Familiesammenføring
Her kan du finde spørgsmål og svar på familiesammenføringsområdet.
Hvad er betingelserne for at få familiesammenføring?
Der er en række forskellige betingelser, som skal opfyldes for, at man kan komme til Danmark som familiesammenført. Læs mere om betingelserne for ægtefællesammenføring og betingelserne for familiesammenføring med børn.
Hvad betyder indførelsen af en selvbetjeningsmodel for ansøgninger om familiesammenføring?
Selvbetjeningsmodellen betyder, at ansøger og det herboende familiemedlem i højere grad end tidligere selv skal tage ansvar for at fremskaffe de nødvendige oplysninger til behandling af sagen. Der er udviklet særlige ansøgningspakker, som indeholder en detaljeret vejledning.
Hvor længe skal man vente på afgørelsen?
Sagsbehandlingstiden afhænger af omstændighederne i den enkelte sag. Hvis ansøgningen indeholder alle nødvendige informationer og dokumenter, og ansøgeren umiddelbart ser ud til at opfylde kravene til familiesammenføring, resulterer dette i særligt hurtig sagsbehandlingstid. Læs mere om Udlændingeservices servicemål for maksimale sagsbehandlingstider.
Hvor indgiver man ansøgning om opholdstilladelse?
Hvis man opholder sig lovligt i Danmark, kan ansøgningen normalt indgives i Udlændingeservices Servicecenter eller hos det lokale politi. Bemærk, at hvis man har fået et visum til Danmark og det er betinget af, at den bekendte i Danmark har stillet en økonomisk garanti, vil garantien normalt forfalde, hvis ansøgningen om ægtefællesammenføring indgives i Danmark. Hvis man opholder sig i udlandet, kan ansøgningen indgives via en dansk repræsentation. Der er udviklet særlige ansøgningspakker for familiesammenføring med ægtefæller eller børn.
Hvordan kan man kontakte Udlændingeservice?
Når Udlændingeservice har modtaget en ansøgning om familiesammenføring, vil ansøger og reference hurtigt få oplyst deres sagsbehandlers navn, direkte telefonnummer og telefontid. Man kan desuden ringe til familiesammenføringskontorets hovednummer.
Kan jeg bestille en tid til samtale med min sagsbehandler?
Man kan ikke normalt bestille en tid til samtale med sin sagsbehandler. Man er dog altid velkommen til at henvende sig i Udlændingeservices Servicecenter, hvor der sidder erfarne sagsbehandlere, som kan vejlede ansøgeren og referencen. Det er også muligt at ringe til sin sagsbehandler på hans/hendes telefontid, som ansøgeren vil modtage sammen med sagsbehandlerens navn og direkte telefonnummer.
Hvornår fraviges de almindelige betingelser for familiesammenføring?
Som udgangspunkt skal alle betingelser være opfyldt. Der kan dog være særlige tilfælde, hvor der vil blive givet opholdstilladelse, selv om en eller flere af betingelserne ikke er opfyldt.
Der vil fx blive givet tilladelse, hvis det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at give afslag. Læs mere om særlige tilfælde, hvor de almindelige betingelser kan fraviges ved ægtefællesammenføring og familiesammenføring af børn.
Hvornår kan der gives opholdstilladelse til et barn over 15 år?
Alderskravet på 15 år gælder som udgangspunkt for alle. Der kan dog være særlige tilfælde, hvor der vil blive givet tilladelse til familiesammenføring af et barn, selvom barnet er fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet.
Der vil fx blive givet tilladelse, hvis det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at give afslag. Læs mere om hensynet til barnets tarv, som kan medføre, at der gives tilladelse til familiesammenføring af et barn, som er fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet.
Hvordan stiller man økonomisk sikkerhed ved ægtefællesammenføring?
Økonomisk sikkerhed kan stilles enten i form af en anfordringsgaranti stillet af et pengeinstitut eller en deponering på en dertil indrettet konto i et pengeinstitut, som den herboendes bopælskommune får pant i. Læs mere om kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse.
Hvordan kan man klage over Udlændingeservices afgørelse?
Man kan klage over Udlændingeservices afgørelse til Integrationsministeriet. Læs mere om klagemuligheder.