Initiativer mod misbrug af forretningsvisa til kinesiske statsborgere
I takt med det øgede fokus på erhvervslivets ønske om samhandel med Kina og det afledte behov for hurtig og effektiv sagsbehandling af visum til seriøse kinesiske forretningsfolk har Udlændingestyrelsen og Udenrigsministeriet iværksat forskellige initiativer.
Initiativerne retter sig dels mod bedre service over for de kinesiske ansøgere, der har et reelt formål med besøget i Danmark, dels mod det visummisbrug, der desværre også retter sig mod Danmark.
Initiativer mod misbrug
Udlændingestyrelsen, det daværende Integrationsministerium, politiet og Udenrigsministeriet iværksatte i 2005 en række initiativer for at modvirke misbrug af forretningsvisa til kinesiske statsborgere.
Initiativerne har øget informationsindsatsen over for virksomheder i Danmark og skærpet kontrollen over for de kinesiske ansøgere, da de kontroltiltag, som de danske repræsentationer i Kina hidtil havde benyttet sig af, i mange tilfælde ikke var tilstrækkelige.
Tiltagene er iværksat, så de i mindst muligt omfang medfører ulemper for det store flertal blandt ansøgerne, der er seriøse forretningsfolk. Det vil dog ikke kunne undgås, at sagsbehandlingstiden i nogle sager vil kunne blive forlænget som følge af den øgede kontrol.
Informationsindsatsen over for virksomhederne i Danmark har navnlig gået ud på at forbedre deres kendskab til forhold, som de skulle være opmærksomme på, når de samarbejdede med kinesiske forretningsfolk for første gang.
Kontrolindsatsen over for ansøgerne har navnlig gået ud på at skærpe kravene til hvilken dokumentation, ansøgerne skulle fremlægge, og hvornår de skulle møde personligt på en af de danske repræsentationer i Kina. Desuden har der af de danske repræsentationer i Kina været foretaget endnu flere kontrolbesøg på de virksomheder, som de kinesiske visumansøgere oplyste at repræsentere. Kontrolbesøgene viste, at der desværre stadig var berettiget grund til at have fokus på kinesiske visumansøgere. For at undgå unødige ulemper for seriøse ansøgere kom den skærpede kontrol især til at vedrøre personer, der ikke tidligere havde rejst i Schengenlandene.
Baggrunden for den skærpede kontrol
Den danske ambassade i Beijing gennemfører løbende en række kontrolbesøg i forskellige provinser i Kina. Formålet med kontrolbesøgene er at kontrollere rigtigheden af oplysninger fra ansøgere, der har angivet at være forretningsfolk.
Resultatet af kontrolbesøgene tyder på, at der ofte afgives urigtige oplysninger i disse sager. Blandt andet er der adskillige eksempler på, at ansøgerne har oplyst at arbejde i virksomheder, som ikke eksisterer. Desuden har flere ansøgere afgivet urigtige oplysninger om deres ansættelsesforhold.
Problemerne med misbrug gør sig særligt gældende for visumansøgere fra den nordøstlige provins Liaoning i Kina. Et af besøgene viste således, at 46 ud af i alt 48 ansøgere havde afgivet urigtige oplysninger om virksomhed eller ansættelsesforhold i Kina. Kontrolbesøg i den sydøstlige provins Zhejiang har vist, at der også dér er problemer med urigtige oplysninger.
Undersøgelserne tyder også på, at de kontroltiltag, som repræsentationerne i Kina hidtil har benyttet sig af, i mange tilfælde ikke vil være tilstrækkelige. Forud for kontrolbesøgene havde ambassaden således foretaget sædvanlige telefonkontroller, som imidlertid ikke havde afsløret de urigtige oplysninger.
Fortsat løbende kontrolbesøg
Den danske ambassade i Beijing gennemfører til stadighed kontrolbesøg forskellige steder i Kina med henblik på at kontrollere visse af de ansøgere, der oplyser at være forretningsfolk. Det viser sig desværre, at der fortsat er problemer, om end af et faldende omfang.
Udlændingestyrelsen og Udenrigsministeriet følger løbende en evt. udvikling i misbruget, men sikrer samtidig, at der er en fornuftig balance mellem kontrolforanstaltningerne og en smidig sagsbehandling af reelle kinesiske ansøgninger om visum til Danmark.