Til forsiden

Nyhed

05.09.2013

Udlændingestyrelsen tager hul på efterårets møder i Det Regionale Netværk

Første netværksmøde i efteråret 2013 løber af stablen den 26. september i Esbjerg.

Mødet holdes i Storm P.-salen på Esbjerg Hovedbibliotek, Nørregade 16, 6700 Esbjerg.

På mødet vil Udlændingestyrelsens direktør Henrik Grunnet og et lille hold medarbejdere bl.a. fortælle om de gældende regler for permanent opholdstilladelse og ægtefællesammenføring.

Der vil derudover blive sat fokus på den nye danskprøve, som ægtefællesammenførte nu skal bestå inden for de første 6 måneder i Danmark. Danskprøven blev sat i kraft 1. marts 2013, og næsten 1.100 ægtefællesammenførte har allerede aflagt prøven.

Der gives endvidere et overblik over den nye aftale om dansk statsborgerskab, der har været gældende siden 15. juni 2013.

Efter oplæggene er der afsat særskilt tid til besvarelse af spørgsmål fra salen.

Direktør i Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet, siger:

- Vi har set frem til efterårets runde med netværksmøder rundt om i landet. Ud over at informere om de sædvanlige hovedemner inden for indrejse og ophold i Danmark, vil vi også fortælle om forventede nye lovtiltag på vores område. Der vil også kort blive informeret om betingelserne for at få dansk statsborgerskab.

Information om møderne i Det Regionale Netværk

Alle er velkomne til informationsmøderne, som henvender sig til en bred målgruppe, fx kommunale integrationsmedarbejdere, medarbejdere hos jobcentrene, ansatte hos politiet, frivillige formidlere og alle borgere, der har interesse.

Møderne udgør en aktiv del af Udlændingestyrelsens dialogforum Det Regionale Netværk, der også er et mailnetværk med løbende information til flere end 1.000 tilmeldte.

I løbet af efteråret 2013 besøger Udlændingestyrelsens rejsehold desuden Randers, Holstebro, Bornholm. Sæsonens sidste møde bliver holdt i styrelsens egne lokaler i København.

Tilmelding til møderne er ikke nødvendig, men ønskes gerne på e-mail: regionalenetvaerk@us.dk, hvor du også kan tilslutte dig mailnetværket.

Du kan læse mere om Det Regionale Netværk her, hvor du også kan finde nærmere information om tid og sted for efterårets øvrige møder.





Senest opdateret: 05-09-2013
Om indholdet på nyidanmark.dk
Udgiver: Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen > Kontakt  |  Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering > Kontakt  |  Cookies  |  For samarbejdspartnere