Hvis du får inddraget eller nægtet forlænget din opholdstilladelse, og du ikke har lov til at opholde dig i Danmark på et andet grundlag, får du en udrejsefrist. Det betyder, at du skal forlade Danmark inden et bestemt tidspunkt. Hvis du ikke udrejser i overensstemmelse med din udrejsefrist, opholder du dig ulovligt i Danmark, og du risikerer at blive udvist med indrejseforbud. Hvis du bliver udvist af Danmark, betyder det, at du får forbud mod at indrejse i alle EU- og Schengenlandene, herunder Danmark, i op til 2 år. Hvis du bliver udvist af Danmark, kan du blive udsendt tvangsmæssigt af politiet. Du kan klage over afgørelsen til Udlændingenævnet. Klagen skal være indgivet senest 8 uger, fra du har modtaget afgørelsen. Hvis du klager senere end denne frist, kan din klage som udgangspunkt ikke behandles. Hvis du klager over afgørelsen, kan du bede Udlændingenævnet om at tage stilling til, om du fortsat må opholde dig og arbejde i Danmark, mens klagen bliver behandlet i Udlændingenævnet (såkaldt opsættende virkning). 

Hvis din opholdstilladelse bliver inddraget eller nægtet forlænget, vil Udlændingestyrelsen informere dine eventuelle nuværende og tidligere arbejdsgivere, der til indkomstregisteret har indberettet løn til dig inden for de seneste 3 måneder fra afgørelsestidspunktet.

En opholdstilladelse kan inddrages eller nægtes forlænget af flere grunde. Læs mere nedenfor.

Hvis forholdene ændrer sig

Udlændingestyrelsen kan inddrage eller nægte at forlænge en tidsbegrænset opholdstilladelse, hvis grundlaget for tilladelsen ikke var rigtigt eller ikke længere er til stede. Det kan fx være tilfældet:

  • Hvis du har fået opholdstilladelse på grundlag af et ægteskab, og du ikke længere bor sammen med din ægtefælle. Læs mere om skilsmisse og dødsfald
  • Hvis der i forbindelse med opholdstilladelsen er stillet krav om at råde over egen bolig af rimelig størrelse, og denne eller en tilsvarende bolig ikke længere er til rådighed.
  • Hvis der i forbindelse med opholdstilladelsen er stillet krav om, at din bolig ikke er beliggende i et område, der er omfattet af boligkravslisten, og du efterfølgende flytter til et sådan område.
  • Hvis der i forbindelse med opholdstilladelsen er stillet krav om, at du eller din ægtefælle ikke må have modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, og dette ikke længere er opfyldt.

Svig

Udlændingestyrelsen kan inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, hvis du har fået din opholdstilladelse ved svig, dvs. ved at give forkerte oplysninger om forhold, der er relevante for opholdstilladelsen. Det gælder uanset, om du har en tidsbegrænset eller en permanent opholdstilladelse.

Manglende pas

Udlændingestyrelsen kan inddrage eller nægte at forlænge en tidsbegrænset opholdstilladelse, hvis du ikke længere har et gyldigt pas eller anden rejselegitimation.

SchengenInformationssystemet (SIS)

Udlændingestyrelsen kan inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, hvis du er indberettet som uønsket til SchengenInformationssystemet (SIS). Det er en betingelse, at du er indberettet som uønsket på grund af forhold, der ville kunne føre til udvisning her i Danmark, fx alvorlig kriminalitet.

Opholdstilladelsen kan inddrages af denne grund uanset, om du har en tidsbegrænset eller en permanent opholdstilladelse.

Hvis din ægtefælle/samlevers opholdstilladelse inddrages/nægtes forlænget

Hvis din ægtefælle/samlevers  opholdstilladelse bliver inddraget eller nægtet forlænget, kan din opholdstilladelse også blive inddraget eller nægtet forlænget. Det skyldes, at  grundlaget for din opholdstilladelse dermed ikke længere er til stede.

Andre grunde

En opholdstilladelse kan også inddrages, hvis du må anses for en fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. En opholdstilladelse kan også inddrages, hvis du er krigsforbryder eller har begået alvorlig ikke-politisk kriminalitet uden for Danmark. Endelig kan en opholdstilladelse inddrages, hvis du uden for Danmark enten er dømt for en forbrydelse eller har begået kriminalitet, der i Danmark ville medføre udvisning.

Opholdstilladelsen kan inddrages af disse grunde uanset, om du har en tidsbegrænset eller en permanent opholdstilladelse.

Dine personlige forhold

Hvis grundlaget for din opholdstilladelse ikke længere er til stede, eller du ikke opfylder en eller flere af betingelserne for din opholdstilladelse som familiesammenført til en flygtning, kan den inddrages eller nægtes forlænget, medmindre dette er i strid med Danmarks internationale forpligtigelser, herunder særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 og art. 8. I vurderingen af dette vil din tilknytning til fx arbejdsmarkedet, deltagelse i foreningslivet og danskkundskaber blive tillagt mindre vægt, end hvis du er familiesammenført til en ægtefælle/samlever, som ikke er flygtning.

Ophold i udlandet kan føre til bortfald af opholdstilladelse

Hvis du forlader Danmark for en længere periode eller opgiver din bopæl i Danmark, kan din opholdstilladelse bortfalde. Læs mere om bortfald