Pressemeddelelse
17.08.2009
Integration 2009
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration offentliggør i dag en publikation om 9 indsatsområder, som ministeriet særligt har fokus på og som i særlig grad udfordrer integrationen i 2009. Det drejer sig bl.a. om områderne medborgerskab, kvinder, børn og unge, ny arbejdskraft til Danmark og herboende nydanskeres beskæftigelse.
I anledning af udgivelsen udtaler integrationsminister Birthe Rønn Hornbech:
"Vi lægger i ministeriet meget vægt på at involvere alle dele af samfundet i integrationsarbejdet. Utroligt mange mennesker professionelle såvel som frivillige i de mange foreninger, klubber og andet netværk, samt rollemodeller og mentorer medvirker ved en stor indsats til at integrationen lykkes.
En succesfuld integration og den aktive indsats for inklusion og medborgerskab og imod diskrimination og eksklusion, sikrer sammenhængskraften i vort samfund og er den bedste forebyggelse af ekstremistiske holdninger og forebyggelse af radikalisering.
Frihed og lige vilkår for begge køn og respekt for den enkeltes egenart er vigtige danske værdier, som er helt selvfølgelige forudsætninger for integrationsarbejdet.
Den styrkede indsats for integration af nydanske kvinder, familiesammenføringsreglerne og indsatsen imod æresrelaterede konflikter har ikke blot betydet, at de unge kvinder i langt højere grad tager en uddannelse, men at ægteskabsmønstret er ændret. Antallet af familiesammenføringer er faldet drastisk og langt flere vælger nu en ægtefælle, der bor i Danmark."
Læs i publikationen om de mange projekter, kampagner og aktiviteter, der er sat i søen for at styrke de 9 centrale indsatsområder. Indsatser som bl.a. har ført til en meget positiv udvikling mht. nydanskeres beskæftigelse og uddannelse.
'Integration 2009 - 9 indsatsområder' kan hentes her (PDF)
En trykt udgave af publikationen kan rekvireres på tlf.: 33 92 37 91.