Til forsiden

Pressemeddelelse

09.05.2011

Danmark er et attraktivt arbejdsland for udlændinge

Aldrig er så mange udlændinge kommet til Danmark, som i de som i de senere år. Alene sidste år fik mere end 56.000 en dansk opholdstilladelse – hovedparten blev givet til udlændinge, der skulle arbejde eller studere. Og ifølge undersøgelsen 'Expat Study 2010' er 8 ud af 10 højtuddannede udlændinge, som bosætter sig i Danmark i en kortere eller længere periode, tilfredse med deres nye tilværelse.

Myten om, at Danmark er et lukket land for udlændinge er svær at slippe af med. Men faktum er, at Danmark er et attraktivt arbejdsland for udlændinge og derfor grundlæggende har gode forudsætninger for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Det må i hvert fald være konklusionen, hvis man ser på de senere års statistikker for udstedte opholdstilladelser og undersøgelsen 'Expat Study 2010', som Oxford Research har udarbejdet. Undersøgelsen viser bl.a., at antallet af herboende højtuddannede udenlandske arbejdstagere er steget fra 33.000 i 2008 til 41.500 i 2010, og at 80 pct. af de adspurgte udenlandske arbejdstagere er tilfredse med livskvaliteten i Danmark.

Når så mange dygtige udlændinge søger hertil, skyldes det bl.a., at regeringen via fleksible jobordninger har åbnet døren til Danmark for udlændinge, som kan og vil bidrage til det danske samfund.

Men selvom det er lykkedes at tiltrække mange dygtige udlændinge til Danmark, er regeringen fuldt ud opmærksom på, at det er vigtigt, at vi også fremover er et attraktivt arbejdsland for dygtige udlændinge.

Derfor er der de senere år søsat en lang række initiativer, der har forbedret myndighedernes service over for arbejdstagerne og deres medfølgende familier ved bl.a. at gøre det lettere at få styr på nødvendige papirer.

Eksempelvis har Integrationsministeriet og Skatteministeriet sammen med en række andre myndigheder etableret såkaldte 'International Citizen Service Centers' i Danmarks fire største byer. I centrene kan udenlandske arbejdstagere og deres medfølgende familie få personlig vejledning om danske skatteregler, danskundervisning, jobsøgning mv. og indgive ansøgninger om skattekort, sundhedskort o.l.

"Det må ikke være bureaukrati, der afholder kvalificerede udlændinge fra at søge til Danmark. Derfor er vi også i Integrationsministeriet meget opmærksomme på, at det skal være så let som muligt for dygtige udlændinge at søge om opholds- og arbejdstilladelser", siger integrationsminister Søren Pind og nævner som eksempel, at danske arbejdsgivere, som ønsker at ansætte udenlandske medarbejdere, nu kan indgive ansøgninger digitalt.

Fleksible jobordninger giver let adgang til Danmark


I dag kan højtuddannede udlændinge bl.a. få adgang til Danmark på følgende måde:

  • Beløbsordningen – udlændinge, som er tilbudt et job med en årlig bruttoløn på 375.000 kr., har adgang til det danske arbejdsmarked.
     
  • Positivlisten – liste over erhverv, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Udlændinge uddannet inden for et af disse erhverv har adgang til det danske arbejdsmarked.
     
  • Koncernordningen – gør det muligt for medarbejdere i en virksomhed i udlandet at blive udstationeret i virksomhedens danske datter-, søster-, moderselskab e.l. i en periode.
     
  • Greencard-ordningen – gør det muligt for højt kvalificerede udlændinge at komme til Danmark for at søge job og efterfølgende at arbejde.

For at gøre det yderligere attraktivt for kvalificerede udlændinge at arbejde i Danmark har regeringen desuden indført en særlig bruttoskatteordning for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere. Ordningen betyder overordnet set, at personer i udlandet, der opfylder en række nærmere angivne betingelser, beskattes med 26 pct. af bruttoindkomsten i op til 5 år.

"Ud over denne ordning har vi af flere omgange desuden sænket marginalbeskatningen i Danmark med 7,5 pct. Alt sammen noget der har gjort Danmark til et mere attraktivt land for kvalificerede udlændinge at slå sig ned i. Samtidig er vi naturligvis i regeringen altid åbne overfor konkrete forslag fra erhvervslivet til, hvordan vi kan gøre det endnu mere attraktivt for udlændinge at søge arbejde i Danmark", siger skatteminister Peter Christensen.





Senest opdateret: 09-05-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre