Visum eller arbejdstilladelse?
Hvis du som udlænding skal arbejde i Danmark, skal du normalt have fået en opholds- og arbejdstilladelse, før du må begynde at arbejde. I visse tilfælde kan du dog udføre arbejdsrelaterede aktiviteter i Danmark under et visumbesøg eller et visumfrit besøg, dvs. uden at have opholds- og arbejdstilladelse.
Under besøg af mindre end tre måneders varighed kan du udføre visse aktiviteter uden opholds- og arbejdstilladelse, fx modtage og give undervisning samt deltage i møder, forhandlinger, briefing, oplæring og instruktion.
Der kræves en arbejdstilladelse, hvis du under dit besøg medvirker til at skabe et produkt eller ændre på et produkt, eller på anden måde bidrager til virksomhedens output.
Det er meget vigtigt, at du og den virksomhed, du ønsker at besøge inden indrejsen er enig om, hvad formålet med opholdet i Danmark er, så du ikke søger visum, hvis formålet med opholdet kræver en opholds- og arbejdstilladelse, fx fordi det, du skal foretage dig under opholdet, vil tage mere end 90 dage.
Arbejdstilladelsen er påkrævet fra første dag, hvis de arbejdsrelaterede aktiviteter strækker sig udover 90 dage. Det gælder, uanset om du er visumpligtig eller visumfri ved indrejse og ophold i Danmark.
Derfor er det vigtigt, at det i ansøgningen detaljeret er beskrevet, hvilke aktiviteter du skal udføre i forbindelse med dit besøg. Alle dele af opgaven skal nøje beskrives. Det vil sige, at det nærmere indhold i en undervisning eller en oplæring skal beskrives, ligesom det system, der skal arbejdes med, skal beskrives. Er formålet med besøget detaljeret og fyldestgørende beskrevet, fremmer det sagsbehandlingen, så Udlændingestyrelsen ikke behøver at indhente flere oplysninger til sagen.
Hvis du er i tvivl, om de aktiviteter, du skal udføre under opholdet i Danmark, kræver en opholds- og arbejdstilladelse, eller om de kan udføres på et visum/visumfrit ophold, er du velkommen til at kontakte Udlændingestyrelsen eller kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)
Eksempler
Hver enkelt ansøgning beror på en konkret vurdering, men følgende eksempler giver en illustration af praksis på området:
-
Møder og briefing: En person vil indrejse i Danmark i 5 dage med henblik på at tale med de af virksomhedens medarbejdere, som han til daglig arbejder sammen med (pr. e-mail og telefon) og med henblik på at få skitseret arbejdsopgaver, som personen herefter tager hjem og udfører. Denne person bidrager ikke til virksomhedens output, mens han er i Danmark, selvom han måske vil gøre det bagefter på baggrund af de samtaler m.m., han har haft under opholdet. Disse aktiviteter kræver ikke arbejdstilladelse og kan udføres på et visum.
-
Ophold i Danmark i forbindelse med afgivelse af tilbud: En person ansat i en udenlandsk virksomhed vil indrejse i 60-90 dage med henblik på deltagelse i møder hos en dansk virksomhed, der har sendt en opgave i udbud. Personen er i løbende dialog med den danske virksomhed omkring den opgave, der skal afgives tilbud på. Under opholdet i Danmark deltager personen i processen med afgivelse af tilbuddet, dvs. arbejdsrelaterede aktiviteter som lige såvel kunne foretages i den udenlandske virksomhed, men hvor opholdet i Danmark og den løbende dialog/input fra den danske virksomhed omkring udbudsopgaven letter processen. Under opholdet må der ikke udføres aktiviteter, som kan indgå i den leverance, som tilgår den danske virksomhed (hvis den udenlandske virksomhed vinder udbuddet). Hvis den udenlandske virksomhed (der også kan være et moder-, søster- eller datterselskab til den danske virksomhed) vinder udbuddet, skal personen således være i besiddelse af arbejdstilladelse for at deltage i selve løsningen af opgaven. Hvis der er tale om et ophold hos en dansk virksomhed, hvor personen er ansat i et udenlandsk moder-, søster- eller datterselskab til den danske virksomhed, og hvor personen er i besiddelse af særlige kompetencer til brug for den danske virksomheds arbejde med udarbejdelse af et tilbud mv., kræver deltagelsen i dette arbejde en arbejdstilladelse.
