilladelse, skal udfylde ansøgningen

Ansøgningsskemaet indeholder en grundig vejledning i, hvordan I udfylder det, og hvilken dokumentation I skal vedlægge.

Du kan læse mere om vores behandling af dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen her.

Ansøgningsskemaet i Word-format kan du udfylde på skærmen, inden du printer. Ansøgningsskemaet i pdf-format skal du printe og udfylde i hånden.

Hent print selv skema IP2:

 

Ansøgningen kan normalt kun indgives i Danmark, hvis du fortsat har en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 47, stk. 1, 2. pkt. Du skal derfor som udgangspunkt indgive din ansøgning inden din opholdstilladelse fra Udenrigsministeriet udløber.

Du kan indgive ansøgningen i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Du skal bestille en tid, inden du møder op i Borgerservice. Læs mere om, hvor Udlændingestyrelsens Borgerservice har afdelinger, og hvordan du bestiller tid

Din ansøgning kan afvises, fx hvis det er helt åbenbart, at du ikke opfylder betingelserne.

 

Du skal normalt have taget fingeraftryk og ansigtsfoto – også kaldet biometri – inden for 4 uger fra, du har indgivet ansøgningen. Biometrien skal bruges for, at du kan få et nyt opholdskort.

Du kan få optaget biometri i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Du skal bestille en tid, inden du møder op i Borgerservice. Læs mere om, hvor Udlændingestyrelsens Borgerservice har afdelinger, og hvordan du bestiller tid

Læs mere om opholdskort med fingeraftryk og ansigtsfoto

 

Ansvarlig myndighed

Kontakt os

Også relevant for dig