-
Uddannelse og praksis: En person vil indrejse i Danmark i 60 dage for at modtage undervisning, hvorefter han – på baggrund af undervisningen – vil løse en programmeringsopgave. Disse aktiviteter kræver en arbejdstilladelse. Der er tale om to forskellige aktiviteter: Undervisningsdelen og programmeringsdelen. Undervisningsdelen bidrager ikke direkte til virksomhedens output, men det gør programmeringsdelen. Der skal i en sådan situation normalt søges opholds- og arbejdstilladelse. Rejser personen derimod hjem efter at have modtaget undervisningen og udfører programmeringsopgaverne i hjemlandet – på baggrund af undervisningen – kræver disse aktiviteter ikke en arbejdstilladelse.
-
Opholdets længde: En virksomhed har planlagt et forløb i Danmark for en medarbejder i virksomhedens datterselskab i udlandet, der strækker sig fra den 1. oktober til den 31. december (begge dage inkl.). Der er i det væsentlige tale om undervisning og praktisk træning. Der skal søges om arbejdstilladelse, da forløbet strækker sig over 92 dage, og visum maximalt kan gives for 90 dage.
-
Nødvendige oplysninger: Ansøgeren har ved ansøgningen om visum fremvist en ekstensiv manual, som han skal anvende ved nye arbejdsopgaver i den virksomhed i hjemlandet, hvor han er ansat. Denne virksomhed er et datterselskab af den danske reference-virksomhed. Der er ansøgt om 90 dages visum. Hverken ansøgeren eller virksomheden kan redegøre for et program men oplyser blot, at ansøgeren skal være under uddannelse, både teoretisk og praktisk. Beskeden til myndighederne er, at selve programmet og indholdet af uddannelsen bliver besluttet hen ad vejen. Repræsentationen og Udlændingestyrelsen har i denne situation ikke de nødvendige oplysninger til at afgøre, hvorvidt de planlagte aktiviteter kan udføres uden arbejdstilladelse. Ansøgeren vil derfor blive givet afslag på visum og henvist til at søge en arbejdstilladelse.
-
Montørreglen: En virksomhed i Danmark har købt et produkt af en udenlandsk virksomhed. Der kan være tale om et højteknologisk anlæg, et it-program el. lign. Anlægget eller it-programmet kan være så specielt, at det er afgørende, at det er en af den udenlandske virksomheds medarbejdere, der forestår opsætningen eller implementeringen af anlægget/it-programmet. Hvis opgaven er estimeret til mindre end 90 dage, skal der ikke ansøges om en opholds- og arbejdstilladelse, da aktiviteten kan udføres på et visum. Ved man imidlertid, at udførelsen af opgaven vil tage mere end 90 dage, skal ansøgeren have opholds- og arbejdstilladelse, inden arbejdet påbegyndes. Læs mere om montørreglen
-
Forskere på kortere ophold: En udlænding, der skal forske i Danmark i op til 90 dage, er fritaget for kravet om en arbejdstilladelse. Forskere omfatter videnskabeligt personale som for eksempel videnskabelige assistenter, adjunkter, lektorer og professorer, der er indbudt til undervisning eller lignende virksomhed, samt deltagelse i forskningsprojekter. Der skal være særlige forskningsmæssige grunde til, at arbejdet skal udføres af den pågældende udlænding. Et universitet eller en virksomhed i Danmark kan således ansætte og aflønne den udenlandske forsker, uden at der skal søges om arbejdstilladelse, såfremt opholdet er kortere end 90 dage fra indrejsen. Hvis der er tvivl om, hvorvidt opholdet i Danmark vil være af en længere varighed end 90 dage, skal man før indrejsen have fået en opholds- og arbejdstilladelse, som gælder for hele opholdsperioden inklusiv de første 90 dage. Læs mere om forskere
-
Gæsteforskere på kortere ophold: En gæsteforsker, som har afsluttet en uddannelse på kandidat- eller masterniveau og er inviteret til at forske hos en privat eller offentlig forskningsinstitution i op til 90 dage uden at være ansat eller indskrevet på forskningsinstitutionen, er ligeledes fritaget for kravet om en arbejdstilladelse. Hvis der er tvivl om, hvorvidt opholdet i Danmark vil være af en længere varighed end 90 dage, skal man før indrejsen have fået en opholds- og arbejdstilladelse, som gælder for hele opholdsperioden inklusiv de første 90 dage. Læs mere om gæsteforskere
-
Potentielle ph.d.-studerende på kortere ophold: Potentielle ph.d.-studerende, der skal deltage i et screeningsforløb i Danmark med henblik på evaluering af muligheden for videreuddannelse som ph.d.-studerende her i landet, er fritaget for kravet om en arbejdstilladelse i op til 90 dage fra indrejsen. Formålet med et screeningsforløb er, at universiteter m.v. skal kunne vurdere de udenlandske studerendes egnethed til et ph.d.-studium og dermed optage de bedst kvalificerede udenlandske studerende til ph.d.-uddannelsesforløb i Danmark. Potentielle ph.d.-studerende, der skal deltage i et screeningsforløb, og som endnu ikke har afsluttet deres kandidat- eller masteruddannelse, har således mulighed for at opholde sig i Danmark i op til 90 dage fra indrejsen uden at skulle søge om en arbejdstilladelse. Læs mere om ph.d.-studerende
Reglerne om i hvilke tilfælde, en udlænding er fritaget for arbejdstilladelse, findes i udlændingebekendtgørelsens § 24.
Udførelse af ulønnet frivilligt arbejde
Det er tilladt under et visumophold at udføre ulønnet frivilligt arbejde, der ikke kræver en arbejdstilladelse.
Der skal foretages en konkret vurdering af det oplyste ulønnede frivillige arbejde for at kunne afgøre, om det må udføres under et visumophold.
Der skal være tale om arbejde, der udføres frivilligt og vederlagsfrit (ulønnet), og som udføres for en formelt organiseret organisation, forening eller lignende. Der kan være tale om frivillige organisationer, foreninger, offentlige institutioner og løsere organiseret netværk (som Venligboerne).
Der kan være tale om en humanitær hjælpeorganisation, et spejderkorps, en idrætsforening, en misbrugsforebyggelsesforening, en patientforening, en besøgstjeneste, en flygtningeorganisation eller en sogneforening. Der er ikke tale om en udtømmende opremsning.
Eksempler på ulønnet frivilligt arbejde:
- Besøgsven på et plejehjem
- Frivillig i en frivilligdrevet boghandel eller biograf
- Frivillig i en IT-café på et bibliotek, frivillig i en kommunal netværkscafé for flygtninge eller frivillig i kortere tidsrum, f.eks. ved kulturelle begivenheder som Roskilde Festival
- Frivilligt ulønnet arbejde ved et landsstævne, i genbrugsforretninger, salg af juletræer, fyrværkeri, madboder mv.
Udlændingen skal have en aftale om at udføre ulønnet frivilligt arbejde. Aftalen kan både være mundtlig og skriftlig.
Det ulønnede frivillige arbejde skal være en del af organisationens eller foreningens kerneopgave i bred forstand.
Hvis der er tvivl, om det påtænkte frivillige ulønnede arbejde kræver en arbejdstilladelse, kan du kontakte Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Hent udlændingebekendtgørelsen
Læs om særlige grupper, som ikke behøver arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark